Post by Meena Draculara on Nov 1, 2020 6:15:24 GMT 1
Det begyndte langsomt at dæmre for Meena at hendes søgen efter palæet ikke havde været frugtesløs på grund af hendes egen inkompetence, men fordi det simpelthen ikke var muligt at finde med mindre han tillod hende at finde det. Det var en underlig ting at tænke på, men det gav som sådan ret god mening. ”Han...” hun trak på det et en smule eftertænksomt, “har vel haft vigtige ærinder,” påpegede hun, måske mere for sig selv end for pigebarnet. Hun så hende an med en lille panderynke inden hun slog ud i en kold, hånlig latter. “Han er en mand med stil, selvfølgelig værdsætter han tidens klæder frem for,” hun fnøs, “det moderne affald, som man idag kalder tøj. De har selv en yndig sans for det, ser jeg,” hun nikkede med et smalt smil til Angelas klæder, “mademoiselle...?” Hun så lidt spørgende på hende som hun søgte efter hendes navn.
Post by Angelique Bourbon on Nov 1, 2020 17:01:45 GMT 1
Angelique rynkede på næsen. Selvfølgelig havde kvinden ret i mandens preferencer, men det skulle ikke stoppe hende fra at så mere tvivl i hende. ''Han bestiller mit tøj for mig, efter mine ønsker, selvfølgelig'', svarede hun som hun undgik at svare på kvindens ønske efter hendes navn. Sandheden var at hun nok nærmere havde glemt sit efternavn i de mange år, af den simple grund at det aldrig havde været relevant. Hun havde aldrig fået lov til at være menneske, og efternavnet havde dødt med hendes dødelighed. ''Men jeg er hans datter... Hans kvinder plejer at have moderne affald på, som du nu vælger at omtale det'', hun strækkede nu hånden for at kigge på sine perlebesatte silkehandsker. De var snildt en årsløn værd i sig selv, men aldrig havde han sparet i sin fine påklædning til hende. Hun hadede ham for det, ligeså vel som hun elskede ham. Angeliques lyseblå blik hævede sig endnu engang mod kvindens og hun nikkede ned af gangen. ''Gå med mig'', tilbød hun, fordi hun vidste at det ikke var klogt at blive på samme sted hvis ikke hun ønskede at blive fundet.
Post by Meena Draculara on Nov 2, 2020 11:42:25 GMT 1
Meenas læber snerpede sammen i en spids grimasse over tanken om den ophøjede fyrste kunne tænkes, ja endda blot overveje, at fraternisere med kvinder af så dårlig smag, som dem hun så i de kulørte blade og på de levende skærme rundt omkring i byen. Hun stod kort og overvejede om hun skulle følge med eller ej. Tanken om at være i en rottes nærvær var en smule ubekvem, men hun skød det hen og tænkte istedet at hun måtte være noget særligt siden fyrsten selv havde valgt at forvandle hende. "Er De forvandlet før lovgivningen?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå som hun fulgte med hende et par skridt bag hende af respekt og med hænderne foldet ærbødigt foran sig som en gemen credovampyr. Hvis hun i det mindste var fra før lovgivningen trådte i kraft vedrørende børnevampyrer, så var hun lidt mere tilpas i hendes selskab. Hun så frem for sig og så stien der med det hvide perlegrus svang sig mellem de mørkegrønne plæner og statuerne der var oplyst af hvide projektører i nattemørket. Disen dansede omkring dem som et gråt tæppe og gjorde resten af byen til en uformelig, bleg masse der gav genlyd af biler nu og da ude på vejen samt den fjerne lyd af Seinens strømmende vand.
