Post by Deleted on Nov 15, 2020 17:56:39 GMT 1
Tid: omkring kl 19 - 15/11
Vejr: Mørkt, overskyet og koldt
tøj: Sine nye mørkeblå jogging bukser med superman logo på og sin vinterjakke og supermands hue og sin skole taske på ryggen, med tøj i.
Omgivelser: ikke rigtigt nogen.
Darklighter (admin)
---------
Bastien havde været hjemme hos sin mormor og sove fra fredag til søndag, han havde længe plaget om at få lov til at gå hjem selv derfra, da han endnu ikke havde prøvet det alene. Han kendte vejen ud og ind, for han gik den altid sammen med sin far, mor eller mormor når han skulle der hen eller hjem derfra. Denne aften havde Bastien fået lov, da han havde lånt sin mormors mobil telefon, sådan at han kunne ringe til sine forældre hvis der var noget, hun havde sørgede for at der var nye gode batterier i hans bedste lommelygte og så var Arthur underarmen for Arthur ville altid beskytte ham og det gjorde ham mere tryg, selvom han var meget bange for mørket havde han sagt han godt kunne klare det.
Da han nåede parkede tøvede han lidt med at gå derind, han skulle bare krydse parken og så gå lidt mere så ville han være hjemme. Lygten var rettet frem for sig og Arthur glemt hårdt ind til sig, "Kom Arthur så går vi altså, vi kan ikke stå her hele tiden, det kommer vi bare til at fryse af" Sagde han og satte i gang igen. Mobilen lå trykt i hans jakke lomme hvor lynlåsen var lukket så han ikke ville tabe den under turen hjem.
Efter at have gået et stykke tid stoppede han op og kiggede sig omkring, han kunne ikke genkende stien han var havnet på "Jeg tror vi er faret vild Arthur" sagde han og kunne mærke hvordan panikken langsomt spredte sig i ham, Bastien kunne høre en masse lyde som han stod der midt på stien og drejede hele tiden rundt for at lytte efter lydene og prøve at finde ud af hvor de kom fra. Arthur blev flyttet ind til brystet og begge arme lagt om den, som en mande stemme lyd "Hej lille ven, er du faret vild?" som Arthur drejede rundt og vendte lygten mod en mand der stod lige bag ham, han trådte selv et bag skridt bagud "Ja, jeg tror jeg er kommet ned af den forkerte sti, jeg er på vej hjem" Sagde han og så på ham. "Jeg kan da godt hjælpe dig hjem?, hvis du kan vejen ude fra parken her? Kender en hurtig vej ud herfra" Sagde manden og så på Bastien "øhm, altså min mor siger jeg ikke må gå med fremmede" Sagde han nervøst og kiggede omkring sig. "men jeg vil gerne hjem, så vis du bare vil vise mig vejen ud så kan jeg godt klare resten selv" sagde Bastien som manden nikkede og lagde en hånd på hans skulder for at følge ham, dog som de skiftede retning for at komme længere ind i parken og manden snuppede hans lommelygte og Arthur fra ham, slukkede den inden den blev smidt på jorden. "HJÆÆLP" skreg Bastien alt han kunne, manden der holde fast i ham løftede ham op ad et træ, som han gjorde sit for at sparke og slå efter ham "HJÆÆÆLP" skreg han men manden lagde bare en hånd for hans mund hårdt. Tårerne trillede ned af kinderne på ham, som han tissede i bukserne af skræk, mens mandens mund lagde sig mod hans hals før han bed ham i halsen, et smerte skrig kom fra Bastien under hånden, som han mærkede hvordan han blev mere og mere svag og det hele drejede rundt for ham før alt blev sort.
Vampyren som havde bidt ham slap hans bid i hans hals før han lavede hul på sit håndled for at lade sit vampyr blod ramme Bastiens læber mens ordene kom. "Jeg troede velopdragne drenge hørte efter hvad deres forældre siger og ikke går med fremmede" sagde han mens han holde øje med om forvandlingen gik igang, og da den gjorde lagde han ham på græsset med hans bamse i sin favn, som man kunne se hvordan hans krop lå og vred i små "kramper" mens der kom en del smertelyde fra ham inden vampyren forlov stedet.
