Under heaven

Hun vred sig lidt i hans kraftfulde greb og vidste næsten instinktivt hvad der skulle ske, og der var intet hun kunne stille op imod det. Det var en magtdemonstration uden lige, specielt her i offentligheden hvor de kunne genkendes, men samtidig skjult af møbler der lige akkurat kunne dække for hans gerninger. Hun spredte benene og det var næsten som om tanken om hans inspektion gjorde tingene væsentligt mere følsomme og sensitive og specielt mere ophidsende. Hun forsøgte at kvæle et støn ved hans berøringer og hendes hånd greb om hans håndled.
“Matthew!” Hviskede hun næsten frygtsomt. “Ikke her,” bad hun og så bedende på ham mens hånden blev fjernet og fingrene lagt mod hendes læber. Hun så næsten forpint på ham men måte adlyde og tog hans fingre i munden for at fjerne hendes egen salte fugt fra dem. Hendes kinder blussede af skam men der var ikke meget hun kunne gøre for at stritte imod og hun opdagede sin krop reagere stærkt på denne udstillelse. Da han fjernede fingrene sank hun en klump og lænede sit hoved imod hans skulder en smule betuttet inden hun rakte over og tog sit glas for at skylle skammen lidt bort. Hun beholdt glasset i sin hånd foran sig og så ikke op på ham lige med det samme.
“Alt for dig,” sagde hun stilfærdigt. I det mindste havde han aldrig bedt hende selv om at tage kontakt til nogen og bruge sine evner på den måde, men hun var også klar over at det kunne ske en dag og hun ikke kunne sige nej.

Hun sendte ham et dystert blik inden hun himlede med øjnene og drak ud af sit glas inden hun en kende demonstrativt rejste sig. “Jeg tror jeg er klar til at komme hjem, og det er du vidst også,” sagde hun og kastede håret over nakken inden hun gik bort fra bordet uden at ville vente på ham. Hun vidste godt det ikke gik at forlade stedet hver især, men hun skulle lige ryste hans behandling lidt af sig mens hun overvejede sine muligheder for at komme ud af fedtefadet helt. Det kunne godt se ud som om hun havde en lidt hård aften for sig når de kom hjem, og hun skulle lige samle viljestyrke til at kunne modstå det.

Måske havde hun været lidt for rapkæftet, og der skulle ikke meget til hvis han allerede var oprevet og ophidset på samme tid, men stemningen i taxaen var til at tage og føle på, og hun var begyndt at tænke over hvilke muligheder der var for at komme væk fra ham så hurtigt som muligt når de kom hjem. Ikke at det ville komme til at ske, men der var et glimt af et håb om at hun ville kunne nå at smyge ham lidt om sin lillefinger så det ikke ville gå helt galt.
Så snart de var ude af taxaen og inde bag palæets mange vægge mærkede hun hans jernklo i hendes arm og hun skar en grimasse af den tydelige smerte. Hun sendte ham et vredt blik igennem en strøm af bølgende lokker.
“Matthew, besind dig,” bad hun mens de gik. “Der er ikke nogen grund til det her.” Hun vekslede mellem både et forsøg på at vinde hans medlidenhed men også presse en vis form for autoritet igennem overfor ham.