Post by Angelique Bourbon on Nov 2, 2020 12:04:05 GMT 1
Som de begyndte at gå ned af den lange bladstrødne gang, kunne Angelique ikke lade være med at se op på hende med et venligt smil. ''Fra efter... Han lavede mig omkring 20 år efter fordi han havde lyst'', svarede hun og mærkede straks stikken i sit bryst. Havde han ventet, bare fem år til, havde situationen været anderledes. Hun havde ikke behøvet en værge eller ligeså meget hjælp som hendes skikkelse gjorde nu. Det var vel også derfor at hendes slags var ulovlige, de bragte ufred og suspicion over vampyrerne. For forbipasserende så de ud som mor og datter, en forarget mor vel og mærke. Men Angeliques engleansigt og djævelske blik kunne gøre en hver blød i knæene. ''Jeg ved at du tænker mig en rotte, men de må forstå at jeg har levet flere aldre og at jeg ikke er overkommet til rusen. De må forstå at jeg er en fuldt fungerende vampyr, skabt i hans billede''.
Post by Meena Draculara on Nov 2, 2020 15:02:29 GMT 1
Meena sank en klump som de gik og så ikke ned til hende da hun hørte hun var forvandlet efter lovgivningen. Hun blinkede et par gange for at fjerne et par frustrede tårer. Kunne han virkelig have gjort det?? Hun vidste ikke helt om hun skulle tro på pigebarnet. Det kunne ligeså godt være en løgn det hele. "Så, De er hans datter men kun gennem Dåben?" spurgte hun med en nogenlunde myndig mine og skævede ned til hende for at følge hende med blikket. Hun bevægede sig med en tilbageholdenhed der afslørede, ganske rigtigt, - hvis man skulle tro vidoerne der versede rundt omkring på VampTube - at hun var ihvertfald oplært af vampyrfyrsten selv. Hans bevægelser var som perfekt imprintet på hendes ranke holdning. En gammel sjæl i en ung krop. "Men hvorfor?" hun kunne ikke holde sig tilbage og måtte standse op og vende sig mod pigen. "Fordi han havde, hvad sagde De?, lyst??"
Post by Angelique Bourbon on Nov 2, 2020 15:10:52 GMT 1
Angelique skar en grimasse. Kun gennem dåben, hun havde lyst til at bide af kvinden, måske spytte på hende. ''Matthew kidnappede mig som spæd og har opdraget mig. Jeg har aldrig kendt min blodbeslægtede familie'', svarede hun med en hvis ligegyldighed. Emnet var passé, for hun havde allerede den information hun behøvede. Hun kendte til den politiske status, at hun var af blåt blod og nu af sort. Hun standsede lige efter Meena og lagde hovedet en anelse på skrå imens hun betragtede hende. ''Han synes jeg var sød. Og han havde i sinde at slå mig ihjel når han var træt af mig, som var jeg et gement kæledyr'', svarede hun som hun begyndte at gå igen. ''Men jeg tror den gamle mand voksede til at elske mig, og jeg han. Spørgsmålet, Draculara, er hvad de tror at de kan få ud af en relation med ham? Berømmelse? Respekt? Penge?''.
Post by Meena Draculara on Nov 2, 2020 18:36:21 GMT 1
Meena fugtede læberne mens hun lyttede, men det hjalp ikke på furen på hendes pande, der blot voksede mens hun tænkte nærmere over tingene. Hun knyttede sine handskeklædte hænder langs siden mens hun forsøgte at samle sig og finde et svar, både til pigebarnet men også till sig selv. Hendes egen vildfarelse, hendes egen løgn gnavede som en slange i hendes væsens rod. “Jeg vil blot kræve min ret som den retmæssige vampyrdronning,” sagde hun, men hendes stemme der normalt ville sige det med overbevisning og styrke, var blegnet som en blomst i efteråret. “Og jeg vil ære...” hun famlee efter ordene og vred hænderne lidt mens hun så til siden ud i disen, der virkede ligeså diffus som hendes tankestrøm lige nu, skadet af tankerne om hendes idol, der kunne finde på at omgås reglerne han selv stod for, “ære og elske.......” hun tog sine fingerspidser til panden og lukkede øjnene mens hun anstrengte sig. “Ok, hør her, jeg vil bare se ham, ok??” Hun rettede sit blik ned på pigebarnet igen. “Du er hans,” hun fnøs, “datter, så du kan fortælle mig hvordan jeg kan tale med ham, ikke sandt?” Hun viftede med hånden som værfede hun en irriterende flue bort.
