Fullfilment

Han havde afsluttet dagens møder og havde nogle timer at slå ihjel inden næste punkt på dagsordenen. Så han havde taget friheden at strække benene lidt og gå gennnem palæet.
Han havde netop tjekket op på Aurelia der lå med veer igen i laboratoriet. Han havde givet hende smertestillende og sat en maskine til at tage over overvågningen af hendes tilstand. Hun havde snart givet ham ti eksemplarer han kunne høste materiale fra til sine eksperimenter, men hun var snart udtjent. Det var blot et spørgsmål om hvornår hun blev steril, og når det skete havde han ikke brug for hende mere. Enten ville han sætte hende fri i katakomberne eller i skoven omkring palæet og se hvor længe hun kunne holde inden de vilde vampyrer dræbte hende. Katakomberne gav hende større mulighed for overlevelse og måske endda recovery, men det poserede så en trussel i form af at hun ville kunne fortælle omverdenen om hvad der var sket med hende. Med mindre han brugte sin skaberkraft over hende. Det ville ihvertfald dæmme en del op for den skade det kunne volde ham.
Nu var han endt i den store hal med det lave loft og de brede søjler og fordybningen, hvor han hørte lidt aktivitet fra, skraben af hud mod skind og pels og satinvævet bomuld samt lavmælte suk og støn. Han gik hen til kanten og smilede smalt ved synet af Paris der lå dernede og tydeligvis igang med at tilfredsstille sig selv. Han satte langsomt kurs ned imod hende.
“Det er et vidunderligt syn når man sådan har siddet i møder halvdelen af dagen og endelig har pause,” kommenterede han tørt mens han smed jakken og løsnede slips og skjorte som han kom ned til fordybningens bund og lod skoene stå på det næstnederste trin.

Han smilede ved hendes næsten instinktive reaktion så snart hun så ham. Han havde konditioneret hende til næsten perfektion og han strøg hende over håret mens hun gjorde som han havde instrueret hende.
“Ja, jeg er bange for at jeg forkæler dig,” bemærkede han med en mørk latter mellem suk af nydelse over hendes behandling af ham. “Hvad bedrev du tiden med ude i byen idag?” Spurgte han som var det en ganske normal måde at føre en samtale på med hendes mund i fuld flor om ham. Han lod hende arbejde lidt inden hendes kærtegn havde sat deres præg på ham og trak hende lidt bort inden han skubbede hende ned i madrassen og lagde sig ned over hende og gengældte hendes kærtegn inden han tog hende som han ville, uden hun kunne modsætte sig hans ønsker.

Han drog sine arme omkring hendes liv og trak hende tættere ind imod sig, og selvom han var igang med hende lyttede han til hendes fortælling. En lille panderynke formede sig på hans ansigt, og han standsede sine stød for at hæve sig lidt over hende og se ned på hendes ansigt og de smukke, sorte øjne.
“Han voldtog dig vel ikke?” Spurgte han og mærkede næsten et stik i hjertet forvandle sig i løbet af et sekund til en steppebrand i kroppen og han satte igang igen opfyldt af vreden over tanken om at nogen ville gøre hans lille stjerne ondt. Han vidste hendes svaghed var nem at udnytte for hun var stort set en ubehandlet nymfoman og kunne ikke sige fra fordi hun ikke vidste at det var overgreb, når det endelig var det.
Det var en sjældenhed at det skete, men han trak sig ud af hende for at vise præcis hvad han mente, og istedet gled han om på siden af hende for at trække hende ind til sig og drog et tæppe over dem for at vise hende ømhed og omsorg, til trods for at han stadig var uforløst. Det kunne vente. Hendes velbefindende var vigtigere.

Han kyssede hendes pande mens han strøg en hånd over hendes hår og lod hende græde færdig. Det var ikke ofte at han tog et offer ind, men det var ikke fordi det ikke var sket før. Han havde før holdt Gabriel i sine arme mens han havde grædt og forbandet ham, noget der dog, efterhånden som der var gået mange tusind år, havde forvandlet sig til overgivelse til hans skæbne og deres delte hengivenhed og kærlighed.
“Skal jeg gøre noget ved ham eller vil du selv have æren?” Spurgte han med en alvorlig tone. Han vidste Paris nød at bruge sin charme til at lokke folk i ulykke. Men det kriblede i hans fingre at sno dem om vampyrens hals og separere hoved fra skuldre. Han kunne mærke sin ophidselse stadig var aktuel men den var underordnet. Hun kom i første række lige nu. Han havde lært at taknemmelighed var nem at blive betalt tilbage med præcis det han bad om, specielt fra Paris.

"Jeg vil lade det være op til dig," sagde han efter at have lyttet til hendes forklaring. "Du ved min dør er åben og du altid kan komme til mig hvis du har brug for hjælp," han trak tæppet mere over dem begge som de lagde sig mere til rette. Han vidste Paris var gjort af et stof der var anderledes end de fleste vampyrer, og hendes alder kom hende til gode. Man plejede at sige at de fleste vampyrer gik til grunde før de blev en fire-femhundrede år, men her var hun alligevel over nihundrede år gammel og med et af de bedre sammensatte mindsets.
"Og jeg er her altid hvis der er noget, det ved du," tilføjede han og kyssede atter hendes pande og kind inden han med let tilbageholdt åndedræt lod sine læber omslutte hendes mund. Han lod en arm hvile om hendes liv mens de lå sådan indtil de sank hen i en mild søvn.
//out