Dollhouse

“Hmm, Paris siger du?” Isobel så eftertænksomt frem for sig. “Hun skulle vel aldriig være en særdeles rødhåret kvinde med hang til lak ogmlæder? For så er det min niece,” sagde hun med et lidt underfundigt smil mens hun sippede videre af sin vin. Paris havde godt snakket om en mand hun var stødt på, men hun var anderledes mærket af mødet end Isobel havde været, og Matthew havde vidst planer med hvem der end havde udnyttet Paris’ manglende evne til at sige fra når det kom til det seksuelle. Der var Isobel heldigvis bedre til at sætte grænser.
“Jeg har faktisk ikke lavet så meget,” hun drejede glasset på bordpladen med en tænksom mine. “Arbejdet, været hjemme,” hun smilede lidt fornsig selv ved tanken om hvor meget nemmere det var nu at være hjemme effter Aurelia var væk, og Matthew gav hende mere opmærksomhed igen.

“Ja det må være Rose du mødte,” svarede Isobel med et smil. “Hun er min yngste datter,” hun udelukkede det faktum at hun nok var et produkt mellem hende og hendes bror og at pigen var mindre end et halvt år gammel men lignede en på otte eller ni år, takket være Matthews eksperimenter på hende. “Har du tænkt på at slå dig ned i Paris?” Spurgte hun. “For så kan du vel kigge efter en lejlighed eller lignende istedet for et hotel?” Foreslog hun med et skuldertræk. Hun vidste Matthew havde gode forbindelser og investeringer i byens boligmarked, men hun var ikke sikker på at hun kunne tilbyde sin hjælp uden Matthews tilladelse.

Isobel lo mildt. "Paris' ry har det med både at skuffe og triumfere," sagde hun med en filosofisk overtone. "Så vidt jeg ved ligger Mørkets Råd stadig lidt ude i fremtiden, så det er ikke sikkert hvad der kommer til at være på dagsordenen helt endnu. Der er masser af tid, så hvad kunne få dig til at blive?" hun lagde hovedet lidt på skrå og måtte trække en bølget lok hår væk fra ansigtet da den gled ned over hendes pande. Hun havde svært ved at forestille sig ikke at blive i byernes by. Paris var skøn som den var, livlig, fantastisk, fuld af oplevelser, sanselighed og frihed.

"Well, nu mødes de hvert hundredende år, så det er nu ikke fordi de ikke gør noget," bemærkede Isobel med et skævt smil. Hun sad selv i rådet sammen med Matthew og Vladimir og de få andre udvalgte som Matthew tog ind i rådet. De var specielt udvalgte for deres gøren og laden i vampyrsamfundet, og det var ikke hvem som helst der blev udtaget til at være medlem af rådet.
Hun tog let om sit glas og sippede til vinen eftertænksomt. Hun skulle også overveje hvordan hun kom hjem, og det ville vidst ikke blive modtaget særlig pænt i palæet hvis hun kom hjem beruset. Der var efterhånden en del vin i glasset, måtte hun indrømme, og var ved at være nået til sin grænse. Den bløde fornemmelse i kroppen gjorde hende tilpas afslappet. Hun lænede sig lidt tilbage og strakte sig. Hun kunne godt mærke dagen havde været lang og hun måske burde finde ud af at komme hjemad, men det var også svært at finde ud af hvad hun skulle stille op med Gaius når nu han var så venlig og byde på et glas vin her på caféen. Men samtidig mindede hun sig selv på sin prioriteter, og mønstrede et smil til ham som hun langsomt trak sin pels om sine nøgne skuldre.
"Jeg tror hellere jeg må komme hjemad," sagde hun stilfærdigt og rejste sig graciøst. Hun håbede ikke han tog hende det ilde op, men hun måtte videre i teksten, selvom det måske var lidt risikabelt at komme hjem i denne tilstand. En anden mulighed var at hun tog til Glass House og overnattede i suiten så Matthew ikke så hende sådan her.

Uden at tænke synderligt over det tog hun imod hans tilbud, selvom en bilulykke ville være den perfekte dødsfælde for en vampyr. En gnist og en læk benzintank ville være opskriften på den visse død. Men alkoholen havde taget en smule af hendes dømmekraft og hun ville egentlig bare gerne hjem. Hun smilede taknemmeligt til ham. Det var meget venligt af ham at ville sørge for at hun kom sikkert hjem, selvom hans tilbud reelt ville bringe dem i større fare end hvis hun selv havde fundet hjem.
“Du kan køre mig til Glass House,” sagde hun henkastet og gik ud af døren og hen til hans bil. Hendes normalt graciøse bevægelser var mærket af vinen.

Hun gled ind på sædet ved siden af ham og smilede. “Jeg har kun mit arbejdsnummer,” svarede hun med et lille skuldertræk, “og det er forbeholdt arbejde.” Hun smilede undskyldende men der var desværre ikke så meget at gøre ved det. Hun vidste at hun havde et privat nummer men det var forbeholdt familien og nære relationer. De havde trods alt kun mødt hinanden to gange, så det var ikke noget han ville få. Men hun så nu alligevel frem til at han kørte hende til Glass House. Vinen boblede i hendes årer og varmede hendes hud så hun kunne mærke den kølige luft mod sit blottede kraveben og arme.

Hun lænede hovedet mod nakkestøtten og lod den kølige natteluft blæse en smule af alkoholens døsende varme bort fra hendes pande, selvom det var svært at få det helt banket væk. Det var en sær følelse, hele hendes krop var tung af al den vin. Hun havde fået blod dagen før, så måske var det fordi hun netop ikke havde fået noget den aften at det påvirkede hende mere.
“Sjov?” Hun så lidt spørgende på ham men nåede ikke at svare idet bilen gled op og holdt ind til fortovet. Hun steg ud af bilen men mærkede tydeligt at hun havde svært ved at stabilisere sig selv og måtte støtte sig mod bilen lidt. “Det kan være du hellere må følge mig op,” sagde hun til ham, dog ikke synderligt pinligt berørt over sin tilstand. Det skete da af og til, men det var ikke ofte.