Post by Angelique Bourbon on Nov 2, 2020 18:43:15 GMT 1
''Så det hele'', svarede hun eftertænksomt. Hun hævede hånden til sin hage og lagde hovedet let på skrå som at hun tænkte. Hun lod dog ikke kvindens se en skygge af hendes tanker og havde nu bare det udtryksløse blik malet over hele hendes ansigt. Hun fugtede sine læber og tog en dyb indånding inden hun endnu engang så på Meena. ''Du taler til mig som var jeg mindreværdig, hvorfor skulle jeg hjælpe dig?'', spurgte hun som hun lagde armene over kors og vendte snuden i vejret. ''Hvad skulle jeg få ud af at du blev min stedmor?'', ordet stedmor søb i ironi. Hun havde lyst til at le, men holdt det i sig af respekt. Hun anede trods alt ikke hvilke relationer manden havde påbeduttet sig gennem årene, men et var sandt og det var at han vil hade dette frygtelige kvindemenneske.
Post by Meena Draculara on Nov 2, 2020 19:10:59 GMT 1
Meena lagde hænderne bedende sammen og indså sin fejl. Hun havde ladet sin bitterhed løbe af med sig og afsløret en sprække i hendes skrøbelige facade som hun forsøgte at opretholde hvert sekund af sit liv i alle sammenhænge. Sandheden var at hun var opslugt af en mand, hun aldrig havde mødt og hvis glansbillede hun havde malet op på en piedestal. “Mademoiselle, jeg har ingen forventning om at Deres far vil tage min hånd uden videre,” sagde hun ligefrem men mønstrede et smil. “Men skulle det ske,” hendes øjne strålede i t kortvarigt glimt ved tanken om at få sit livs drøm opfyldt, “så skal De ikke spekulere over nogen indgriben i Deres liv fra mig,” sagde hun og smilede bredere. “Er det ikke det som alle stedbørn ønsker mest?”
Post by Angelique Bourbon on Nov 2, 2020 19:22:27 GMT 1
Angelique kunne ikke dy sig længere. Hun hævede hånden mod sine læber som en blid klokkeren latter spildte fra hendes læber. Latteren var sødlig, mild og glad som ethvert barns. Hun hævede nu den anden hånd for at stoppe sig selv. Hun lagde hovedet på skrå og smilede til hende som latteren døde hen. Hendes canine tænder viste sig, glimtende i lyst fra en gadelampe. ''Jeg tror aldrig att papa vil lade dig røre mig. Afterall, what would I be to you? Just another porcelain doll som du kan påklæde og afklæde i dit billede'', hendes blik blev stift i et øjeblik samtidig med at hendes krop syntes at stå stille under denne tanke. Hun havde ikke noget behov af denne kvinde, og hun vil aldrig blive hendes stedmor. ''Dine ord betyder ingenting for mig, fordi hvis du nu bliver dronning så kan du gøre hvad du vil'', hun hævede sit blik og gik nu et skridt tættere på hende. ''Hvordan skal jeg vide at du overhovedet holder dit løfte når du bliver betroet magt udover alle grænser?'', hun lagde nakken tilbage som hendes lyseblå djævelske øjne fangede hendes.
Post by Meena Draculara on Nov 2, 2020 19:51:02 GMT 1
Meena stod naglet til stedet som barnevampyren kom nærmere, men hun mønstrede en hårdførhed, en hærdethed som hun vidste hun var i stand til når tingene var mest tilspidset. Lidet vidste hun at den samme hærdethed var noget hun måtte mønstre hvert sekund at sit liv hvis hendes mål i livet nogensinde blev en realitet. Istedet formåede hun at smile, et smil hun havde indstuderet omtrent ligeså nøje som hun havde indstuderet hele sin livshistorie, og det var tæt på en næsten tro kopi af det smil som Matthew normalt lagde for dagen, men hendes evne for at gengive præcis den grimasse var langt fra så perfekt som barnet foran hende, der trods alt havde levet og åndet i hans nærvær i mange hundrede år. “Jeg kan ikke love Dem noget,” svarede hun ærligt og lagde armene over kors som for at beskytte sig selv imod rotten foran hende. “Og jeg forstår Deres argumentation,” hun sukkede og rettede sig mere op over hende. “Fint, jeg må finde ham på en anden måde,” sagde hun endelig. Hendes billet direkte til vampyrfyrsten kunne hun ikke købe med noget hun havde, så hun så bort op ad stien mens hun overvejede hvilken retning hun skulle bevæge sig i. Nærmere ud i natten i sin evige søgen eller tilbage den vej hun var kommet for at komme hjem til sit eget lille palæ, og eventuelt bestille et bloddyr at fordrive tiden med.
