Rathole

Benedict havde reddet attachemappen og de papirer han kunne fra det syndige kaos i Alois' køkken, og var forduftet ud i natten for at komme hjem. Her havde han lagt hvert papir til tørre eller hængt på snore i sin lille lejlighed tilegnet stabsmedlemmer af universitetet. Der var nu gået nogle dage og en del af papirerne var heldigvis overlevet, men en del var også uredelige så han havde lagt Alois på is og havde taget en rask gåtur ud i byen for at finde sin aftensmad. Han var stadig i indre oprør. Hvordan han og Alois kunne finde sammen igen var han i stærk tvivl om, men han kunne også mærke sit hjerte længes og han var trist indeni samtidig med at han var vred og skuffet. Det var kaotiske følelser, som han nu ville lægge en dæmper på da han rundede et hjørne til en gyde som han før havde haft held med at bruge som udkigssted efter en sund, rask mand eller en ensom kvinde. Her mødte et lettere bizart syn ham: en grædende pige på et menneskes arm. Barnet var uden tvivl vampyr, huden som marmor og med en svag antydning hist og her af meget mørkere blodårer end hvad Benedict syntes var normalt for vampyrer. Han kunne ikke undgå at udbryde et lidt forbavset råb som tilkaldte ham deres opmærksomhed. Han havde hørt om børnevampyrer men aldrig set en i levende live, og her var der én og synet var så grotesk at han næsten fik ligeså meget kvalme som af Alois' suppegryde.

Benedict havde svært ved at gøre fra eller til, eller beslutte sig for hvad han skulle sige, gøre eller stille op med det der skete foran ham. Han vidste at rotter generelt var forbudt, men hun virkede til at være ældre, og da de fleste rotter døde før de nåede at blive bevidste om deres nye tilværelse som vampyrer, måtte hun altså have en del års erfaring bag sig. Ikke desto mindre var hun en forbudt eksistens, og han vidste at han som vampyr havde en pligt til at indberette hendes eksistens på en eller anden måde.
"Jeg..." han trådte en smule nærmere, varsomt men uden at ville bakke væk, "miss, De er nød til at komme med mig. Eller i det mindste væk fra gaden," han så hende forsøge at trække den fuldvoksne mands døde krop bag en container. "Har De et sted jeg kan eskortere Dem til så menneskene ikke fatter mistanke?" spurgte han, og selvom han befandt sig på lidt dybt vand havde han alligevel overgivet sig og snakkede fransk til hende. Det var kun overfor Alois at han lod være, når manden ikke ville tale engelsk til ham måtte han smage sin egen medicin.