Achilles, Come Down

Flasken der knustes var tyk og tog normalt næsten sten at smadre. Det var imponerende at en krystalglaskaraffel kunne gøre udslaget. Vladimir sad og lignede et glas vand i ansigtet, forstenet og kold over at manden netop havde knust hans cointreau, indtil han brast i latter.
"Ahhh, Memnon, du mener min seriemorder-yngling der har malet det sixtinske kapel, som du indtil for kort tid siden sad i?" spurgte han og lænede sig tilbage med et sjældent men hoverende smil. Matthew så lidt tvivlende på manden, som tydeligvis var blevet godt tilredt af vodkaen.
"Det kan være vi skal fortrække os andetsted?" foreslog han med en håndbevægelse i retning af døren, et venligt bud, en invitation, men samtidig en indirekte ordre, "Jeg kan have Shade klar med bilen så vi kan tage ud og se lidt af byen her i den blånende vinter."
Vladimir rejste sig og slog sin stok i gulvet. "HØRT!" råbte han energisk.

"JEG HAR ET KODEKS!" udbrød Vladimir forarget og begyndte at remse en liste op af kendte navne, både nogen han havde forvandlet og nogen han havde. Det var svært at skelne præcis imellem hvem, men de fleste af navnene var måske mere nogen han ønskede han havde forvandlet. Matthew fulgte de to mænd med et smalt smil men kunne fornemme at Vladimir måske i høj grad havde brug for at blive hjemme
"Vladimir, tror du ikke at du hellere skul-"
"Og JEG er ikke som dig, sådan kun giver gaven til dem man elsker," fnøs den gamle, russiske vampyr og lagde armene over kors som de stod ude ved bilerne. Matthew himlede med øjnene men puffede alligevel dem begge ind på bagsædet af limousinen, der i dette tilfælde var blevet kaldt frem, fremfor en af de mere anonyme sedan biler.
"Man er fri til at give gaven til hvem man vil, så længe de er indenfor et menneskeligt moralsk alderstrin," bemærkede han en kende spydigt som de satte sig ind og kørte bort fra palæet.

"Når jeg siger det er det," knurrede Matthew tørt over Marcus' kommentar til hans alderspreferencer, men blikkene fra begge mænd vidste at han var nedstemt, til trods for at repræsentere en stor del af de ældre vampyrer i den sag, noget som han til stadighed ville holde fast i.
"Jeg har ingen anger, heller," sagde Vladimir som et trodsigt barn i forsvar for sine valg og havde slet ikke valgt at ænse Matthew. Hvis Matthew og Marcus kunne mundhugges, så var Vladimir den eneste der formåede at give Matthew den kolde skulder og overleve i lang nok tid til stadig at sidde i en limousine med de to andre, sådan som tilfældet var nu.
"Venner, lad det ligge," sagde Matthew med en beroligende gestus og skålede istedet med dem og satte sit glas for munden men uden at drikke for meget mens han betragtede de andre. Limousinen gjorde holdt i en gade i mont martre kendt for fest og farver. Der var terrassevarmere udenfor de forskellige etablissementer, men det sted de var standset ud for var nok det mest oplagte til deres udskejelser: Unity. Vampyrbaren, der lå maskeret som en tarvelig dancehall, men indeni var et virvar af liv og sanselige oplevelser. Shade var steget ud og åbnede døren så Matthew kunne træde ud som den første og se op på facaden hvor neonskiltet blinkede blåt og kraftigt ned til dem. Han knappede jakken lidt til for stilens skyld nu han var steget ud. Vladimir fulgte en smule mere kraftfuldt, hånden stadig i et fast greb om en vodkaflaskes hals.
"Jeg tror hellere du må efterlade den herude," kommenterede Matthew tørt til Vladimir, der med et bedrøvet blik på vodkaen rakte den til Shade.
"Du rør den ikke, sønnikke," vrissede han.

“Har du ikke prøvet det endnu? Børn -“ som han af og til refererede unge vampyrer til “- elsker at tage stoffer. Det er deres liv, en del af dem alligevel,” svarede han henkastet som han betragtede den unge mand som Marcus’ blik var faldet på. Nogle hujende råb bag dem fortalte dem at Paris, i stiveste lak-outfit, havde set Vladimir på lang afstand og havde fundet vej hen til ham for at hive ham over til hendes lille entourage af unge vampyrer, der festede lystigt. Alligevel var der noget ved den unge mand som Marcus havde udset sig som tiltalte Matthew og han smilede smalt.
“Vi har et område oppe i VIP-loungen, hvis du kan få ham med kan vi altid dele,” foreslog han. “Jeg provider området, du provider underholdningen?” Han blinkede til ham med et smalt smil, der aldrig helt nåede hans øjne.

Selvom det meste var tilladt i Unity var der alligevel grænser, og langt de fleste ville være blevet kylet ud af baren ved den opførsel som de gamle vampyrer lagde for dagen. Men hvis det ikke var for vampyrfyrsten ville der så overhovedet være en Unity for vampyrerne at mødes på?
Samtlige mennesker der var fulgt med dem til området var på hver sin måde i en god tilstand af beruselse, nok til at de ikke ville huske hvad der var sket dagen efter, men også nok til at de i nuet var bevidste, nydende og sygnet hen i deres rus. Han tog derfor et let greb om kvinden hvis krop gav efter for Marcus¨behandling og tog hende op på skødet for at holde om hendes liv med et stærkt greb så han kunne læne sit ansigt mod hendes hals og med blide kys liste et bid ind så han langsomt drænede hende og hun blev slap som en kluddedukke. Han smilede og mærkede livet forladet kvinden inden han vendte sig mod den smukke mand som Marcus’ til at starte med havde kastet sin opmærksomhed på.
“Hvad er dit navn?” Spurgte han med en mild panderynke som om han var oprigtigt interesseret i manden men også samtidig ville være fuldstændig ligeglad om fem minutter. Blodet og rusen brusede igennem ham, stærk og nærende og sanseforstyrrende.