Post by Vladimir K.T. Darklighter on Sept 29, 2020 16:26:11 GMT 1
"Er der?" spurgte Vladimir med en let brummen i halsen over det groteske syn. Han vidste Shade havde nogenlunde samme ting, og så var der selvfølgelig Matthews rædselskabinet på de øvre etager af palæet, hvor mennesker blev til dukker og fostre blev til mennesker eller hvad de nu endte op som. Vladimir havde set sin del af det groteske og bizarre igennem tiden, både udenfor og på krigens sletter. Ikke desto mindre var der noget der brækkede hans hjerte åbent i det øjeblik han så sin yndlings samling af kropsdele, sirligt arrangeret som et kunstværk i sig selv, som en hest parteret på glas og stillet frem til skue på et museum. Dette værk ville uden tvivl være noget som kunne blive udstillet, både for sin komposition men også for den gale kunstner bag. "Bare få det ryddet af vejen inden jeg finder et nyt sted til dig," sagde han igennem lyden af vandet der dryppede ned i de mange glas omkring dem. Det var sølle, men han vidste også at han kunne holde Felix på en nogenlunde lige vej hvis han gav sig selv lov til det. Han var på sin vis glad for at få et nyt projekt at rive i for at komme væk fra palæet. "Hvad vil du sige til en room mate i dit nye hjem?" spurgte han inden han gik hen til en stol ved sengen og satte sig for at betragte ham på lidt afstand.
Post by Felix Pvelius Andromedius on Sept 29, 2020 16:36:29 GMT 1
''Flectere si nequeo Sueros, Acheronta movebo. Nægter de øvre guder mig hjælp, skal jeg gå til de nedre'', svarede han imens han lænede sig frem for at betragte sit værk. Han gled langsomt fingeren over en enkel glaskrukke og prikkede til den som var der en guldfisk indeni. ''Aurelia... Gud tog hende fra mig, de nedre giver mig inspiration på ny... Morelli sagde i 1876 at man skulle fokusere på fingrene for at genkende kunstneren. Jeg vil lære at male nye hænder... Nye ører...'', med disse ord rettede han sig op og lukkede skabet forsigtigt. ''En room mate?'', spurgte han skeptisk som han nu vendte sig mod Vladimir og betragtede ham i stolen der knagede hjælpeløst under vægten, næsten faretruende som truede den med at give op under hvert sekund. Felix trådte nærmere og satte sig forsigtigt på sine knæ frem for den ældre vampyr. Han lagde sine arme over kors og hvilede dem på den ældre herres knæ imens han betragtede ham med sine mørkeblå øjne. ''Hvem har du i tankerne?''.
Post by Vladimir K.T. Darklighter on Sept 29, 2020 16:54:48 GMT 1
"Jeg har en lærling," svarede Vladimir og lagde en hånd på Felix' hoved som han sad der foran ham, som en nysgerrig søn der lyttede til sin faders fortælling. "Hun trænger til et skift i sine omgivelser, og jeg tænkte I kunne være til gavn for hinanden," forklarede han. "Hun er endnu en ung vampyr men hun er under min vinge selvom hun ikke er min yndling. Hun er et geni ligesom dig," han smilede smalt. Tanken om at bringe hans lærlinge sammen, næsten som et lille kollegie for hans private studenter. Tanken tiltalte ham på en sær måde, en måde at samle århundreders geni under det samme tag. Det kunne være en sublim cocktail der kunne gå op i en højere enhed eller springe i luften som en atombombe.