Exit to the left

Hvad var der bedre end at bruge aftenen på en tur udenfor i håbet om at møde en bare lidt uopmærksom vampyr som hun kunne ende dagene på, ikke at hun havde formået at få ram på ret mange, da hendes egenskaber indenfor kamp med våben der kunne dræbe dem hurtigt og effektivt, ikke lige frem var hendes største styrke. Hvor Chloe begav sig hen tænkte hun ikke det store over, hun nyd at bruge aftener som denne til at få noget frisk luft for sig selv. Det ville nok have været hyggeligere i selskab med en anden, men der var ikke mange fra hendes vennekreds der syntes om at gå ude i regnen.

Hænderne var stukket i lommen på hendes efterhånden slidte læderjakke. Håret var opsat i hestehale for ikke at få det våde hår klasket ned i ansigtet. Med blikket rettet skift lige frem da hun først nu rigtigt blev opmærksom på hvor hun var gået hen, da hun havde fået øje på en skikkelse ved en bænk. venstre hånd blev ført til lynlåsen som hastigt blev lynet op, da hendes kniv denne aften var placeret på indersiden af hendes jakke for at skjule den bare lidt. Hun var klar, til at forsvare sig selv hvis det viste sig at være en vampyr. Skridte blev mere opmærksomme og forsigtigt men stadigvæk med kursen mod skikkelsen.

Det var først da hun nåede en del tættere på at hun så hvem det var, heldigvis ikke en vampyr men en af de andre inkvisitør bemærkede hun da hun endte med at stoppe op få meter fra vedkommende. "Nyder du regnvejret?" Kom det en små sarkastisk fra hende og et skævt smil på læberne. Den svag rysten gik gennem hendes krop nu jakken var lynet op og regnen og vinden havde nemmere ved at ramme hende overkrop.

Chloe lod hænderne falde fra lommerne i jakken men kun for i en rutinerede bevægelse at lukke den, men ikke nok til at hun ikke hurtigt ville kunne være klar hvis der skulle blive behov, ikke at hun regnede med det, natten virkede ret død. Fyren hun stod ved havde været på hovedkvarteret samtidig med hende, men om hun havde set ham flere gange huskede hun ærligt talt ikke. Dog fik hans måde at rejse sig på, hende til at træde et skridt tilbage ikke fordi hun var bange, næppe! Men han bevægede sig alligevel ret hurtigt og mere silet end hun havde set andre mennesker gøre. ”Uhm jep det er mig” Kom det var hende med et skævt smil på læberne ” Og du er? Jeg er ikke den bedste til det der med navne og kan faktisk ikke helt huske om jeg har fået det” Sagde hun og trak lidt på skulderne, måske det bare var en cover up for at hun ikke kunne huske det, hvis hun havde hørt det før?

”Er der ikke? Jeg synes regn kan være beroligende, dog vådt men beroligende” Sagde hun roligt og med at smil på læberne og et lille grin. ”Nej ingen opgave i nat, jeg prøver bare at finde noget at give mig til, måske du har en ide?” Sagde hun og grinte svagt over sig selv. ”Hvad med dig?” sagde hun og lagde hovedet let på skrå.

Hun var påpasselig hele tiden, selv om natten hvilket ikke altid var det bedste for hun vågnede af nærmest ingen ting. ”Flot navn, Chloe Martin Thompson” Sagde hun og blev enig med sig selv om at det var nemmest at være på fornavne, og det havde ikke helt virkede til at han kendte hendes fornavn eller kunne huske det. ”Tiden er nok noget af det sværeste at slå ihjel” sagde hum med et kækt smil.

