From Gaul with Love

Skosålerne slog mod brostenene så vandet plaskede op fra jorden omkring det sorte læder og kanten af de sorte lærredsbukser. Under den lange læderjakke bar han en sort skjorte og simpel jakkesætsblazer. Det lange, sorte hår hang over hans ryg og skuldre som et tungt gardin af mørke, tynget af regnens taktfaste rytme. Det blege ansigt stod skarpt aftegnet imod nattens skygger, selv gadelampernes skær syntes at have svært ved at trænge gennem med deres dæmpede lys. Kun de isblå øjne skar sig vej igennem natten som syle der kunne æde enhver sjæl, dødelig eller udødelig.
Han havde taget en tur igennem Paris for engang skyld for at komme lidt ud og strække benene. Dagen var gået med møder, aftenen med elskov og han havde netop efterladt et lig i en gyde ud til Champs-elysées og ringet efter VCS og sat kursen op mod triumfbuen der stod som en firskåren kolos oplyst af de omkringstående projektører. En mand stod for foden af den og Matthew bemærkede instinktivt den manglende hjerterytme og kulden der kendetegnede en vampyr. En ældre én af slagsen endda. En svag kendt lugt hang ved ham. Havde han været i nærheden af Aurelia? Interessant.
Han standsede lidt bag ham mens han lod blikket glide op til triumfbuens udskæringer og dekorationer. Det var ikke noget under man sagde Napoleon kompenserede for sin størrelse med de mange store bygningsværker han havde skabt.
"Meningsløst byggeri," pointerede han eftertænksomt.

"Hvorfor skulle jeg sende dig noget som helst?" spurgte Matthew, et smalt smil skåret ind i hans let løftede mundvig og hans blik vendt bort fra vampyren. Han mindedes ham uden problemer Gaius. En kriger, en bruta i hans optik, selvom han havde formået at komme et godt stykke i verden med investeringer og lignende. Små dråber i havet, som Matthew betragtede det. Han var banal, brutal og ligegyldig i hans verden. Og måske mest af alt en lus under hans negl efter Paris, og senere Isobel, havde fortalt om deres enkelte nats møde med manden. Mange ting kunne man kalde Matthew, og mange ting ville han vedkalde sig, og af dem var "jaloux anlagt" måske på nogle måder en underdrivelse. Hans ejerfornemmelser specielt for sin søster og niece var absurd høje, og tanken om mandens handlinger med dem fik det til at krible i hans fingre for at gribe om hans strube og flå hovedet af ham. Men han holdt sig fra det. Mest af alt også fordi han lod til at have været i kontakt med Aurelia efter hun var blevet smidt ud af palæet, noget som Matthew heldigvis havde sørget for at hun ikke kunne viderebringe til nogen i kraft at sin dominans over hendes viljestyrke. For at få magt over hende skulle hun knækkes, og hendes halsbånd bandt hende stadig til ham.
"Hvad laver du i Paris?" spurgte han henkastet og gik hen til en bænk for foden af buen og satte sig.

"Åh men du glemmer Bacchus og Venus' apostle var forgudet allerede inden," sagde han med et smalt smil til manden, som regnede sig selv som en del af opskriften på hans succes. Men Matthew havde aldrig været afhængig af andres hjælp. Han var en mand der trak i trådene selv, som en edderkop der kontrollerede alle hans midler og kontakter. Han åd enhver forhindring på sin vej, og lod dem stå ved siden af som måske fortjente en smule respekt. Gaius var aldrig en trussel for ham så han havde fået lov til at leve videre, på både godt og ondt. Og nu lod det til at han tog sig lidt for mange friheder med Matthews kvinder. Han havde sat dem på plads, men om de ville rette sig efter ham måtte kræve en prøve.
"Hvad kan Paris give dig som Amerika ikke kan? Man siger alting er større ovre på den anden side af atlanten, så hvorfor komme tilbage herover?" spurgte han med et blik på Gaius for at vurdere ham. Hvad kunne han have hjulpet Aurelia med? Han var nysgerrig selvom hun var ude af hans umiddelbare sfære.

Matthew fnøs og rejste sig og vendte sig imod Gaius med et udtryksløst ansigt. "Er du færdig?" spurgte han koldt med et let hævet øjenbryn. "Jeg har ikke hørt nogen vampyr snakke sådan til deres leder de sidste firehundrede år, og de endte alle sammen en trist skæbne der gør dem ude af stand til at fortælle deres historie til fremtidige generationer," han så bort fra manden til sine negle som om de tiltrak sig mere interesse end manden gjorde. "Der er ingen grund til at begynde at tro at du kan belære mig om noget der er ældre end mig selv," hans tonefald var advarende og isnende. "At tro at du på nogen måde har en hånd med i min succes er direkte stupidt," han så bort fra sin hånd til manden foran ham med en stram grimasse. "Så jeg foretrækker at du holder dig og dit ego til dig selv, og," han trådte et skridt nærmere manden, "sig hej til Aurelia når du ser hende, og sig jeg savner hende i palæet." Et glimt af frydefuld sadisme glimtede i hans isblå øjne ved tanken om at Aurelia fik en besked fra ham. Det ville absolut ødelægge hende at vide at han også kunne finde hende udenfor palæet.

Matthew slog ud i en mørk latter og trådte blot tættere på ham. "Det er sjovt, det lød ellers som om jeg skulle sætte pris på dig efter "alt jeg gjorde for dig tilbage i rom"," svarede Matthew med et skævt smil. "Og kun de svage vælger at dræbe en fange. Deres viden er altid mere værd imens de er i live og du kan bruge den, og dræbe dem efter deres viden er blevet brugt," han trak på skuldrene som om det ikke var noget problem. "Jeg er ikke sikker på hvad du mener med at jeg opfører mig som et barn, jeg tror nærmere det er dig og dine manglende fornemmelse for ord der giver anledning til forkerte konnotationer," svarede han og vendte sig bort fra manden mens han så ud over byen. "Hvilken bronzealder mener du? Den tidligste begyndte i Mesopotamien i 3500 før vor tidsregning, mens den sidste var den nordiske var i 1800 før vor tidsregning," han kastede et nedladende blik over skulderen på manden. "Selvom det kan være bedøvende ligegyldigt når nu den romerske religion ikke er værdig at regne efter," sagde han med et lille fnys inden han trådte et par skridt ud til kanten af den runde form som brostenene lavede omkring triumfbuen. Han så ud over byen med et fjernt blik mens han tænkte over alt og alting der intet havde at gøre med manden bag ham.

Det lød som om han opremsede viden han havde fundet via en gemen Google søgning. Det gad han ikke engang spilde tid på. I det mindste havde han nu set med egne øjne at Gaius var i byen og han tog en finger op til den lille øresnegl og gav nogle korte instrukser inden han vendte sig imod ham igen, denne gang med et smil som om intet var hændt. Hans plan kunne sættes i værk uden problemer nu.
"Jeg håber du nyder Paris," sagde han med et kort nik til hilsen. "Fortsat god aften," han vendte om på hælen og begav sig bort fra triumfbuen med retning af Place de la Concorde hvor Shade holdt i bilen klar til at samle ham op.
//out