Happy Birthday!

Der havde været et lille anonymt kryds i kalenderen i hans kontor og han havde set frem til dagen med nogen spænding. Det var mærkeligt. Ikke siden han tog sig af Paris og Shade i deres opvækst og Felix’ oplæring havde han haft den samme følelse i mellemgulvet ved tanken om en anden person, en anden vampyr. Fleur var noget helt særligt og hun var det seneste skud på stammen, som gjorde hende ekstra sårbar. Han havde forsøgt at overtale hende til at flytte for sig selv men det var stadig for mistænkeligt. Han havde ansøgt en del skolehjem der måske kunne tage hende ind, men det var også risikabelt med hende som ung vampyr og blodrus der nemt kunne komme ud af kontrol.
Men han havde valgt at besøge hende på laboratoriet denne dag istedet for at arrangere noget i palæet. Det skulle Matthew nok sørge for. Vladimir skuttede sig ved tanken men bevægede sig ubesværet igennem VCS’ store kompleks som bestod af både forskningscenter og et område for “afvikling og rengøring” som man kaldte det, når man brændte ligene fra de mennesker der blev kørt ind hver dag.
Han havde fået et nummer på et lokale hvor der var skinnende hvidt, sterilt og meget klinisk, og hvor den lille vampyrpige stod på en skammel for at nå op til bordet. Han stod i den åbne døråbning og så på hende med et smil, hænderne foldet foran sig på stokkens knob og et ømt smil på hans læber inden han hævede hånden og med en kno bankede forsigtigt mod døren.
“Må jeg komme ind?” Spurgte han med en mild brummen, en russisk bjørn i vampyrklæder.

Vladimir lo og slog armene om hende som hun torpederede hans mellemgulv. “Der er min lille kommende nobelprisvinder,” sagde han klukkende mens han strøg hende over håret. “Har du travlt?” Spurgte han med et bredt smil og holdt hende lidt ud fra sig. Han så ikke meget til hende længere men det var klart at mærke at hun var vokset på en måde som hendes jævnaldrende måske ikke nødvendigvis selv gjorde, til trods for hendes fysik stadig var den samme. Han skævede fra hende til bordet med et væld af reagensglas og andre prøver samt boblende kolber og små centrifuger. Forskningscenteret var noget han havde hjulpet med at få op og stå men selve teknologien der lå bag og de små projekter der til sammen gav det store hele resultat som han dog fulgte tæt. Han håbede at Felix måske en dag ville være med på holdet, men han var også ret overbevist om at hans interesser lå et andet sted og han ville have svært ved at lære og tilegne sig de metoder det krævede at bruge de moderne værktøjer.

Der var noget bittersødt over Fleurs åbenlyse mangel på viden om hvilken dag det egentlig var. Hun var blevet presset til at vokse op alt for hurtigt. Det gjorde man når man var tvunget til at leve blandt Darklighterne. Der var ting som intet barn skulle opleve, som hun havde været igennem, og alligevel stod hun her, smilende, arbejdsom, aktiv. Hun havde ikke lagt sig ned og givet op eller overgivet sig til mørket, der normalt fulgte med så traumatiserende hændelser. Hun var gjort af et helt specielt stof, og hvor ærgrede Vlaidmir sig dag ud og dag ind at hun var blevet fanget af djævlens kløer inden han kunne nå at stille noget op.
“Jamen, dorogoy, cherie,” han tog sig selv i at bruge det russiske ord for “min kære” hvilket han som regel kun brugte overfor Paris, “ved du slet ikke hvilken dag det er idag?” Spurgte han, både overbærende men også en smule sørgmodigt, og lagde en let hånd på hendes skulder, altid forsigtig med ikke at presse for mange berøringer over hende, af frygt for at hun ville opfatte det som noget farligt, takket være Matthews behandling af hende.

Det knugede varmt om Vladimirs hjerte som havde han netop drukket tre hele menneskers blod, ved tanken om hendes dedikation til deres træning. Der havde været en smule stilstand i hendes udvikling, men han tog det som et tegn på at hun også var fordybet i sit arbejde, hvilket var ligeså hjertevarmende at tænke på hendes iver for at præstere og producere resultater.
“Cherie,” han tog hende lidt til siden da en anden kittelklædt forsker passerede forbi dem og atter forlod dem alene i laboratorie, “det er din fødselsdag,” sagde han med et ømt smil og fiskede en hånd ind i inderlommen efter en lille sirligt indpakket gave med mørkegrønt papir og sølvbånd som han rakte hende. Han antog også at hun foretrak ikke at se på sin forvandlingsdag som sin fødelsdag, eftersom den indeholdt flere smertefulde minder end hendes normale fødselsdag.

Han smilede til hende og trak hende med sig lidt til siden for at de kunne sætte sig ved et bord ikke langt fra døren, så hun i ro og mag kunne pakke pakken op. Under papiret gemte der sig en glasæske der indeholdt et fabergé æg i safirblå farver med sølvdekorationer på overfladen. Det var mange, mange penge værd, men Vladimir havde aldrig kunnet forlige sig med det da det ikke helt passede ind i hans samling, og han havde længe overvejet at give det til Paris eller Rachel ved lejlighed, men han kunne heller ikke helt forbinde dem med det. Så da Fleur var dumpet ind i hans liv, og nu havde fødselsdag, var det som om det virkede som en gave fra himlen, og hun var bestemt til at skulle overtage det dyrebare æg som han havde fået tilbage i Rusland for mange hundrede år siden.
“Tillykke med fødselsdagen,” sagde han stilfærdigt og så på hende med et mildt smil. Han vidste ikke om hun forstod betydningen af gaven, men han håbede at hun kunne lide den.

Det kostede ham usigelige kræfter ikke at bryde fuldstændig sammen. Var hun i virkeligheden den datter han aldrig havde fået? Var hun muligvis en engel? Han begyndte i et kort splitsekund at overveje om Felix havde ret, og at der rent faktisk var en himmel og en Gud, der kunne høre hans bønner nu efter flere tusind år, men han vendte hurtigt tilbage fra sine tanker til laboratoriet, hvor han så hende sidde med ægget i æsken og studere det.
“Det tilhørte en af zar’ens døtre,” forklarede han. “Jeg tænkte du ville være den perfekte ejer fordi...” hans stemme døde lidt hen mens han sank en klump og kæmpede med sig selv, “fordi du minder mig... lidt om... en datter. En datter... jeg aldrig fik,” forklarede han og rømmede sig et par gange.

Det var ikke fysisk muligt længere at holde det ud. I det funklende blege lys fra neonrørerne ovenover gled en tåre ned ad hans kind. Ikke engang alverdens samtlige forsøg på at synke den pressede klump i halsen kunne forhindre det. Det var årtier hvis ikke århundreder siden han sidst havde fældet en tåre, men for hende ville han græde fra nu af og til hans dødsdag. Han tog om hendes lille hånd med sine store hænder og løftede den til et forsigtigt, blidt kys på håndryggen og hvilede den mod sin nu fugtige kind.
“Det ville jeg også, cherie,” sagde han med en stemme så tyk at man kunne skære i den. Han kyssede atter hendes hånd inden han en smule forfjamsket rejste sig. Hele hans krop var i oprør. Den overvældende følelse af sorg men også kærlighed til hende og ønsket om hendes bedste liv i fremtiden. “Nå, jeg vil ikke... opholde dig i dit arbejde længere,” han forsøgte at kravle ud af den akavede fornemmelse af at have sagt alt for meget men samtidig ikke have sagt nok.