Hellfire

Notre Dames katakomber var blevet et godt sted at opholde sig, havde Aurelia fundet ud af. Hun ville ikke belæmre Augustin med sine problemer, så hun havde samlet lidt ejendele og fundet en krog hun havde indrettet. Der var hovedsageligt bøger hun have hentet fra katedralens gamle gemmer og havde begravet sig i, nogle gamle puder og tæpper så jorden var knap så hård og en olielampe. Hendes liv som hjemløs havde taget noget tid for hende at vænne sig til. Hun ville gerne opsøge Felix, men havde ingen anelse om hvor hun skulle starte. Hun havde også mange gange overvejet at finde sin far, men turen til Rom virkede fuldstændig urealistisk at tage til fods i hendes stadig svækkede tilstand. Hun havde fået fat i noget lidt pænere tøj og havde skaffet sig et kort til et fitnesscenter der havde åben døgnet rundt så hun kunne tage bad når hun ville. Generelt var tingene ikke specielt dårlige, men hun havde stadig det tynde jernhalsbånd på som af og til tyngede hende mere ned end normalt. Hun var stadig bundet til at drikke dyreblod hvilket gjorde hende ualmindeligt svag og næsten menneskelig, men hun havde stadig nogle fordele såsom skærpede sanser.
Det var dog alligevel kommet bag på hende at der var andre nede i katakomberne denne aften. Hun havde siddet fordybet i en kirkebog med optegnelser for hvem der var født hvornår tilbage for nogle hundrede år siden, og havde hørt fodslag og skraben. Hun samlede sin cardigan lidt om sig og trak sig op fra sine puder og tæpper og så ud i mørket hvor en høj, slank kvindeskikkelse stod i det fjerne bøjet over en sammenkrøbet skikkelse af mærkelige proportioner. Synet gav hende lidt en kuldegysning. Det mindede om en af de vilde vampyrer hun havde set billeder af, og hun vidste hvor tæt på hun havde været til at blive sådan én selv.
“Hallo?” Kaldte hun lidt usikkert ud i stilheden.

Den knasende lyd af knogler der knækkede ramte hende. Det var bestemt ikke en rar lyd hernede i mørket hvor hun var helt alene. Hun havde stadig svært ved at sove men på sin vis var ensomheden rarere end når hun var i selskab med andre. Hun havde prøvet at sove ved en rede nede i undergrunden, men lydene og lugtene var for svære at holde ud. Hun var konstant på vagt over andre folk der var tæt på hende. Hun savnede sit liv i isolation. Selvom det var en mærkelig ting for hende at indrømme ville hun faktisk give hvad som helst for at være under sin fars beskyttelse lige nu.
Hun trak sig lidt tilbage mod væggen og trak et tæppe omkring sig mens hun skruede lidt op for olielampen. Hun havde den og et lille aggregat hun havde fundet der gjorde at hun kunne varme blod over flammen.
“Ikke nogen,” mumlede hun lidt sky, men vidste med sig selv det var det dummeste svar hun kunne have givet. Hendes stemmebånd var stadig smadret efter måneders skrig i pinsel, og der var en sær kognitiv begrænsning på hendes ordforråd. Hun kunne sagtens læse, men skrive og tale var pålagt en mærkelig grænse.