Dollhouse

Det var på Isobels opfordring at Gabriel havde valgt at besøge Angelas gemakker. Og på sin vis også sin egen. Han havde hørt om hendes oplevelse i London, og med tanke på hendes vredesudbrud efter Augustins indespærring, var han gået ad de lange gange til den franske dør som han åbnede langsomt. Rummet havde indtil for nyligt været affolket for børneklenodier og andre genstande der kunne vække tanker og minder om at rummets indehaver havde en krop fastlåst i et evigt forår. Og selvom Gabriel ganske vidst var vokset en anelse på det seneste selv, kendte han den tilstand alt for godt, hvor sindet går i retræte og gemmer sig i sin mest trygge krog, hvor alle drager omsorg for én og man selv er fri for ansvar og pligter.
"Angela?" spurgte han stille ud i rummet og lod sin kno ramme dørens træ et par gange for at bekendtgøre hans entré. Hans blik gled over samtlige genstande i rummet til han så mod det enorme dukkehus. Han gik langsomt ind imod hende uden at kunne se hende, men noget i ham sagde at hun var på den anden side.
"Hey, Isobel bad mig kigge til dig, og høre om du er okay?" sagde han en smule søgende efter en reaktion fra hende.

Gabriel lo lidt overrasket men ikke desto mindre oprigtigt ved hendes åbenbare og tydeligvis meget barnlige gensynsglæde.
"Dér var du jo!" sagde han leende og hankede mere op i hende så hun kunne sidde ordentligt på hans arm. Hun var næsten en porcelænsdukke i sig selv, en én-til-én skala af typen, ganske som Matthew havde stylet hende til at være gennem alle årene. Silke og taft brusede om ham og det var næsten svært at finde hoved og hale i hendes skørter, men han var trænet igennem fortiden og holdt hende på armen i et sikkert greb. Hendes hud var bleg og blød som silke, ikke en antydning af hvad hun havde været igennem var synlig på hende.
"Hvad laver du hernede på gulvet med dit gamle dukkehus?" spurgte han og gik hen til dukkehuset for at se ned på hendes leg med et let løftet øjenbryn. "Jeg troede du havde kasseret det for længst til fordel for bøger og arbejde for far?" han så ikke direkte på hende men holdt øje med hende ud af øjenkrogen inden han satte hende fra sig på kanten af sengen hvor han selv tog plads ved hendes side.

Gabriel sukkede og lukkede øjnene. Selvfølgelig ville Matthew gøre hvad han kunne for at bibeholde Angela i dette stadie mens hun bearbejdede traumerne fra sin ulykke. Men i hans stille sind vidste han også at det ikke ville vare ved og det ville være for alles bedste hvis hun blev rystet ud af det så hurtigt som muligt så hun ikke led overlast ved deres fars håndtering. Det var uden tvivl hans bagtanke ved ikke at begynde at skubbe for meget på for at få Angelas barnlighed til at fordufte. Han pressede kindtænderne sammen kortvarigt for at undertrykke den vrede, han ville lægge for dagen senere når Matthew kom hjem fra byturen i Paris, men mønstrede et mildt smil ned til Angela istedet.
"Men, søde Angela, du har jo arbejdet for ham allerede," sagde han og tog hendes hånd og gav den et broderligt klem. "Kan du slet ikke huske det? Du har oplært agenter i skuespil og manipulation. Hende dér, den trælse pige, hende underviste du da ihvertfald en dag," tilføjede han som for at skabe en bro mellem hendes fortid og nutid, så hendes sind selv kunne repareres.

Gabriel strøg frustreret og træt hænderne over ansigtet og gennem det blonde hår. Hvor ville han ønske han ikke behøvede at skulle presse hende igennem det her helvede, hvor ville han ønske han bare kunne lade hende forblive i sin lille boble, men han vidste også hvor Matthews bagtanker lå, og han havde sat sig for at de ikke skulle bære frugt. Ikke hvis han kunne sætte en stopper for det.
Han rejste sig istedet og gik over til vinduet mens hun legede videre. Fra hendes værelse var der udsigt over byen, de tændte lys i de sorte blokke af huse og karréer. Han trak en cigaret frem fra en pakke i lommen og tændte den nonchalant mens han så eftertænksomt ud over haven, til den lille plet der var hendes rosenhave, hvor man nærmest på lang afstand, og under havens smukke lanterner, kunne se de røde kronblade frostklædte og tindrende i den kolde vinternat.
"Prøv at kom og se, Angela," sagde han og vendte sig mod hende. Røgen fra cigaretten dansede ud i rummet i retning af hende. At den ville sive ind i hendes fine tøj og genstande var han ligeglad med. Nikotinen gik ind og tog en tand af frustrationerne og fik ham til at slappe af mens tankerne jog i tomgang.

Han grinede og viste hende pakken. "De er engelske, cherie," sagde han med et skævt smil over hendes bekymringsfrie ageren. Han tog igen sin cigaret og skoddede den ud af vinduet inden han tog hende op og satte hende i vindueskarmen. En sort bil kørte fra palæet og ud af syne under de omkransende træer. "Ja, jeg ville gerne give din hest en sukkerknald, men du kan se, det er noget tid siden den har været i live," han nikkede sigende mod bilen, der var forsvundet. Kun lyden af dens motor i det fjerne bekendtgjorde dens kørsel gennem skoven der lå omkring palæet. Han så ned på hende og næsten automatisk selv fiskede han en cigaret op fra pakken, tændte den med gløden fra sin egen og rakte til hende som de så mange gange have gjort, enten når de blot sad og filosoferede, eller hvis en af dem havde brug for selskab efter deres fars håndtering. Det var et tegn til fortrolighed imellem dem begge.

Han smilede lidt ved den lille flig der blev slået af masken, hun havde bygget op de sidste par dage. At det havde været cigaretten der gjorde udslaget var han ikke overrasket over, den unge dames hang til den mildt afslappende nikotin var en ting der havde stået på i årtier, hvis ikke helt tilbage til starten af det 20. århundrede. Han lagde en arm om hendes smalle skuldre og så ud over byen, venskabeligt, godmodigt, trygt og udenfor fare.
"Jo," svarede han. "Selv hvis det ikke lykkes kan det koste angriberen livet, eller ihvertfald fjernelse og permanent svitsning af deres hugtandsrødder, så de aldrig kan bruge dem igen. Det er noget af det mest ydmygende for en vampyr at opleve. Tror far inkorporerede den del af straffen i 1864 efter en del vampyrer gik i totterne på hinanden. Kampene stoppede basically med det samme," han trak på skuldrene. "Hvorfor? Jeg troede du vidste det?" han skævede ned til hende.

Hendes ord var nok til at vække en undren i Gabriel. En sirlig rynke formedes på hans pande men han lod hende gå og brokke sig over sit tøjvalg, som for nogle timer siden havde været hendes eget, frivillige valg - langt hen ad vejen men nok også påskønnet af Matthew.
“Du har været i mental recession et stykke tid,” forklarede han mens han ligeledes skoddede sin smøg og betragtede hende med hænderne foldet i skødet foran sig mens han sad halvt på vindueskarmen. “Hvem reddede dig?” Spurgte han så lidt mere indgående, nu hvor hun var kommet til sig selv.