Dog som han talte om credo’er i Notre Dame, kunne hun mærke hvordan lysten til at komme der over og tjekke op på det, kun voksede mere og mere i hende som de blev stående. ”Spændende, men klart jeg synes vi skal tage et smurt forbi” Svarede hun, som hun kastede blikkede over imod Notre Dame. Et sted håbede hun der var nogen men lige nu havde hun kun sin kniv og hvor meget den var værd hvis der var nogle stykker vidste hun ikke med sikkerhed. ”Lad os komme afsted” sagde hun og begyndte at gå der hende, hun havde hastige skridt men var påpasselig og holde godt overblik omkring hende. Ikke at hun lignede en der var paranoid når hun gik men mere på vagt.

Havde hun vidst at hun skulle ud og jage denne aften havde hun nok sørgede for at tage sin pistol med som var et af de eneste våben hun faktisk kunne håndtere ordentligt og bedst udover hendes kniv som var hendes ultimative bedste våben. At være en inkvisitør og ikke kunne bruge ret mange andre slags våben var nok ikke en fordel, men den eneste person som gerne ville træne hende i brugen af flere våben, var hendes far man han var stadigvæk helt nedbrudt af tabet af hendes mor. Måske hun bare kunne spørge andre om hjælp, men det var ikke lige frem noget hun var god til.

”Man kan sige at jeg født ind i det, begge mine forældre var inkvisitør da jeg blev født, min far har altid være træningsleder. Men den plads har jeg overtaget” Sagde hun og så på ham før hun så hvad han trak frem, det undrede hende en del men hun fangede hurtigt hvad meningen med det var. ”Hvad med dig?” Spurgte hun og mærkede kort på hendes side for lige at sikre sig kniven stadigvæk var der. ”Må jeg spørge om noget?” spurgte hun og så på ham med en lille anelse af usikkerhed, selvom hun prøvede at skjule det ved at rette blikket lige frem igen.

Noget som Chloe altid havde fundet fascierne, var de gamle kirker og gamle bygninger i byen. Det var fyldt med historier, som fortalte næsten alt om Paris. Svaret som kom fra Callahan, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende og hun kunne ikke undgå at knytte hænderne i frustration over at endnu have måtte lade sit menneske liv til den sataner af nogle vampyr. ” Det gør mig ondt” Svarede hun og anede ikke hvad hun ellers skulle sige. ” Jeg mistede min mor for et ½ år siden til en vampyr, men heldigt døde hun helt og ikke bliv forvandlet til en af de sataner”Sagde hun lavt meldt som, så afventende på Callahan om han skulle have hjælp med døren. Dog virkede det ikke til det.

At stå inde i katedralen på denne tid af natten, var hun ikke helt sikker på at hun syntes særlig godt om. Hun forholde sig helt stille som de stod der inde, hun prøvede virkelig at holde tanker ude og gøre hende sanser åbne så hun kunne se og høre om der var nogen. Der var alt for stille derinde, det gjorde hende en anelse usikker på om der var nogen, der vitterligt bare lå virkelig godt på lur efter dem. Eller om der var helt tomt, hvilket hun helt så der var selvom en lille kamp bestemt ikke ville gøre noget.

Ordene der kom fra ham, fik hende til at slappe af. Han havde nok ikke ville starte en samtale, hvis der var nogen og alligevel de kunne jo ikke se eller høre dem lige nu, men så længe de blot holde jagt og vær på dupperne ville de nok kunne opdage dem. ”Er du god til nærkamp? Altså bedre end bare god?” Sagde hun med et skævt med på læberne. Fuck hun hadede sig selv lige nu! Hun stod lige nu overfor en og virkede til ikke at kunne finde ud af at kæmpe, altså på den måde hun spurgte på. ”Altså det ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det for, for det kan jeg altså godt” sagde hun kløede sig i nakken. ” Men jeg mangler noget udfordring i kamp, der er ikke ret af dem jeg har prøvet af de andre inkvisitør som kan presse mig voldsomt, udover min far, så tænkte måske du kunne?” Spurgte hun og kunne svagt mærke hvordan den rødlige glød i kinderne blussede op! Godt der ikke var tændt lys her inde, for så ville han kunne se det.