Post by Angelique Bourbon on Nov 2, 2020 19:58:33 GMT 1
Angelique hævede et øjenbryn da den ældre tydeligvis gav op. Selvfløgelig kunne dette også blot være en metode for at få hende til at løbe efter hende og bønfalde om andet. Men istedet lagde hun hovedet på skrå. ''Jeg kan godt lide dig'', sagde hun ud i den kolde natteluft. Det var en løgn, men en god en af slagsen, for hun kunne mønstre det mest engleagtige smil og blideste blå blik som hun stak hånden ned i sin lille perlebesatte taske. ''Du forstår vores grænser, og jeg håber at du vil respektere mig den dag jeg bliver din''. Ordene var milde uden hårdhed i kanten. Selvom Angelique indeni havde lyst til at sprutte af latter. Hun fremdrog et lille kort med et telefonnummer skrevet i en elegant håndskrift. ''Papas telefonnummer'', hun rakte kvinden kortet. Det var et telefonnummer hun havde fået i nødstilfælde, og hun vidste at hans hjerte vil hoppe et slag over hvis telefonen ringede. Det var hendes private nummer og sikkerhdslinje, men han fortjente dette overbeviste hun sig selv om.
Post by Meena Draculara on Nov 2, 2020 20:40:43 GMT 1
Der var hundrede, måske tusind tanker og følelser der eksploderede på én gang i hende som hun så det fine kort. Det var tykt papir, imprinted med et lille segl i hjørnet der indikerede det tilhørte den samling af visitkort som kun vampyrfyrsten gav ud til sine nærmeste. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Grine? Græde? Hun rakte langsomt ud med dirrende fingre og tog forsigtigt kortet mellem sine satinhandskeklædte fingerspidser, som var det en dyrebar ædelsten hun fik overrakt af en prinsesse. Hendes øjne funklede af fryd, spænding, nervøsitet. Hun lod fingrene glide langs den sirlige skrift. Hans skrift. Han havde holdt dette papir, skrevet tallene ned som en livslinje til rotten, men nu havde hun den. Hendes livs mål var indenfor rækkevidde. Hun smilede til hende, uden at vide hvad hun skulle sige. “Tusind... tusind tak!” Udbrød hun endelig og en tåre strømmede ned ad hendes kind, inden hun febrislk tørrede den bort, vendte sig rundt og trak sin gamle nokia 3210 frem for at taste nummeret ind og ringede op i spænding. Udefra så man hendes ansigt stråle i et kort øjeblik og hun præsenterede kort sig selv, inden et slør af mørke lagde sig over hendes udtryk inden hun langsomt sænkede mobilen. “Han... ville ikke snakke med mig...” hviskede hun åndeløst for sig selv.
Post by Angelique Bourbon on Nov 2, 2020 20:47:14 GMT 1
Angelique observerede med en vis ubehag kvindens eksplosive reaktion. Hun rynkede på næsen og flyttede sig ukomfortabelt bort fra hende som hun begyndte at ringe op. Hun gav sig da til at gå langsomt ned af stien, da hun hørte kvindens fortvivlede hvisken. Hun vendte sig, så at lyset ramte hende og lyste hendes hvide vampyrhud op i den mørke nat. ''Han er i dårligt humør, jeg har præcis skredet fra ham. Ring igen i morgen'', og med disse ord vendte hun sig bort fra Meena Draculara, og løb med små klakkende ballerinasko der stadig var lyserøde fra Bennys blod.