Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 15:48:23 GMT 1
Hendes blege kinder blussede fra den nye omgang blod som hun og Matthew havde delt. Den udsøgte smag var dog erstattet med en vis bitterhed som hun forsøgte at ryste af sig på hendes gåtur gennem parken. Det var et strategisk valg, for bilen kunne ikke køre herinde og hun vidste at Matthew havde for meget stolthed til at løbe efter hende. Hendes hænder holdt den lille håndtaske fremfor sig, de var beklædte i perlebesatte handsker, og hendes fine hat sad stadig som en topper på en bryllupskage. Der var noget charmerende ved hendes barnlige irritation og faste gågang, men også noget mildt ved hendes søde ansigt men dræbende blik. Hun vidste, at hun ikke var i stand til at passe sig selv, men var det så galt at lege med tanken? At blive væk fra palæet? Hendes hjerte gjorde ondt af det savn hun forestillede sig, men hendes sind byttede hurtigt tankerne til det unge drengelig på gulvet i lejligheden.
Post by Meena Draculara on Oct 28, 2020 15:59:24 GMT 1
Meena havde efter endnu en aften uden held med at opspore Darklighterpalæet, sat sig for at tage en tur rundt i den storslåede park, et anlæg der hørte til Louvre, og dermed også bugnede af smukke statuer og sære kunstværker, der kunne tåle mosten fra at være udendørs. Det meste var klassiske ting, men også hist og her kunne man se mere moderne skulpturer. De så fæle ud med deres skarpe kanter og kurver, som om de kunne måle sig med antikkens marmorstatuer, deres sarte ansigter og milde, fromme former. Hun havde sat sig på en bænk med udsigt til en samling af skulpturer af klassisk art og Seinen der gled bagved som en rislende, mørk strøm gennem byen. Luften var bidende, bladene på jorden samlede sig i klumper langs stien og der var en svag snert af dis i luften så udsigten var sløret som på et sepia fotografi fra fortiden. Hun hørte klikken af sko i det fjerne og ud af disen så hun en pige, yndigt klædt, knap nok 6 år gammel øjensynligt. Hun blinkede lidt forvirret. Det var da alt for sent for en pige på hendes alder at være ude her om aftenen. Hvor var hendes forældre? Hun forventede lidt at se nogle skikkelser komme i hendes kølvand men da ingen dukkede op, rejste hun sig elegant og vendte sig mere mod hende som hun nærmede sig bænken der stod langs stien. "Hej lille ven, er du blevet væk fra mor og far?" spurgte hun så mildt hun kunne mønstre, men hendes stemme fik en eller anden form for påtagethed der gjorde den sær og mekanisk.
Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 16:10:35 GMT 1
Det var som en maskine der kaglede gennem det frosne landskab. Stilheden hvor hendes tanker før kunne vokse blev straks gennemtrængt, spidset og efterlod Angelique med spørgsmålet om hvorvidt hun skulle påtage sig barnerollen. Men hun var for vred, og hun gad ikke. Selv tanken ved at opføre sig Benny åd hende op. Hun stirrede på kvinden med sit ligegyldige isblå blik, som hun påtog sig rollen af det tavse barn. Hun fortsatte med at gå, men vidste også athun ikke skulle blive fri. Kvinden var tydeligvis vampyr selv, det var let at spotte i hendes følelsesforladte register. ''Nej'', svarede hun koldt med en tone lig en moden kvindes. Hun havde ikke engang lyst til at tale om sine forældre nu. Isobel havde hun ikke kaldt mor i over hundrede år, og Matthew var hun rasende på.
Post by Meena Draculara on Oct 28, 2020 17:23:54 GMT 1
Meena så en smule forbløffet efter hende, ude af stand til helt at forlige sig med tanken om at pigen var helt alene herude i den store, farlige verden, men så snart pigen svarede hende vidste hun at der var nogle ting der ikke helt hang sammen. Hun var ikke vant til at færdes blandt vampyrer, så det var svært for hende at identificere dem, og den sidste vampyr hun var stødt på havde været en rapkæftet kok, som hun hurtigt var kommet væk fra igen. Træls type, hvis man kunne kalde ham det. Men her stod hun overor et barn der lød og agerede næsten voksent foran hendes blik, og hun sluttede den nemmeste men også mest bizarre konklusion: at barnet var vampyr. “Men... så væk fra... din skaber?” Spurgte hun prøvende. Smagen var ulækker i munden på hende. En barnevampyr. Så grotesk. Og hvor uregerlige de var tænkte hun på at ringe til VCS, som var de eneste vampyrmyndigheder hun kendte til, og overlade hende til dem, så barnet ikke stak i en blodrus. Måske de blot ville destruere hende, sådan som loven foreskrev?
Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 18:53:22 GMT 1
Angelique standsede da kvinden nævnte hendes skaber. Hun hævede et øjenbryn og drejede langsomt mod hende. Et lille fnis forlod hende og hun måtte hæve sin perlebeklædte hånd for at skjule sine hjørnetænder, men kun kort inden hun lod hånden ned. Forargelsen i kvindens stemme morede hende, og selvom hun stadig var vred på Matthew så udelukkede det jo ikke at hun ikke kunne more sig med denne kvinde. ''Nej, jeg ved hvor min papa er'', svarede hun med et skuldertræk. I en vis udstrækning var hun også sikker på at han vidste hvor hun var. Hun kiggede på kvinden og lagde hovedet en anelse på skrå, hun havde lyst til at chokere hende for hun virkede allerede som havde hun fået noget galt i halsen. ''Men han ved ikke hvor jeg er'', svarede hun og blinkede mod hende. Børnevampyrer var få, vulnerable.
Post by Meena Draculara on Oct 28, 2020 19:03:10 GMT 1
Meena lod en handskebeklædt hånd glide til brystet og kravebenet mens hun så en smule forundret på barnevampyren. Noget sagde hende at hun bestemt var en gammel sjæl i en ung krop, men hvor gammel var svært at afgøre. At hun ikke spurgte ind til brugen af ordet “skaber” afgjorde for hende at hun var en vampyr, og hun altså stod foran et fænomen, som hun havde uendeligt svært ved at bestemme sig for om hun kunne forlige sig med eller ej. Men samtidig, hvis hun var ældre, var risikoen for at hun gik i blodrus nok mindre. “Hvem er din skaber så, lille ven?” Spurgte hun og forsøgte at smile, men det var stift og forvredent. Hvis det var nogen hun kendte eller var stødt på kunne hun give dem en opsang og melde dem til vampyrfyrsten, og eventuelt gøre hendes chancer for at komme i mørkets råd større.
Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 19:15:39 GMT 1
Hun mærkede et slag af irritation af kvindens valg af ord. Både hendes nedsættende ord om hende såvel som det, ifølge Angelique, primitive udtryk om Matthew. Hun rynkede på næsen og lod sit blik glide over kvinden. Hun forsøgte tydeligvis at fedte sig ind på hende. Derfor valgte Angelique at spille på sit udseende. Hun rokkede let i sine hvide ballerinaer, skosnuderne var stadig lyserøde fra drengens blod og hun tog genert jakken om sig. ''Han er ikke min skaber, han er min papa'', insisterede hun sødladent, selvom hun i øjeblikket mest havde lyst til at kalde ham sit livs pestilens. ''Men han har sagt jeg ikke må tale med fremmede'', hun blinkede med sine store lyseblå opaler inden hun skuttede sig og nikkede venligt mod kvinden inden hun begav sig ned af den mørklagte stig endnu engang.
Post by Meena Draculara on Oct 28, 2020 19:29:27 GMT 1
Det vred og skar sig i Meenas bryst ved tanken om at lade barnevampyren gå. Der var en grund til at de ikke måtte eksistere. Det var for mistænkeligt at børn gik sent ude uden opsyn, så hun vidste hun måtte gøre et eller andet. Hun rynkede panden en smule ved brugen af ordet papa men ikke skaber, når hun afviste at have en far. “Det er ikke godt at blive set udenfor så sent på aftenen,” sagde hun lidt mere fast og satte i lidt hastigere gang efter hende, som for at holde øje. “Hvis vi kan få fat på din “papa” kan du komme hjem så ingen finder ud af noget.” Hun kunne mærke lidt panik brede sig i hende ved tanken om at menneskene pludselig ville få nys om deres eksistens bare fordi en lille, stædig pige ikke ville hjem i seng. “Så kan du komme hjem og putte med papa hurtigere,” foreslog hun men holdt sig et par skridt bag hende hele tiden. Hun ville ikke række ud efter hende, da hun ikke brød sig om at røre ved noget så urent som en barnevampyr. Hvad var det de kaldte dem, rotter? Det var der vel en grund til.
Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 19:37:41 GMT 1
Angelique fnøs ved kvindens udtryk og stoppede endnu engang i sine skridt. ''Og hvad hvis jeg ikke vil hjem?'', spurgte hun idet hun vendte sig mod hende på ny. Hendes udtryk var følelsesforladt men hendes stemme var fyldt med trodsighed. Hun havde ikke lyst til at tage hjem, ej heller havde hun lyst til at dele nogle informationer til denne kvinde, men måske var det nødvendigt. Hun tog et skridt nærmere hende og hævede sit blik for at møde hendes. Hun kunne dufte hende, hun duftede af støv, jord og nogen obskur parfume. ''Jeg er i stand til at passe på mig selv, og min 'papa' kan rende mig et vidst sted'', svarede hun sødladent imens et smil formede sig på hendes læber, det var uartigt at tale sådan men hun havde intet at miste. Kvinden var blot en ordinær vampyr. ''Og ligeså kan du. Nyd Paris, og så vil jeg gøre det samme''.
