Notre-Dame de Paris

Det var et under, at Quintin havde sluppet ud fra kontoret så tidligt på dagen. Han havde undskyldt sig selv med bøn, bedt de medfølgende kardinaler om at blive udenfor som han trådte ind i den store kirke. Hænderne var foldet bag hans ryg, og hans ranke profil gik langsomt næsten døsigt gennem den lange katedral. Et par turister kastede et par stjålne blikke mod ham, men det overraskede ham ikke det mindste. Han var iført et par hvide slacks, og en tilhørende hvid skjorte med det glinsende kors hvilende mod hans bryst. Hans blik var rettet mod skeletvalvet, hvor han betragtede det immakulære arbejde der lå bag træets forkastninger. Mennesker. Åndssvage ting de brugte deres tid på. Hans blik faldt nu mod søjlerne, bænkene og til sidst det slidte gulv. Det var årevis han sidst havde befundet sig ved netop denne konstellation, men også på tide at han faktisk så den an. 

Quintin ignorerede sikkerhedsbåndene som separerede offentligheden fra at nå alteret. Han lagde forsigtigt sine fingerspidser på dugen, bukkede hovedet og gav sig til at hviske en bøn. Han bedste faktisk, for første gang i årevis for sin datter. Han vidste at han skulle ide hende gå, skaffe sig en ny og glemme alt om Aurelia. Hun var døbt efter hans menneskenavn Marcus Aurelis, men det havde han aldrig fortalt hende. Intet kom ud af at dele sådanne sandheder. Under sin tavse bøn, drejede han hovedet på en anden herre som stod med nakken rettet mod tagstukken. Vampyr, det kunne han mærke, men noget andet var genkendelsens varme luner som slog om ham og fik ham til at måbe. Han rettede sig op, glemte sin konnektion til Gud og gik prompte mod ham, dog standsede han foran sikkerhedsbåndet. ''Gaius. Og jeg som troede at du var håbløst fæstnet i fortiden''.