Vejr: Mørkt, overskyet og koldt
tøj: Sine nye mørkeblå jogging bukser med superman logo på og sin vinterjakke og supermands hue og sin skole taske på ryggen, med tøj i.
Omgivelser: ikke rigtigt nogen.
Darklighter (admin)
---------
Bastien havde været hjemme hos sin mormor og sove fra fredag til søndag, han havde længe plaget om at få lov til at gå hjem selv derfra, da han endnu ikke havde prøvet det alene. Han kendte vejen ud og ind, for han gik den altid sammen med sin far, mor eller mormor når han skulle der hen eller hjem derfra. Denne aften havde Bastien fået lov, da han havde lånt sin mormors mobil telefon, sådan at han kunne ringe til sine forældre hvis der var noget, hun havde sørgede for at der var nye gode batterier i hans bedste lommelygte og så var Arthur underarmen for Arthur ville altid beskytte ham og det gjorde ham mere tryg, selvom han var meget bange for mørket havde han sagt han godt kunne klare det.
Da han nåede parkede tøvede han lidt med at gå derind, han skulle bare krydse parken og så gå lidt mere så ville han være hjemme. Lygten var rettet frem for sig og Arthur glemt hårdt ind til sig, "Kom Arthur så går vi altså, vi kan ikke stå her hele tiden, det kommer vi bare til at fryse af" Sagde han og satte i gang igen. Mobilen lå trykt i hans jakke lomme hvor lynlåsen var lukket så han ikke ville tabe den under turen hjem.
Efter at have gået et stykke tid stoppede han op og kiggede sig omkring, han kunne ikke genkende stien han var havnet på "Jeg tror vi er faret vild Arthur" sagde han og kunne mærke hvordan panikken langsomt spredte sig i ham, Bastien kunne høre en masse lyde som han stod der midt på stien og drejede hele tiden rundt for at lytte efter lydene og prøve at finde ud af hvor de kom fra. Arthur blev flyttet ind til brystet og begge arme lagt om den, som en mande stemme lyd "Hej lille ven, er du faret vild?" som Arthur drejede rundt og vendte lygten mod en mand der stod lige bag ham, han trådte selv et bag skridt bagud "Ja, jeg tror jeg er kommet ned af den forkerte sti, jeg er på vej hjem" Sagde han og så på ham. "Jeg kan da godt hjælpe dig hjem?, hvis du kan vejen ude fra parken her? Kender en hurtig vej ud herfra" Sagde manden og så på Bastien "øhm, altså min mor siger jeg ikke må gå med fremmede" Sagde han nervøst og kiggede omkring sig. "men jeg vil gerne hjem, så vis du bare vil vise mig vejen ud så kan jeg godt klare resten selv" sagde Bastien som manden nikkede og lagde en hånd på hans skulder for at følge ham, dog som de skiftede retning for at komme længere ind i parken og manden snuppede hans lommelygte og Arthur fra ham, slukkede den inden den blev smidt på jorden. "HJÆÆLP" skreg Bastien alt han kunne, manden der holde fast i ham løftede ham op ad et træ, som han gjorde sit for at sparke og slå efter ham "HJÆÆÆLP" skreg han men manden lagde bare en hånd for hans mund hårdt. Tårerne trillede ned af kinderne på ham, som han tissede i bukserne af skræk, mens mandens mund lagde sig mod hans hals før han bed ham i halsen, et smerte skrig kom fra Bastien under hånden, som han mærkede hvordan han blev mere og mere svag og det hele drejede rundt for ham før alt blev sort.
Vampyren som havde bidt ham slap hans bid i hans hals før han lavede hul på sit håndled for at lade sit vampyr blod ramme Bastiens læber mens ordene kom. "Jeg troede velopdragne drenge hørte efter hvad deres forældre siger og ikke går med fremmede" sagde han mens han holde øje med om forvandlingen gik igang, og da den gjorde lagde han ham på græsset med hans bamse i sin favn, som man kunne se hvordan hans krop lå og vred i små "kramper" mens der kom en del smertelyde fra ham inden vampyren forlov stedet.
