Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 14:13:20 GMT 1
Det havde været en umådelig lang dag. Fyldt med photoshoots, pressemeddelelser og lange kedelige møder. Døren lukkede han bag sig med et bump, inden han smed sin Chanel mappe ved dørkarmen og lige så sparkede sine sko af. Han strakte sig, så lang han var så at alle knoglerne kunne høres. Var han ved at blive gammel? Tanken gjorde ham urolig, men han beroligede sig selv ved at han vil booke en massage den følgende dag. Eller få Lucia til det. ''Bonsoir mon cherié'', kaldte han gennem den store penthouselejlighed som han gik direkte mod køkkenet og åbnede skabet over kaffemaskinen. Han fremdrog en kaffedåse og stillede den på køkkenbordet alt imens han gav sig til langsomt at pakke det hvide pulver frem fra dåsen. Han fandt sit kreditkort frem og gav sig til at pænt folde de lange hvide baner. ''Har du haft en god dag?'.
Post by Lucia Tesoro on Oct 1, 2020 14:19:06 GMT 1
Hun smilede over hele femøren, som hun smøg sig igennem lejligheden og ind i køkkenet, der sjældent blev brugt til andet end kaffe og coke. I dag havde været en rigtig god dag, og hun skulle da i hvert fald fortælle ham om den. "Amato," sagde hun og havde lyst til at hænge sig om halsen på ham og lade ham føle den gnist - eller de gnister - hun havde indeni sig. Men hun så han var i gang med sit aftenritual (og morgen, og middag og og og), så hun holdt sig i behørig afstand. "Jeg har haft en perfekt dag," fortsatte hun i stedet. Hun fyldte sine dage med at lære fransk, for hun havde ingen planer om, ikke at blive her i Paris. Derfor var deres små-samtaler også på fransk, selvom hun ikke var super god til det endnu. I dag, however, havde hun ikke haft tid til at studere, for der havde været andre planer.
Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 14:23:14 GMT 1
Armando skævede til hende med et smil. ''Jaså? Hvad har du da lavet?'', spurgte han, tydeligvis stolt og forelsket. At hun havde forsøgt at lære sig sproget, havde gjort ham ellevild og iblandt blev han oppe bare for at høre hende og hjælpe til. Han havde trods alt selv lært sproget i sine sene teenage år. Dog intet, som man kunne høre på ham længere. Han vendte sig tilbage mod kokainen, lænede sig ned og holdt sig for det ene næsebord som han sugede de tre lige linjer til sig. Han rettede sig op med et gisp og holdt sig til næsen imens han følte pulveret opløses. Det var det eneste som fik ham til at kunne holde hverdagen ud. Han vendte sig mod hende nu, og rakte en am ud for at vise at hun var velkommen.
Post by Lucia Tesoro on Oct 1, 2020 14:30:32 GMT 1
Hun tog hans hånd og lagde den på sin talje, der var vokset betydeligt som gløderne i hende også var vokset. Hun smilede sigende til ham og hviskede nogle ord i hans øre. Hun havde aldrig forestillet sig selv være glad for denne situation. Slet ikke så tidligt i hendes liv. Men det var hun altså, for hun havde aldrig været så forelsket som nu. Og klar til at slå sig ned. Faktisk havde hun jo allerede slået sig ned hos ham og måneden var gået stærkt. "Og de sagde at alt er som det skal være,"
Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 14:35:28 GMT 1
Ved hvert et ord hun hviskede blev hans smil større. ''Nej'', udbrød han som han hævede hånden mod sine læber som for at skjule sin måben. Han vendte sig mod hende og greb hende hurtigt under armene. I forbifarten havde han formået at skubbe posen på gulvet så det nu spredte sig som flormelis i hvert et hjørne, men han var ligeglad. Han svang hende rundt en enkel gang inden han bragte hende tæt ind i sine arme og gentog de dybe kys mod hende spande så det smældede i lejligheden. ''Cherie, cherié, hvilke fantastiske nyheder'', hviskede han imens han holdt hende tæt. Dette var alt han havde ønsket sig længe, og han var ikke bekymret for sin alder, det var på tide.
Post by Lucia Tesoro on Oct 1, 2020 14:42:34 GMT 1
Hun hvinede af grin og kom til at grynte lidt i forbifarten fordi det boblede i hende. Så kiggede hun indgående på ham. Den største overraskelse til sidst: Hun holdt to fingre op foran ham og hævede et øjenbryn for at se om han forstod hvad hun mente. Hun prøvede også at holde sit ansigt nogenlunde neutralt, så han ikke kunne se på hende, hvor spændt og glad hun var for netop disse to fingres betydning. Det var som at få det hele på én gang. Noget hun elskede om så det var diamanter eller andet. Dog varede det ikke længe før hendes ansigt, næsten bogstaveligt talt, flækkede i et smil igen og en enkelt glædeståre faldt fra hendes øje og trak en mascarastreg med sig ned over kinden. Det var jo vanvittigt.
Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 14:55:42 GMT 1
Armando tog sig til brystet, måbende og rystede på hovedet som var han chokeret. Det var han også til dels, men lykkelig var det største som fulgte ham nu. Han kyssede hendes læber, krævende og hårdt som lykkesmilet ikke kunne forlade ham.Han undrede sig kort over hvad han skulle sige til sin manager, men bestemte sig da for at denne lykke var større. Han holdt hende indtil dig, krammede hende intenst og hviskede søde ord i hendes øre. Han tog hendes hænder og betragtede hende nu mere indgående. ''Vi må hellere komme igang med alt det arbejde vi har frem for os, hva?'', han hævede hånden og tørrede hendes tåre bort. ''Du er en stjerne, og nu får vi to diamanter. Vil du bo i Paris? I byen? Her? I et hus? Sig hvad du vil have, darling. Jeg vil give dig alt''.
Post by Lucia Tesoro on Oct 1, 2020 15:03:05 GMT 1
"Rolig nu, amato," sagde hun overvældet og kiggede sig omkring i køkkenet, som om hun tænkte på om det var stort nok til deres fremtid. Hun havde ikke rigtig tænkt så langt, men hun vidste jo godt at han kunne opfylde hendes ønsker som hun fik dem og de ville aldrig komme til at mangle noget som helst. "Jeg ved det ikke," sagde hun så ærligt, "Her er jo stort nok, du har ekstra værelser. Og et hus... Ja, det ville jo ikke ligge så centralt som dette og du elsker byen, jeg elsker byen," Hun spidsede læberne tænksomt og kom så til at kigge på det hvide pulver, der lå over det hele på gulvet. Hun havde intet imod hans misbrug, for hun elskede hans blod, som hun havde fået for vane at drikke lidt af hver nat, når han sov. Det kvikkede hende op og gjorde hende stærkere. "Hvad synes du?"
Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 15:08:27 GMT 1
Armando mærkede hvordan hans kærlighed voksede til hende ved hvert ord. ''Jeg synes vi skal blive... Mit arbejde er her, og som du siger så er her stort nok'', han slog ud med armene og begav sig ud i lejligheden. Efter sig trak han hvide fodspor over de mørkmalede gulve fra kokainen der havde sat sig i hans strømper. Han glædede sig ved nyheden og selvom han præcis havde mødt Lucia for mindre end tre måneder siden, virkede det utænkeligt at de ikke skulle være sammen resten af livet. ''Tror du at vi behøver sikre dørene?'', han tog i terrassedøren som prøvede han at åbne den som de ville gøre, men formåede nu ikke at få det op. Hans krop var efterhånden svøbt i det kærlige tæppe som kokainens rus gav ham. ''Jeg burde fortælle det til Ophelia... Eller ville du?''.
Post by Lucia Tesoro on Oct 1, 2020 18:13:33 GMT 1
"Din søster, dit problem," drillede hun, men et stik i hjertet fortalte hende, at hun havde lyst til at fortælle det til Dante, selvom de nu ikke havde set hinanden i over en måned, siden Paris havde hentet hende i bunkeren under jorden, hvor Dante og den ækle mand holdt til. Og så var der Paris. Hun var ikke sikker på, at Paris ville forstå hendes glæde på samme måde som Armando og Lucia delte den. Måske hun ville sige hun var uansvarlig og impulsiv, men det var jo ikke ligefrem planlagt. "Amato, der er så lang tid til! Dørene skal nok være der til den tid også!"
Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 22:00:42 GMT 1
Et lille underfundigt smil legede på hans læber. Han havde endnu ikke fortalt Lucia om sig selv, men behøvede han det nu? Det vigtiste var vel at hun forstod at han 'så' Ophelia som en søster, ikke at de var biologisk relaterede. Selvom det jo faktisk var sandheden. Armando mærkede da hvordan en lille klump i hans mave begyndte at vokse. En frygt, blandet med en form for panik. Tænk hvis de fik hans blå øjne? Hans blonde hår? Hans næse? Han hævede fraværende hånden mod sit ansigt imens han stirrede ud af vinduet. ''Ophelia bliver lykkelig'', svarede han en anelse fraværende, inden han vendte sig mod hende med et nyt påtaget smil. Et ligesom dem han producerede på catwalken. ''Jeg elsker dig, Lucia. Det her bliver perfekt''.
Post by Lucia Tesoro on Oct 1, 2020 22:06:06 GMT 1
"Elsker du mig?" spurgte hun dumt, som om hun aldrig havde hørt ordene eller forstod dem. Dante havde sagt det tusinder af gange, Paris havde sagt det hundreder, men det var først nu hun rigtig fattede hvad de betød. Og hvad det betød at elske. For de to små nuggets af glæde i hende, samt manden foran sig gjorde det svært ikke at lære det meget hurtigt. "Jeg elsker også dig," prøvede hun lidt spagt at gengælde hans glæde - det var tydeligt at ordene var velment, men ikke med samme begejstring som hans, fordi der lå dybere tanker bag. "Og hey, hvis ikke det går, kan vi få en hver," jokede hun så mørkt.
Post by Armando Bellamont on Oct 1, 2020 22:13:09 GMT 1
Armando hævede et øjenbryn ved hendes mærkværdige og lidt mørke humor. Havde han ikke præcis fået sin aftenrække havde han måske givet en anden kommentar. Men istedet valgte han ikke at kommentere det, istedet gik han nær hende og slog endnu engang sine arme om hendes spinkle krop og kyssede hende kærligt. Han slap da næsten ligeså hurtigt som han havde grebet hende og slængte sig i sofaen. ''Hvor lang tid går der så?'', spurgte han med et nik mod vidunderne. Han legede kort med tanken om bare at være der for den ene, men han havde hellere været der for begge.