Achilles, Come Down

Der var gået få dage siden Angela og Meena var vendt tilbage fra den skæbnessvangre tur til London, hvor Angela havde mødt solen i en gade, og var blevet reddet af Marcus og Cleopatra. Så snart Meena havde ringet hjem for at bestille en tur tilbage til Frankrig med den private jet og fortalt om episoden, havde Matthew sat sig ind på kontoret og ridset alle mulige scenarier op for hvad der var sket og hvordan tingene forholdt sig. Marcus og Cleopatra, sammen i London? Og Angela der ved et "tilfælde" var endt udenfor i solopgangen? Noget stemte ikke overens, og han agtede at finde ud af hvad. Det skulle ske hurtigst muligt, men først var det god kotyme at invitere redningsfolkene hjem og give dem en officiel tak for deres indsats - uanset om den senere ville vise sig at være berettiget eller ej.
Han havde sendt bud efter dem og sørget for at have det fineste blod klar i palæets spisestue, inden de gik ud til den storeslåede entréhal for at modtage dem. Isobel og Vladimir fulgte ham, og Angela og Meena havde fået besked på senere at vente i spisestuen.
"Ah, Memnon," hilste han og tog imod ham i en formel omfavnelse der varede to korte sekunder inden han trak sig fra ham igen. "Min datters redningsmand," sagde han smilende inden han vendte sig mod Cleopatra og tog hendes hånd som han kyssede gallant. "Madame Amalienna, De er en fryd for øjet som altid."
"Monsieur Darklighter," hilste hun blot og nejede selvom hans berøring gav hende en ufrivillig kuldegysning. Hendes fingerspidser gled kortvarigt over den lavendelfarvede kjoles stof ved maven og Isobels øjne blev til smalle sprækker, dog uden at hun ville kommentere noget.
"Kom, jeg har gjort klar til jer," sagde han og ledte dem med sig op ad den enorme, brede trappe der ledte op til de øvre etager. Han tog dem med til højre og entrésalen gled bort ude af syne mens de bevægede sig ind i hovedbygningens snørklede gange. De kom til en dør som Rex holdt åben for Dem og rummet bagved var hvad der mest af alt lignede en spisestue med et langt bord med høje, smukt udskårne stole omkring. For enden stod den højeste stol og væggen bag var en smukt udformet marmorpejs med en hylde over og et portrætmaleri der forestillede herren af huset. Meena og Angela stod ved bordet og Meena nejede til hilsen. På bordet stod karafler af det fineste krystalglas fyldt med dampende, varmt blod og på pladserne stod dybe vinglas af samme materiale, klar til at fyldes med livets eliksir.
"Monsieur Rudelius, Madame Amalienna," hilste Meena.
"Kom, Angela," Matthew vinkede Angela frem som de trådte ind i spisestuen. "Og sig tak til dine redningsfolk."

Matthew skævede ned til Angela inden han samlede hende langsomt op som en katteejer der tager sin yndlingskat op i favnen for at stryge den over pelsen. "Jeg tror oplevelsen i London har taget lidt på hende," sagde han henkastet og strøg hendes kind og kyssede hendes pande med en inderlighed som kun en far kunne lægge for dagen. Cleopatra mærkede en muskeltrækning i mundvigen begynde at spænde sig op til en snerrende grimasse men modstod og bibeholdt et neutralt smil.
"Kom, lad os sætte os," Matthew nikkede mod bordet og de tog alle plads. Marcus og Cleopatra på hans venstre hånd og Vladimir og Isobel på hans højre samt Meena ved siden af Isobel, udenfor fællesskabet men stadig en del af selskabet som Angelas værge. Selv satte Matthew sig for bordenden med Angela på sit skød. "Hun har været i høj grad mere tryghedssøgende. Men det forstår man jo, sollys er ikke noget at spøge med når man blev forvandlet i så ung en alder," forklarede han og en tjener der havde stået tavst ved siden af bordet begyndte at skænke op af blodet i glassene til dem. Matthew hævede sit glas til skål og mødte først Marcus' og derefter Cleopatras blik. Isobel, Vladimir og Meena fulgte hans eksempel mens et glas blev skænket op til Angela.
"Til redningsfolkene, må der altid være nogen af jeres støbning i nærheden når en vampyr er nødstedt," saluterede Matthew dem.

Stort set alle ved bordet delte Marcus' uforbeholdne modvilje mod vampyrbørn, og Vladimir og Isobel sendte hinanden et sigende blik inden de begge så på Matthew efter Marcus' kommentar om deres eksistens. Ikke at det rørte Matthew der mindste. Måske gav det blot endnu en lille mental note til det mentale arkiv af "grunde til at Marcus ville forsøge at skade Angela", men han gemte det bort og tog blot imod hans hilsen.
"Selvfølgelig ville vi da redde hverandre, ikke?" skød Isobel ind. "Alt andet ville være forrædderi mod vampyrracen, både passiv eller aktiv skadepåførsel."
"Hørt," brummede Vladimir og fandt en lommelærke frem med vodka i for at fortynde sin blod. Han vidste aftenen ville blive et helvede og han var alt for træt allerede af de to gamle vampyrkompagnoner, der sad og kiggede på hinanden som høge. Matthew så fra Marcus til Cleopatra og tilbage og anlagde et ansigtsudtryk der både var overrasket og forundret.
"Oh, virkelig? Har I slået jer SÅ meget sammen igen?" spurgte han. Cleopatra der havde været ved at tage en slurk af blodet fik det kort galt i halsen og rømmede sig inden hun duppede læberne med en hvid serviet så en bloddråbe spredte sig i det hvide bomuldsstof.

