The Magnetic Zero's

Hele aftenen havde Benedict forsøgt at få kontakt til Alois, men han var til sidst blevet enig med sig selv om at han nok var travlt optaget i restauranten. Selvfølgelig. Altid optaget af sin mad og kokkerier. Benedict forstod det ikke helt. Mennesker var deres føde, hvorfor så brødføde dem? Han var dog endt med at tage sin lange brune frakke og begive sig igennem byen til adressen hvor Le Petit Gris lå, velbesøgt denne aften af en god håndfuld kunder der ventede på den famøse koks middagsmad. Han hilste hovedtjeneren, der genkendte ham og nikkede bagud som tegn til at henvise ham til køkkenet. Det var et privat selskab så der var ikke andre end dem og dermed kun Alois selv og tjenerne. Selvom Benedict ikke helt forstod hans fascination af mad, var det for ham fascinerende at se hvordan Alois arbejdede som en metikuløs maskine.
Han standsede i døren med armene over kors og skulderen lænet mod dørkarmen mens han betragtede manden arbejde intenst på sin suppe. “Hvorfor tager du ikke din telefon?” Spurgte han og brød stilheden der kun var blevet forstyrret tidligere af suppeskeens metalliske skramlen mod indersiden af suppegryden. “Du ved godt du kan bruge den håndfrit, ikke?”

Benedict sendte ham et misbilligende blik som han rettede sig op og gik et par skridt forbi ham ind i det velduftende køkken. Han studerede den simrende suppe med et kort blik.
"Det er næsten som om din mad betyder mere for dig," han vendte sig langsomt med et neutralt ansigtsudtryk men øjne der var mørke af følelsen af at være sat til side af manden, han elskede, "eller ihvertfald nok til ikke at ville gøre en anstrengelse og snakke med mig, så jeg bliver nød til at komme hele vejen herned for at få dig i tale," han lod en fingerspids glide langs den kølige stålkant af køkkenbordet og fulgte den med blikket. Hans elskedes mekka. Det var ganske rigtigt at Alois tilbragte så meget af sin tid i køkkenet at han næsten var dér mere end hjemme, når Benedict endelig besøgte byen.

Benedict var ikke så hurtig til at overgive sig og han kunne stadig mærke han var opkørt over deres skænderi natten før. Et banalt skænderi om noget han ikke længere kunne huske hvad var, men som måske havde givet anledning til gnidninger, som det altid gjorde, og han følte de havde brug for at friske luften mellem dem og redde eventuelle kurre på trådene ud inden de fortsatte deres tilværelse sammen.
Han sukkede og strøg en hånd gennem det vilde hår mens han lod Alois overtage sin tjans igen ved gryden. "Skammeligt kedelig," bemærkede han om sin nat. "Jeg har rettet mit holds lektier. Så få af de unge nutildags har forstand på senmiddelalderens romantik. De gamle tekster bliver belyst i deres selvfede nutid," hans læber krængede nedad for at vise hans misbilligelse af sine studenters kunnen. "Skal der ikke altid salt i sådan noget dér?" spurgte han og greb med de næsten permanent blækplettede fingerspidser, ud efter hvad der lignede groft salt og slyngede det i suppen med en elegant bevægelse. "Så! Perfection!" udbrød han og så smilende på Alois, stolt af at have hjulpet sin elskede i sin passion. Måske kunne de dele det sammen hvis Alois bare tog sig tid til at undervise ham og lære ham håndværket?

Benedict udbrød et lidt overrasket gisp over Alois’ reaktion over hans forsøg på at hjælpe. Et næsten fåret udtryk kunne ses på hans ansigt mens han stod og forsøgte at redegøre for hvad han havde gjort forkert. At han blev tvunget hen til maden for at lugte til den gav ham en usigelig kvalme og han rev sig løs for at nå hen til den nærmeste køkkenvask og kaste den smule blod op som han havde nået at få indenbords den aften. Han så skuffet og samtidig vredt på Alois.
“Prøver du at forgifte mig?!” Udbrød han og var ved at vælte bagover. Mad var Alois’ passion, og det skulle han have lov til at udføre, men Benedict foretrak at være på afstand af det. Selv som ung og menneske, før hans forvandling, havde han været dårlig til at indtage mad hvilket også havde medført at hans krop var en smule spinkel og underernæret ved forvandlingen, og dette træk ved ham havde sat sig så mad nu i de fleste henseender gjorde harm decideret dårlig selv uden at indtage det. At han havde forsøgt at hjælpe var en kæmpe gestus fra hans side, og han vidste at Alois var bekendt med hans skavanker overfor menneskeføden. Alligevel insisterede franskmanden på at være kok, og Benedict var snart ved at have fået nok. Han spyttede noget blod ud i håndvasken og skyllede det væk med vandet fra handen inden han tørrede munden med en serviet og så dystert på Alois. “Din mad er tydeligvis mere vigtig end jeg,” sagde han og trak jakken mere om sig. “Jeg går bare,” han skridtede mod døren igen, et forsøg på at være resolut men han håbede inderligt at Alois ville standse ham.

Benedict lod sig modvilligt trække med tilbage til køkkenet hvor han med en mund som en smal streg satte sig på en stol i et hjørne og lod Alois færdiggøre sit forehavende. Han tog en bog frem og slog op der hvor hans bogmærke markerede hans progress, men han havde svært ved at læse ordene og danne sammenhæng mens tankerne jog igennem hans hoved, så hvordan skulle han kunne læse op. Han havde ikke engang lyst til at give ham den tilfredsstillelse at lytte til ham, når han var så forblændet af sit arbejde og sit håndværk, hans elskede cuisine. Han sukkede frustreret og lukkede bogen sammen, holdt den mellem hænderne som en skoledreng holder en salmebog og så på Alois, fulgte hans præcise bevægelser rundt om maden, som en danser rundt om en central rekvisit i et skuespil.
"Kunne du finde noget andet at gå op i der ikke er så... besk?" spurgte han, både eftertænksomt som var det et reelt spørgsmål, men samtidig også en smule stikkende, for at vise sin misbilligelse af hans fag.

Stilheden sitrede imellem dem og man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Istedet blev det en sprutten og syden fra suppen da en enkelt dråbe var gledet ned på kogepladen. Det gav næsten et sæt i Benedict mens han holdt blikket på Alois og endelig rejste han sig fra stolen der væltede lidt bagover og skrabede mod væggen inden den endelig gled ned, væltede en spand med en moppe og sæbevand i så det flød ud på gulvet omkring hans sko. Alligevel ænsede han det ikke mens han pakkede sin bog ned i tasken igen med en resolut mine.
"Du... og din menneskelighed," spyttede han mens han pakkede sammen og tog sin attachetaske i hånden igen. "Jeg havde håbet du var ved at være ovre det, ærligt talt, Al!" sagde han, og hans stemme rystede, både af vrede, men også skuffelse over at han kunne tro sådan noget om ham.