Post by Meena Draculara on Oct 28, 2020 19:45:36 GMT 1
Et forarget gisp forlod Meenas læber som vampyrbarnet snakkede til hende med en frækhed som hun ikke ville finde sig i fra nogen, uanset alder eller race. Hun spidsede læberne i et stramt udtryk mens hun forsøgte at samle tankerne. “Jeg... jeg ringer til VCS og beder dem komme og hente dig!” Sagde hun så. Det var hendes intention. “Så kan de samle dig op og indberette dig til vampryfyrsten, så han kan destruere dig, sådan som man skal gøre det med... jer.” Hendes eftertryk var en tydelig henvisning til barnevampyrer og deres status i vampyrsamfundet. Hun håbede hendes trussel kunne få hende til at få barnet til at vende snuden hjem og ikke sætte vampyrernes hemmelige eksistens over styr bare fordi hun var løbet hjemmefra over en eller anden bagatel af en kontrovers hun sikkert havde haft med sin skaber. Ville han måske ikke købe hende en pony? Eller var hun blevet nægtet sit yndlingslegetøj eller kjole?
Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 19:52:26 GMT 1
Kvindens trusler prallede af på hende, og Angelique slap en latter som hun lænede hovedet tilbage. Den parisiske natteluft legede med hendes slangekrøller og hun måtte holde en hånd på hatten, inden hun endnu engang mødte kvindens blik. Der var noget utrolig pirrende ved kvindens tone, den måde hun etablerede sig selv i sin autonome stemme. Angelique rystede på hovedet og tskede af hende. ''Min papa er fyrsten, dame'', hun trak på skuldrene, hun havde fået nok af tomme trusler og underminering, selvom dette heldigvis holdt hende fra tankerne om den tidligere situation. ''Han havde destrueret dig, og VCS hvis du så meget som ligger en finger på mig'', hun lagde armene over kors nu, hun kunne ikke lade være med at kigge på hende matter-of-factly.
Post by Meena Draculara on Oct 29, 2020 13:11:03 GMT 1
Meenas ansigtsudtryk blev vasket væk som havde hun fået smidt et glas koldt sygdomsblod i ansigtet. Hun stirrede ned på barnevampyren. Var hun... havde han...?? Hun forsøgte at finde stedet i hendes kartotek af mimik der kunne besvare hendes umiddelbare følelser over nyheden, men det blev et mærkeligt misk-mask af forvirring og indestængt sorg. Hendes idol, hendes elskede fyrste, som hun bad til hver nat inden sengetid, havde rent faktisk skabt en ting så bizar og unaturlig som en barnevampyr. "Men... hvad gør De herude uden ham?" hun skiftede med det samme til en høflig tiltale. Vampyrbarnet var vel et eller andet sted langt over hende i hierarkiet, så hun måtte hellere vise den respekt hun fortjente i form af sin status.
Post by Angelique Bourbon on Oct 29, 2020 14:24:11 GMT 1
Angelique hævede endnu engang hånden for at skjule sin lille latter ved kvindens påtagede venlighed. Hendes eksistens overraskede hende tydeligvis, eller var det blot hendes relation med fyrsten? Hun børstede nu sin fine håndsyede kjole af inden hun smilede strålende til kvinden. Angelique kunne smile noget så sødt, som verdens kæreste barn selvom hendes øjne altid var følelsesforladte. ''Jeg skred fra ham'', svarede hun i sine vulgære ord som Gabriel havde lært hende hjemmefra. ''Jeg er vred på ham, og han fortjener ikke mit nærvær'', hendes ord var kølige men sande, som spyttede hun 'ham' ud og følte hun var i sin fulde ret. Selvom hun ikke vil dele alt med kvinden fremfor hende, var der noget som gjorde præcis dette utrolig morsomt. ''Og hvem er du?'', spurgte hun næsten vrængende, som var kvinden blot smuds på jorden.
Post by Meena Draculara on Oct 30, 2020 16:53:45 GMT 1
Hvordan kunne hun være vred på ham, deres store, ufejlbarlige leder? Manden der havde sørget for og næret vampyrsamfundet i tusinder af år. Han fortjente alles nærvær, han fortjente den højeste respekt. Hvordan kunne hun gå fra ham?? Meena blinkede lidt forvirret over pigens ræsonnement og rettede sig en smile mere op over hende, dog uden at ville virke for ophøjet over hende. “Mit navn er Meena Draculara, efterkommer af den største rumænske vampyrslægt,” sagde hun med en stemme der osede af stolthed. “Jeg er kommet til Paris for at finde vampyrfyrsten og indgå et giftemål så jeg kan indtage min retmæssige plads ved hans side.” Hendes tonefald dryppede af sødme og drømmende hengivenhed.
Post by Angelique Bourbon on Oct 31, 2020 16:59:18 GMT 1
Angelique skar ansigt ved Meenas ord. Det var ikke første gang hun havde oplevet en sødladen tilhænger, og det vil knapt være den sidste. Men derfor voksede hendes had til damen ikke det mindre. ''Hvorfor har han ikke fundet dig først hvis du er ment til den rolle?'', spurgte hun umiddelbart efter kvinden havde talt. Hun havde lyst til at sprutte af grin, hun vidste at det var sådan Gabriel ville reagere. Hun hævede et øjenbryn og lod hendes blik søge over hendes klæder, ''Desuden så burde du vide at han ikke bryder sig om gammeldags tøj... Han kan meget bedre lide unge damer i miniskørter''. hun foldede armene, det var en løgn, men noget sagde hende at man kunne få Meena til at tro på næsten alt.