Somewhere I Belong

Huset var pinligt rent. Alting var kategoriseret til punkt og prikke, men alligevel lå der ensomme bøger rundt omkring, halvåbne, læste og forkastet når han var uenig med et forkasteligt argument. Samtidig var huset mørkt. Få ensomme stearinlys flakkede faretruende mod kanterne af mahognitrappen og de støvede bøger. Ved lyden af den knagende fordør, havde Felix forlagt endnu en bog i den stor mørkegrøn sofa. Han betragtede pigen fra mørket, hendes spinkle skikkelse og unge sjæl. Han havde set et produkt som hende før,og hun var ikke speciel i hans øjne. Han trådte frem fra mørket, lod lyset omfavne hans spinkle krop og sygelig blege hud. Det lange viltre hår var tvunget i en hestehale. ''Fleur?'', spurgte han med et hævet øjenbryn. ''Dit værelse er ovenpå, lås døren jeg vil ikke have nogle ukendte ind'', han vendte ryggen til hende og begyndte at gå op af trappen for at vise hendes værelse. Han var langt fra tilfreds med at skulle have nogle boende, specielt et barn. Men han stolede nok på Vladimir. ''Pas på, det er mahogni'', snerrede han som han observerede hende forsøge at løfte sine ejendele op af trappen.

Felix stod for enden af trappen og observerede hende nøje. Han overvejede at hjælpe hende, men bestemte sig da for at det var bedre at hun selv lærte at klare sig. Han kunne se at hun havde spørgsmål, det var selvsamme udtryk han selv havde. ''... Ja'', svarede han tørt, idet han vendte ryggen til hende for at føre hende ned af gangen. Han skubbede døren op til et værelse med en seng, og alle væggene dækket af bogreoler som optog det meste af pladsen. Han hørte knapt hendes taknemlighed, men hvis han havde havde han måske smilet. Istedet nikkede han ind i værelset. ''Dette er dit. Jeg styrer dine finanser, så hvis der er noget du vil have er det mig du skal spørge, okay?'', han betragtede hende i mørket. Han foretrak det naturlige lys fra stearinen og ildens møde, men fordragede elektriciteten. 

Felix betragtede hende som hun indfandt sig i rummet. ''Ja finanser. Du får lommepenge hver uge. Skal vi sige 15 euro? Men kun hvis du opfører dig ordentligt'', det var sådan Vladimir havde overøst ham med gaver i sine menneske år. Han huskede tydeligt de fine silkeklæder, brokader og lige hvad han ønskede. Vladimir havde aldrig sparet en krone på ham, men derfor havde Felix ikke tænkt sig at holde samme behandling af denne pige. Nutiden forbeholdt en masse andre genstande som hans tid ikke gjorde, men derfor skulle hun stadig iklædes moderne tøj og se ordentlig ud. ''Indernettet?'', spurgte han en anelse perplekst som han hævede et øjenbryn og rystede på hovedet. ''Det var noget Engelskmændene opfandt under koloniseringen, men det virkede ikke. Dybt racistisk, jeg forbyder dig at spørge om sådan noget tåbeligt noget igen'', instruerede han hende. ''Andre spørgsmål?''.

Felix rynkede på næsen af pigebarnet. Han havde i sinde at ville kunne lide hende, at passe på hende og oplære hende. Men sociale interaktioner var ikke hans stærke side. Derfor betragtede han hende blot, inden han tog et skridt ud i hallen. ''Mange ting'', svarede han i en tone der måske for hende vil lyde uvenlig, selvom han egentlig ikke mente det sådan. Han travede ned af den lille gang og ned af trapperne, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af hende. Derfor fandt han sin vej ud i stuen, hvor han greb bogen som han havde smidt fra sig tidligere, imens han ventede på at hun selv skulle finde ud af at finde ham.

En tåge havde rejst sig i hans sind jo dybere ind i bogen han kom. Lænestolen føltes varm og blød, som en tætsiddende handske omkring hans krop. Havde han været menneske havde han nok døset bort i den altomfavnende søvn. Hendes stemme var som en sølvklokke, og han hørte hende knapt fra sin døs. Men snart rettede han sig op i mørket og betragtede hende. Hun var et sørgeligt væsen som hun stod der. Ung, alt for ung for sit eget bedste. ''Du kan bare gå ud og jage?'', svarede han som var det en selvfølge. Men det var da en anden sandhed ramte ham. ''Kan... Kan du jage selv?'', spurgte han idet han lukkede bogen i sit skød nænsomt, som var han ikke helt klar til at slippe den endnu. Lyden af et sulten barn var ubehageligt, men lyden fra en sulten vampyr var værre. Han rejste sig nu fra den komfortable stol og gik mod hende.