Easy

Meenas dage i sit lille palæ var gået med tvivl og debat. Hendes indre var i kaos og oprøret lurede under hendes overflade, men hun ville ikke give efter. Pigebarnets søde stemme skulle ikke have effekt på hende. Ikke på denne måde. Ikke førend hun havde opnået sit mål og i det mindste stået ansigt til ansigtet med manden i hendes drømme. Derefter ville hun være åben for tvivl og diskussioner, eventuelle spørgsmål om hans personlighed og karakter, men indtil da forblev han genstand for hendes udødelige beundring.
Hun havde været på vej ud og med en lang mørkerød jakke med sort pelskant havde hun været ved at sætte kurs ud af palæet da hun så pigen stå i stuen lige foran sig. Hun holdt et gisp tilbage og rankede ryggen mens hendes læber formede sig i en spids.
"Hvad... gør De her?" spurgte hun, hendes første indskydelse var en hård og bydende tone, men hendes stemme ændrede sig da hun huskede hvem pigen var. Hun havde trods alt ikke løjet med telefonnummeret, så Meena var underkastet vampyrhierarkiets reglement.

Meena lagde en hånd for brystet, eller rettere kraven hvor pelsen spruttede ovenud mellem hendes handskebeklædte fingre. Hun iagttog Angela på afstand inden hun med varsomme skridt gik imod hende. "Værge?" spurgte hun, både mystificeret men også som i en trance. Hun vidste pigen var hendes nøgle, hendes password, til den kiste af skatte som hun så længe havde fundet attråværdig. Hun standsede foran hende med et sukkersødt smil til hende. "Og hvad går den aftale så ud på?" spurgte hun, opmærksom på ikke at være for nedladende, men samtidig også klar over at hun måtte måle og veje sine ord og handlinger korrekt så hun ikke lod denne mulighed forsvinde ud i sandet. Hvad kunne pigen ønske sig af hende? For at sige det mildt gav hun Meena gåsehud, som var hun et menneske igen, men hun ville gøre hvad som helst - HVAD SOM HELST - for at komme nærmere sit mål i tilværelsen.

Angelas ord startede med at syre hendes sultne blodårer til, men ved tanken om at kunne komme i audiens hos selveste vampyrfyrsten - romantisk endda - vaskede al syren ud af hendes system og hun stod og så som med julelys i øjnene på pigen, der gik i hendes hjem og rørte ved alting, som var det hendes eget territorium.
“Ja?” Hun foldede hænderne sammen som i en bøn, under hendes hage og trådte i Angelas kølvand på behørig afstand for ikke at komme til at vække nogen utilfredshed i den unge, well, tilsyneladende Darklighter-pige. “Tante lyder glimrende!” Sagde hun med frydefuld stemmeføring. “Hvornår tager vi til palæet?” Spurgte hun og skjulte med møje og besvær utålmodigheden i sin stemme.

Meena havde svært ved at holde sin begejstring tilbage. Det var som om gulvet under hende var lavet af blød gummi så hendes knæ truede med at give efter for hendes vægt og hun måtte støtte sig kortvarigt til ryglænet af en fløjlsbetrukket lænestol inden hun rettede sig mere op og nikkede kort.
“Selvfølgelig har jeg tid til Dem, mademoiselle,” sagde hun, en hånd knyttet beslutsomt foran sig mens den anden stadig holdt fast i lænestolen. “Antonio!” Kaldte hun skingert gennem stuen og en træt udseende vampyr dukkede op i døråbningen. “Kør vognen klar,” befalede hun ham og han forlod med et kort buk og et mørkt blik på Angela. Meena gik hen til hende og smilede ned til hende. “Kom, De må være vejviser,” forklarede hun som hun begyndte at gå i retning af foyeren og hoveddøren.

