Taught by a child, are you kidding me?

Det var få dage efter den nye agents ankomst, og Matthew vidste det altid var lidt af et kaos at få dem tilpasset deres nye tilværelse. Han var dog ikke desto mindre sikker på at Angelique var opgaven værdig. Hun havde trænet rotter i Rottehullet, så kunne hun også avancere og uddanne agenter i hans tjeneste. Det var Melanies første dag i et undervisningslokale, og det var den mere teoretiske del af slagsen. Normalt stod Vladimir for denne del af oplæringen, men efter han havde givet plads til Angelique så hun kunne få mere ansvar, havde hun nu den måske knap så interessante opgave at oplære de nye rekrutter i hvad det vil sige at være vampyr og agent. Han gav altid de nye et crash course når de blev forvandlet, og satte ellers sin lid til sine to trænere at de kunne svare og lære fra sig så der ikke var nogen slinger i valsen.
Ikke desto mindre var det ikke larm han havde forventet at høre som han gik ned ad den lange gang i barakken, der lå adskilt fra palæet. En panderynke formede sig og han standsede ved døren med en hånd på håndtaget mens han lyttede til deres mundhuggeri. Et lille krøllet smil havde indfundet sig på hans læber, og med et tungt suk åbnede han døren da han mærkede atmosfæren derinde ændre sig. Det var sikkert Angeliques mørke energi der var begyndt at tage til. Ganske rigtigt var det rodede rum næsten mørklagt af de dirrende skygger, som han sendte på flugt til rummets kroge med et knips. Synet af Melanie der i strakte arme holdt Angelique fra sig var både morsomt men talte også sit tydelige sprog. Der skulle disciplin til her, det var klart.
"Melanie!" hans stemme smældede som en pisk igennem luften og skar som et lyn i en storm imod dem inden han strøg hen og greb Angelique med en arm og med den anden greb Melanie stramt om halsen som var han klar til at flå hendes hoved af med de bare næver. Han smækkede hende op mod tavlen og satte nænsomt Angelique fra sig. "Respektér dine overordnede eller det bliver værst for dig selv!" snerrede han og lod vreden over hendes manglende disciplin komme til syne som han blottede tænderne i en snerrende grimasse ad hende.
"Er du ok, Angela?" spurgte han roligt til Angelique men uden at se ned på hende. Hans isblå øjne stak som syle mod Melanie.

Det var med tydelig fryd at Angelique observerede Melanies smerte. ''Nej'', svarede hun kortfattet som hun tiltvang skyggernes arbejde ved at lade dem pille Melanie's hud som en bananskræl. Hun nåede præcis at smile sadistisk idet døren gik op og hun selv blev svunget under armen af ingen ringere end Matthew. Hun gled elegant ned fra hans arm og på sine fødder på gulvet. Men selv ikke smældet af Melanies kranie mod tavlen, fik vreden til at stoppe med at pulsere i hendes lille krop. Hun gled sine arme omkring Matthew's talje, lige under navlen som hun lænede sit hovede mod hans hofte for at observere hans tydelige vrede mod Melanie. ''Nej papa'', spillede hun sødladent som hun lod sine små hænder gribe om hans klæder som var hun dybt chokeret. Hun vidste at skyggerne var udenfor hendes gøren og laden ligenu så længe han var i rummet, men det ville ikke stoppe hende senere når Melanie var lagt i seng. Angelique sænkede nu sit blik mod den nyformede blodpøl på gulvet efter huden, det var sort som tjære. Utaknemmelige tøs. Måske var det netop denne indskydelse af ny vrede der vældede op i hendes krop, som hun nu så op på sin evige fader. ''Må jeg ikke hive et øje ud, Papa?', hun gned sig selv i øjet som var hun trist imens hendes hage hvilede mod hans hofte nu som hun betragtede ham med sit kølige lyseblå blik. ''Eller en finger? Årh be om Papa!'', spurgte hun imens hun stadig forsøgte at holde sin vredes skælven under kontrol.