When the plans go wrong

Idag var ikke en god dag. Eller den havde ikke været god nok endnu til at bringe Matthews humør i bedring. Fra morgenstunden var der kommet beretninger om flere af de unge Credo vampyrer havde skændet grave på Ciemetiere de Mont Martre, og Darklighteragenter og rengøringsfolkene fra VCS havde haft travlt med at rode bod på hele affæren for at offentligheden ikke skulle fatte mistanke. Nyheden blev spinnet og fremstillet i medierne som indignerede muslimer der gik løs på katolske grave. Det var trods alt en nemmere historie at håndtere end at vampyrer gik og skændede de dødeliges grave.
Siden da var dagen gået med at slukke bål på bål af udtalelser fra politikere og kendisser der havde diverse mere eller mindre stødende holdninger til gravskændingerne, samtidig med at han skulle jonglere agenter, der blev ved med at have svært ved at opstøve Credo'erne. Isobel havde haft møde med ham og hendes manglende formåen med præsten i Sacre Coeur katedralen blev understreget mere end en gang af ham, og hun var blevet sendt ud med besked om at gøre det bedre.
Herefter var tingene ikke blevet meget bedre da Vladimir var kommet tidligt på aftenen og havde meddelt at en af de nyeste rekrutter, Melanie Evan-Wood, var undsluppet anlægget. Hvis Matthew havde været menneske havde han kunnet mærke de grå hår springe frem fra panden i frustration, der allerede havde været godt opbygget i løbet af dagens andre, lidet tilfredsstillende opgaver. Det kriblede i hans fingre for at flå et eller andet fra hinanden, helst noget pænt, måske dyrt og noget der kunne skrige højt nok til at vække hele palæet. Han ville smage salte tårer, røre rystende muskler og mærke et skrig med sin hånd omkring det anstrengte strubehoved.
Så da beskeden gik ind, at Melanie var blevet fundet og på vej tilbage til palæet, var det bogstaveligt talt den første gode nyhed han havde fået hele dagen, hvilket var en dag, der allerede var ved at gå på hæld. Han havde overvejet diverse afstraffelsesmetoder som han kunne anvende, og var endt med at ville tage en god håndfuld af dem i brug. Hvis han kunne ville han skade hende nok til at hun fik fysiske mén det næste lange stykke tid, selv som vampyr. Han vidste hvordan det kunne gøres på flere forskellige måder, så det var bare at læne sig tilbage og vente på lyden af fodtrin udenfor kontorets dobbeltfløjede dør, og se den åbne sig og hvordan Melanie blev slæbt ind af de to agenter der en kende voldsomt skubbede hende fra dem inden de synkront vendte rundt og satte kurs ud af kontoret. Skyggerne, der havde ulmet langs væggene hele den grå, efterårsdag og her til aften var vokset sig større og fyldigere, lukkede døren bag dem som usynlige fingre der tvanghængslerne i. Matthew rejste sig langsomt fra kontorstolen og gik rundt om det store skrivebord hvor han standsede foran det med hænderne foldet foran sig og et alvorligt blik på Melanie. Hans kropssprog var reserveret og han gav ikke for meget af sin vrede fra sig, ikke endnu. Den ville hun få at føle i fysisk form senere.
"Hvorfor?" spurgte han, og selvom han ikke kropsligt viste sin sindstilstand, dryppede hans rolige stemme af skuffelse over hendes mangel på lydighed overfor de regler der var sat op for alle rekrutter der skulle igennem agenttræningen. Han nævnte ikke engang hendes navn. Hun var degraderet til en genstand han havde kontrol over og kunne gøre som det passede ham med for at vise hvem der bestemte og hvem der ejede hende nu.

"Ah," ordet forlod hans læber som var det et lille stød af luft fra hans strube, næsten en latter, men alligevel ikke, for der var ingen morskab at spore. "Så at spørge om lov skulle have givet dig lov til at tage afsted, selvom du udemærket godt vidste at det ikke ville være tilfældet, når reglerne foreskriver at man ikke forlader området før man har fået en officiel tilladelse, når éns introforløb som agent er overstået, hm?" han lagde hovedet lidt på skrå og det sorte gardin af hår rislede om hans skuldre som det skurrede imod hans jakkesætsjakke, som han langsomt begyndte at knappe åben og trække af sig for at slynge den over en af stolene der stod foran skrivebordet. Melanie på knæ på gulvet var ikke sådan han ville se sine agenter. De skulle stå med rank ryg. Var hun mon for underdanig til at klare mosten i korpset?
"Kom her," hans stemme skar sig igennem lyden af den knitrende ild i pejsen, og han vinkede hende blot nærmere med en hånd inden han trådte lidt til siden så hun kunne komme helt op til kanten af skrivebordet. Han stod ved siden af hende og som en slange skyder frem og hugger fast i et bytte, greb han fat om hendes nakke med et kraftfuldt greb der kunne have knust en sten i hans hånd.
"Svar mig, troede du seriøst du kunne omgå de regler der har været opstillet i flere århundreder for alle nye rekrutter? Troede du at du var bedre eller vigtigere og kunne gå uden konsekvenser??" næsten spyttede han og begyndte at lade vreden træde frem i hans stemme. "Troede du at det ville være en juleleg hvis du mistede grebet om din blodlyst og pludselig, i al offentlighed, sprang på et menneske og afslørede vampyrernes eksistens??" Hans negle borede sig mere ind i hendes hud som kløer for hvert ord han sagde.