Han havde set bilen køre ind og gøre holdt foran palæet. Det var som en usynlig, tynd tråd der altid blev strammet til eller slækket når de var i hinanden selskab eller når de var langt fra hinanden. Igen havde han mærket den, forbindelsen, blive spændt som en flitsbue og han havde holdt sig tavs ved vinduet med hænderne foldet bag ryggen og blikket rettet ud i den mørke efterårsnat hvor byens lys brændt som stjerner nu hvor vinteren og julen stod for døren, og folk havde hængt lyskæder op overalt. Palæet selv var blevet pyntet, men ingen glæde fandt han i Rachels velduftende granranker der svang sig overalt med røde og gyldne dekorationer. Men hyggen der havde spredt sig indenfor hans hjems mange vægge, havde ikke sat sine spor på ham. Den smule stemning han kunne opnå at føle på denne tid af året var borte ved tanken om at skulle spendere den mørke tid uden sin lille Angela.
Men så snart han så hende træde ud af bilen var der en gnist der blev antændt som en tændstik var blevet strøget for at tænde lysene på et juletræ. Han så ikke engang damen der var med hende, og smilede blot smalt for sig selv mens han stod og ventede og hørte deres fodtrin komme nærmere. Han vendte sig om og så hende stå i døråbningen. Hans smil var ikke forandret, men glimtet i hans øjne talte sit tydelige sprog.
“Angelique,” sagde han og trådte nærmere hende, dog stadig et par skridt fra hende. Han skulle til at række ud for at tilbyde hende sin hånd, men blev afbrudt i sine tanker da en kvinde sprang næsten som en trold af en æske frem bag Angela. Hun var som taget ud af et maleri eller en teaterforestilling, hendes hænder knyttede foran sig og hendes blik forgabt og længselsfuldt rettet mod ham.
“Monsieur Darklighter!” Udbrød Meena, der havde kæmpet med sig selv i hele tyve sekunder for ikke at bryde frem, og endte med at gøre det alligevel trods Angelas hentydning til at holde sig i baggrunden.

En sort blodåre gav et næsten usynligt hop fra sig i hans tinding som han bed tænderne sammen og kæmpede for ikke at give Meena tilfredsstillelsen ved at se på hende, men samtidig med at Angela nægtede at se på ham, måtte han overgive sig og se på kvinden med et mildt smil.
“Virkelig?” Sagde han med en forceret forundring over hendes valg. “Skal du så også tage hendes efternavn?” Spurgte han.
“Jeg har virkelig set frem til dette møde i lang lang t- efternavn??” Meenas glædessprudlende talestrøm var uafbrudt indtil hun hørte Matthews spørgsmål. Hun så ned på Angela. “Hvorfor ville en Darklighter tage mit efternavn??” Spurgte hun forundret.
“Åh,” Matthew smilede smalt og så sigende fra Meena til Angela. “Angelique her er ikke en Darklighter - endnu. Det kunne hun være hvis hun var blevet under mit værgeskab, men det lader til at hun har valgt, ja, en anden vej,” forklarede han. Indlysende nok kunne han altid afvise Angelas ønske om en anden værge end ham selv, da der ikke var nogen begrundelse for hendes valg, og derved stadig give hende det efternavn hun fortjente, men han ville se hvor længe han kunne trække pinen i langdrag.

Matthew fulgte Angela med blikket men var tvunget til at se tilbage på Meena, der stod foran ham med hænderne foldet som en skolepige der var bumpet ind i sit crush i en af skolens korridorer.
“Jeg er tilfreds med at du har en værge med dig når du er udenfor palæet,” sagde han og vendte sig bort fra Meena som han med en finger fortalte kunne følge med, og hun gjorde det med et lidt forvirret smil, mens hun følte at hun mere eller mindre var blevet fanget mellem en konge og en dronning på et skakbræt. Hun gik hen og satte sig ved siden af Angela med en så yndefuld som mulig holdning.
“Jeg kan følge den lille frøken rundt som det behager hende,” forklarede Meena med rank ryg og hænderne foldet i skødet, og overvejede kort at hun uden videre havde fået en tjeners erhverv, og tanken huede hende ikke synderligt, men hvad man ikke gjorde for at være tæt på vampyrfyrsten. Matthew var standset foran sofaen og så fra Meena til Angela.
“Flytter du hjem - med hende så?” Spurgte han og et slankt øjenbryn skød i vejret ved tanken om at Meena skulle bo under palæets tag.