Vladimir brummede et eller andet russisk som ikke kunne opfattes af andre end Meena, der trods alt var velbevandret i slavisk og russisk grundet sin tilknytning til Rumænien og de østeuropæiske lande. Hendes øjne blev kortvarigt store men hun gjorde ikke mine til at indvende noget. Hun vidste at hun havde rodet sig ud på dybt vand, men så dybt som det her var hun ikke sikker på at hun brød sig om. Hendes tilværelse som værge for Angela var fortrinlig men hun var begyndt at se bag facaden og længtes efter hjem. Hun smilede derfor sky da hun rejste sig. Stolens ben skrabede mod gulvet med en høj lyd i den knastørre stilhed omkring dem, hvor en knappenåls fald mod flisegulvet ville have været højt som et kanonslag.
"Monsieur, skal jeg ikke tage den lille?" spurgte hun forholdsvist myndigt med et nik mod Angela, der var faldet i søvn i Matthews arme.
"Jo, tak," sagde han fraværende og hun gik rundt om bordet for at tage Angela op og forlod forsamlingen. Matthew så efter hende med et eftertænksomt blik inden han vendte tilbage til selskabet og så på Marcus.
"Aurelias bortgang?" spurgte han med en let panderynke. "Hun er vel hos jer, sund og rask sådan som jeg efterlod hende?"
Cleopatra rettede sig lidt mere op og så skarpt på ham. "Nej? Skulle hun være det?" spurgte hun med en stemme der var begyndt at flyde med syrlighed.
"Hvad fyrsten mente var blot at efter ægteskabets ophør sendte han hende tilbage til jer, ikke?" Isobel så til siden på Matthew, der nikkede kort.
"Ganske," sagde han med et påtaget bedrøvet udtryk. "Hvis I ønsker det kan jeg bistå i en eftersøgning efter hende. Hun skulle jo nødig falde i de forkerte selskaber," et smil rørte sig i mundvigen hos ham. To tjenere bar bakker med alkohol af forskellig kulør og styrke ind så gæsterne kunne smage deres blod til og fortynde det, og Vladimir greb den første flaske vodka og tømte i sit glas.

Matthew, Isobel og Vladimir brast i en latter over Marcus' forespørgsel på hvem Angelas værge var. Den forholdsvist anstrengte atmosfære lettede en smule og Matthew tog sit glas som nu bestod af halvtreds procent rødvin, halvtreds procent seriemorderblod.
"Angela fandt hende, nu er hun hendes kammertjener, selvom jeg tvivler på at hun bryder sig om den status," sagde han og vippede med øjenbrynene i morskab over den stakkels kvindes tilværelse.
"Sød men forskruet," bemærkede Isobel.
"Hendes evner i sengen fejler intet," brummede Vladimir med et drævent smil. Isobel gav ham et rap over fingrene.
"Vladimir!" sagde hun forarget. Matthew lo højt.
"Åh hun må sikkert være din smag, Vlad," sagde han leende og måtte fjerne en tåre fra øjenkrogen inden han så på Cleopatra og Marcus. "Hvor har I købt palæ?" spurgte han mens han tog en stor slurk af det varme blod og lod styrken af det fylde hans krop.
"Ikke langt væk, faktisk," sagde Cleopatra med et mildt smil. Hun så langt efter alkoholen, men holdt sig tilbage mens hendes fingre cirkulerede på hendes mave. Hun så på Marcus og hendes blik var varmt ligesom hendes smil.

Cleopatra slog blikket ned og kunne ikke holde et sky smil tilbage inden hun atter vendte opmærksomheden bort fra ham og tilbage til selskabet.
"Han er og bliver en arbejdshest," sagde hun sigende til Matthew, der gled tommelfingerens negl hen over underlæben mens han så fra glasset til Marcus.
"Hvilke områder agter du at komme ind i?" spurgte han med et let hævet øjenbryn som for at understrege, at det var gyngende grund at komme ud i politik, specielt i vampyrfyrstens hjemby. Isobel sendte ham et træt blik.
"Kan det ikke være ligemeget, kære bror?" spurgte hun opgivende. "Jeg er sikker på at monsieur Rudelius nok skal undgå at udfordre dine interesser. Gud forbyde at du fik lidt modspil!" hun himlede med øjnene og tog en slurk af sit glas mens hun modtog et strengt blik fra både Matthew og Vladimir, men hun fortrød intet. Vladimir fnøs afslutteligt inden han tømte sit glas og fyldte efter igen.
"Så længe menneskene lever i uvished kan vi vel lege med dem på deres præmisser som vi vil," kommenterede han henkastet.

"Hørt!" sagde Vladimir ved Marcus' forslag om at overtage samfundet fra menneskene, men fik et misbilligende sideblik fra Isobel.
"Det skal gøres med list," sagde hun med en myndig mine inden hun så hen på de andre. "Så listigt at de aldrig opdager det." Hun sippede til sit glas eftertænksomt mens Matthew blot så smilende på Marcus.
"Har du nogen forslag?" spurgte han med et let løftet øjenbryn, ikke overrasket over mandens forslag.
"Der er mange måder at gøre det på," sagde Cleopatra uden at ville uddybe nærmere. Hun drejede sit vinglas lidt mod bordet inden hun drak helt ud og sendte Isobel et smil. "Iso, kære, vil du ikke vise mig den nye garderobe du har fået til vinter?" spurgte hun. Isobel smilede skævt.
"Jo da," sagde hun og drak ud inden de begge rejste sig synkront. Cleopatra gav Marcus' skulder et enkelt klem som afsked mens Isobel med få skridt gik hen til Matthew og udvekslede et kys. "Hyg jer, drenge," sagde hun med en lattermild stemme inden hun og Cleopatra forlod spisestuen, arm i arm, to gudinder af hver sin støbning.