Matthew var tydeligvis ikke tilfreds, men hendes svar var nok til at han slap hende og lod hende stå lidt imens han cirkulerede omkring hende, en halv cirkel blev det til som de stod der lige ret op og ned ved skrivebordets kant. Måske var afstraffelsesmetoderne her i kontoret for banale til at de ville synke ind hos hende.
"Du siger du ikke er bedre eller vigtigere end nogen andre her, alligevel tog du afsted," hvislede hans stemme koldt mens hans isblå øjne åd hende op som en ulv der spiste sit byttedyr rub og stub. Han kunne lide at se at hun havde fået en vis mængde disciplin ind under huden, men det hjalp på ingen måder på hendes handlinger. "Følg mig og modtag din straf," han drejede rundt på hælen og skridtede ud af kontoret hvor dørene åbnedes af de virulente skygger, som lange, slanke fingre over dørhåndtagene. Han regnede ikke med at skulle standse for at bede hende følge med igen. Hun burde efterhånden have lært blot at gøre som han sagde uden spørgsmål eller kritik.

Turen gennem palæet var lang fra hovedkontoret i tårnet, gennem hovedbygningen og over til østfløjen hvor der var værelser og sociale rum. Men ingen af de steder skulle de hen. Istedet gik de igennem de lange gange og standsede ved en paneldækket væg. Til højre stod en statue og til venstre han et tungt gardin bundet op til hver side af gangen. Han tog fat ved hendes overarm og med en skosnude pressede til en lille ujævnhed i statuens sokkel. En portion af væggen blev markeret af en sprække på størrelse med en døråbning og gled væk så en lang trappeopgang kunne ses lede op. Der var svag belysning fra væglamper med blege gullige skærme og messingkrummelure. Han hev hende med op ad trappen og bag dem gled panelet i igen som var de forsvundet ind i palæets konstruktion, men det var bare en gemt del af palæet.
Trappeopgangen endte i et hul i gulvet som de kom op af og stod i et rum der mest af alt lignede en gal videnskabsmands laboratorium fra starten af 1900-tallet, og så alligevel med moderne teknologi. En jernlunge stod som en form for kuvøse omkring en rødhåret, lille dreng der så ud til at sove tungt. Tolv gennemsigtige glas i hver sin størrelse hvoraf det mindste var omkring tyve centimeter og det største var på størrelse med en tiårig, stod langs væggen forbundet til en maskine der regulerede og målte den væske der var derinde omkring hvad lignede børn af forskellig alder, den ældste i den største beholder og den yngste, et foster næsten, var i den mindste beholder. Forbundet til den maskine var også en gynækologstol og mørke pletter på gulvet under den fortalte om brutale historier der var foregået for ikke så længe siden som man måske skulle forestille sig.
Alligevel var det ikke i dette rum de stoppede op. Istedet tog han hende med sig gennem rummet, hånden fast omkring hendes arm, og hen til en døråbning der ledte til en stejl trappe op og væk fra det gale laboratorium. For enden lå en dør som han åbnede med en lille, gammel nøgle og skubbede hende ind i rummet foran dem. Det var aflangt rum med panorama vinduer overalt og over dem det selv samme spidse tag af hovedbygningen. Der stod diverse gammeldags hospitalsudstyr. En tandlæge stol, en briks, en elektrisk stol og diverse andre ting og sager. Langs den ene væg hvor der ingen vinduer var, var et langt bord med værktøj og nogle kabinetter stod i hjørnerne og hang på væggene med flere ting og sager i. Hvis man hævede blikket kunne man se de blotlagte spær under taget, og adskillige kroge med kæder i forskellige højder over et område af rummet hvor der ikke var møbleret. Han gik han hen til den nærmeste krog, trak en kæde ned og fæstnede om begge Melanies håndled med manchetter. Han firrede kæden op så hun stod med armene strakt mod himlen ude af stand til at komme væk. Han vendte tilbage foran hende og så på hende med et strengt blik og armene over kors. Hans krop frydede sig over udsigten til at give hende en reprimande. At forlade området ville medføre en hård omgang. Han var både vred på hende men også interesseret i at se hvor langt og hvor meget hendes krop kunne holde til.
“Er du klar til at modtage din straf?” Spurgte han og rakte op om hendes hals i et stramt greb.