Dinner is bittersweet.

Kjolen slæbte hen ad fortovet og de visne blade fra træerne der stod langs med vejen i det fine kvarter, svang sig op om hendes fødder. Skoene klikkede mod fliserne og hun trak brokadejakken mere om sig mens hun skuttede sig i efterårsaftenen. Paris havde været kedelig indtil videre, for at sige det mildt. Hendes palæ var stort men tomt, hendes spisekammer fyldt af blodposer men ingen andre til at drikke dem end hende selv. Hun havde flere gange forsøgt at finde Dakrlighterpalæet, men var altid endt på en eller anden obskur adresse selvom det var dér alle folk pegede hende i retning af. Det frustrerede hende grænseløst når hun ville have fat i vampyrfyrsten at hun ikke kunne det. Når nu de skulle giftes. Hun havde den store sorte bog på bordet derhjemme, en scrapbook med billeder og udklip af alle de planer hun havde for brylluppet.
Hun gik i sine dybe tanker da hun mærkede sit bøjede hoved kollidere med en skulder der tilsyneladende tilhørte en anden mand der havde stået på fortovet. Hun bakkede et par skridt bagud og tog sig til det sirligt opsatte hår.
“Se Dem for, menneske!” Vrissede hun og så på manden der intet andet havde gjort end at stå i vejen for hende.

Meena udbrød et overrasket fnys eller halvkvalt udbrud af forargelse over hans trenchcoat ramte hende. Hun trak forarget sin jakke mere omkring sig og så efter ham, måbende og med et blik både vildt af overraskelse men samtidig også i splid med om hun skulle gøre noget ved sagen. Hans sprøde sarkasme over hendes brug af ordet menneske sagde hende at han måske ikke var en del af den kategori som hun have forventet han var.
“Sig mig,” hun satte efter ham et par skridt, “skal De ikke sige undskyld?!” Sagde hun nu endnu mere indigneret end før.

Hvis Meena havde haft nok blod i kroppen til det, ville det have blusset op i hendes kinder og farvet dem røde som en glohed kakkelovn i et løbsk damplokomotiv. Hun slog med brokadejakkens lange sider som en flagermus der stædigt insisterer på at prøve at flyve selvom dens vinger er brækket. Hans ord stak i hendes stolte hjerte og hun fortsatte efter ham med en mine som ville hun spise ham råt.
"Ved De overhovedet hvem De taler til, unge mand!" vrissede hun arrigt af hans næsvished. Igen var hans tryk på ordet menneske en god indikation af at han ikke befandt sig i den kategori, men hun var da ligeglad. "Jeg er direkte arving til slægten Dracul fra Rumænien, stiftet af den store Vlad Dracul Tepes selv, og jeg forlanger en undskyldning for at De stødte ind i mig!" kommanderede hun med fagter og gestik der kunne minde om en dronning, der godt vidste at hendes palads lige var blevet sat til tvangsauktion.

Hvor var han forfærdelig! Sådan at påstå at hendes forfader var en fiktiv karakter?!
"Hvor vover du-" hendes stemme var kold og hvislede faretruende. Hans smil gjorde hende næsten målløs af arrigskab og hun knyttede hænderne og borede neglene ind i håndfladerne for at holde sig fra at springe på ham. Hun så ham sætte en vis afstand til hende inden hun vendte sig om og gik tilbage til restauranten hvor de var kommet fra. Han havde lugtet af mad, så var han mon tjener eller kok derinde? Eller måske ejeren selv?? Hun var ligeglad! Nogen skulle hendes vrede gå ud over, så hun så sig om for at se at der ikke var andre på vejen end ham, samlede en stor sten op og med al sin vampyrkraft slyngede hun den mod et vindue, hvis rude knustes med en høj klirren og hun så efter ham.
"Jeg skal give dig aftensmad!" råbte hun inden hun samlede endnu en sten og sendte den atter mod restaurantens andet vindue, før hun snurrede rundt på hælen og satte i vredt, hastig gang væk fra ham.