A fairytale with you

Metrostationen var affolket men heldigvis ikke lukket, til trods for at klokken var langt over midnat. Aurelia havde vandret hvileløst rundt det meste af dagen under jorden og var dukket op i en tunnel med et lille fortov der løb langs med den buede væg hen til den nærmeste perron i tilfælde af en ulykke i et metrotog. Der var dog langt mellem afgangene her efter midnat, så det havde ikke været et problem at komme frem, selvom tunnelerne af og til kunne føles vibrere når et tog et andet sted kørte igennem edderkoppespindet af metrotunneler. De blinkende neonrør blændede hende efter den lange tid i mørket og hendes udsultede krop havde svært ved at holde sig oprejst længere tid ad gangen. Hvor længe hun havde været fri havde hun ingen anelse om. Hun vidste bare at hendes tøj var snavset og lignede mest af alt en lang særk eller toga fra oldtiden uden noget indenunder, og den tynde men tunge stålring om hendes hals viste at hun stadig ikke var helt udenfor hans rækkevidde. Hendes fødder var bare og hun lignede måske mest af alt én der var løbet væk fra en psykiatrisk afdeling på et hospital. Hendes normalt smukke hud var grå efter måneder som slave i Darklighterpalæet, hendes øjne fjerne og uden livsgnist og hendes krop var afmagret og tynd som en anorektiker. Hun havde fundet lidt rotter at gøre godt med på sin tur men ingen mennesker endnu og selv ikke her på perronen var der tegn til at hun kunne få noget. Men det var også som om noget holdt igen med at give hende lov til at spise. Som om hun stadig var bundet af hans magt og underlagt hans vilje.
Hun satte sig forsigtigt på en kold bænk og så på de flakkende tal og bogstaver på skærmene. Normalt ville hun uden problemer have kunnet læse hvad der stod. Hun var jo credo-vampyr og hendes hang til viden og bøger var hendes styrke, men hun kunne knap sætte to bogstaver sammen så de gav mening. Selv ikke hendes stemme havde hun forsøgt at bruge endnu.
Hvor længe der var gået siden han formelt havde annulleret deres ægteskab og havde smidt hende af i katakomberne vidste hun ikke. Timer, dage, uger? Og så var der de skrækkelige billeder på nethinden af alle gerningerne, alle de ting han havde gjort ved hende. Hvor mange vanskabninger hun havde født ham på de få måneder i hans varetægt, hvor mange daglige overgreb hun havde skullet stå model til. Men her var hun, stum og tom på samme tid som hun havde lyst til at skrige af alle de rædsler der havde fyldt hendes tilværelse den sidste tid. Det var næsten som om hele hendes liv før det var forduftet og hun var blevet til en helt anden person imens hun havde været gift med ham. Han havde modeleret hende som han ville, og nu var hun her, en tom skal af hvad hun havde været engang. Hendes krop bar tydeligt præg af hans behandling, og hendes evner for at regenerere og heale var stort set forduftet. Hun havde mørke mærker om håndled, på halsen, armene, hofter og alle mulige andre steder. Værst var dog de stik der engang imellem jog igennem hende nedefra. Kulden fra bænken dulmede det en smule lige nu men hun var ikke sikker på hvad der var sket dernede og hun havde endnu ikke været i nærheden af et spejl eller lignende der kunne hjælpe hende med at finde ud af hvad konsekvensen af hendes liv som fødemaskine havde været for hendes krop.