Stay Alive

Paris smilede og tog den tomme skål fra Lucias hænder og satte i vasken. Hun var da i det mindste ordentligt opdraget. Hun greb Lucia under armen som var de slyngveninder og tog hende med tilbage ud af køkkenet og op til den oprindelige kurs: hendes gemakker.
"Ahh, en vis Armando Bellamont?" sagde hun med et skælmsk smil til hende som for at understrege hun vidste alt om den lille natlige eskapade. "Jeg kender ham skam godt, og jeg vil sige du kan gøre præcis hvad du vil," fortalte hun mens de gik gennem palæets lange, snørklede gange. "Men hans blod er sikkert fuld af stoffer, så det er nok det eneste jeg vil sige du skal passe på ikke at få for meget af," hun blinkede til hende og de ankom til hendes gemakker hvor hun slog døren op og fik skubbet Lucia ud i badet hvor hun tændte for det varme vand så damp stod op i brusenichen. Hun trådte hen bag hende og lirkede den grimme jakke og badekåbe af hende. Hun var et smukt syn, et skår uden lige. Paris frydede sig indvendig ved tanken om at vise hende frem for Matthew når hun var blevet soigneret og var klar til det.
"Så, smut du ind i badet, så finder jeg noget kluns til dig imens," sagde hun og kylede resolut badekåben i skraldespanden og jakken til vask. "Hvis jeg ikke er tilbage inden du er færdig kan du bruge min morgenkåbe," hun nikkede til en sort satin-kåbe der hang på en knage, inden hun smuttede ud i palæet for at opspore Rachel.

Selvom hun ikke var hans yndling havde han alligevel med det samme lagt mærke til dem så snart Paris havde bragt Lucia med sig til palæet. Eksplosionen var allerede ved at blive undersøgt af myndighederne, så hvad der end var foregået ville det snart blive rapporteret. Han havde sat kurs mod Paris' gemakker for at se hvad der var sket, men fandt rummet underligt forladt. Lyden af vandet der plaskede ude i badet gav sig selv og et smalt smil fandt vej til hans læber idet han nærmede sig den åbne dør hvor dampen langsomt lagde sig for at afsløre en smuk kvinde med hår så hvidt som sne, hud som marmor og en gudindes krop. Hans skygge i spejlet bag hende tårnede sig op som en mørk klippe og han lagde armene over kors og lænede sig mod dørkarmen.
"Jeg kan se hvad Paris mente da hun fortalte om Dem, mademoiselle," sagde han tørt og uden at lægge skjul på sin tilstedeværelse.

"Ah, ingen grund til at undskylde, mademoiselle, det er vel mig der burde," smilet blev en my bredere, "undskylde," han bøjede hovedet som et vagt buk for hende. "Jeg antager at Paris ingen problemer havde med at få Dem med tilbage fra Deres kidnappere," han rettede sig op fra dørkarmen og trådte til siden så hun kunne komme ud fra badeværelset og ind i det store rum. Paris' interiør var væsentligt anderledes end resten af palæet, moderne, kantet, gråt, rødt og sort. "Og De er uskadt ser jeg?" spurgte han.
Døren til rummet gik op og Paris kom ind med Rachel, der bare en bunke tøj i favnen. De stoppede begge to op da de så Matthew i færd med at snakke til Lucia. Paris satte i et par gadedrengehop hen til ham og greb ham om armen som en datter der vil vise sin far et nyt stykke legetøj.
"Onkel! Har du fået hilst på Lucia?" spurgte hun ivrigt og tog ved Lucias hånd for at bringe dem endnu tættere. Hun kunne mærke stoltheden boble ovenud af brystet. Rachel derimod gik med stive skridt hen til sengen og smækkede bunken af tøj ned på sengekanten inden hun vendte sig mod Lucia.
"Nå, hvordan har Armando det?" spurgte hun syrligt.

Rachel fnøs og trådte nærmere. Paris så på med et smil som kun en udspekuleret superskurk kunne mønstre det. Hun havde været meget bevidst om at medbringe Rachel for at se hendes reaktion, det var måske mest det, hendes mission var gået ud på. Tøjet vidste hun Lucia næppe ville røre med en ildtang.
"Jeg håber du får noget godt ud af ham indtil han dumper dig for en eller anden skøge, sådan som han plejer at gøre," sagde Rachel spidst inden hun drejede rundt på hælen og forlod rummet med et mørkt blik på Paris over skulderen. Døren smækkede i bag hende så et maleri klappede mod væggen. Paris lo og slog hænderne sammen af glæde som om scenen der netop havde udspillet sig var til hendes største morskab. En tung hånd på hendes skulder bragte dog hendes glædesudbrud lidt ned og hun så op på Matthew, der hævede et advarende øjenbryn til hende inden han atter mønstrede et smil til Lucia og tog hende ved hånden for at føre hende hen til sengekanten.
"Jeg tror vores gæst har godt af ro," han sendte Paris et sigende blik, som den mildeste reprimande for hendes opførsel, "og hvile," tilføjede han og så tilbage ned på Lucia. "Og når De har sovet, mademoiselle, er du fri til at færdes i palæet, og De kan komme og gå som De ynder, hvis De har brug for det."

Han smilede venligt ned til hende og med en enkelt tung hånd på hendes hoved viste han forstod, inden han vendte sig mod Paris og vinkede hende hen til sig. Paris gjorde som hun fik besked på som en lydig hundehvalp overfor ham og han gav hende et kram.
"Pas godt på hende," sagde han.
"Selvfølgelig, onkel," svarede Paris med et sukkersødt smil. Uden tøven udvekslede de et ømt kys og Matthew strøg hende over kinden.
"Det kan være du skal se på nogle andre... påklædningsmuligheder," sagde han med henvisning til den tarvelige bunke tøj Rachel havde fundet frem. Paris fnes og gik hen til bunken som hun tog i favnen og smed i skraldespanden ved døren ud til badeværelset. Matthew sendte dem begge et smil inden han forlod rummet og lukkede døren væsentligt roligere bag ham end Rachel havde gjort. Paris bed sig i læben og grinede til Lucia som hun gik hende i møde og satte sig ved hendes side og tog hendes hænder.
"Er du klar til at sove?" spurgte hun og strøg blidt Lucia over håret.

"Det skal du slet ikke spekulere på lige nu," sagde Paris med en næsten moderlig overbærenhed der overvældede hende ved Lucias ord. "Du er i sikkerhed nu og du er her hos mig. Og så snart du er klar kan du tage ud i byen, eller du kan blive her og slappe af, det er op til dig," hun kærtegnede hendes kind og gled sin hånd bag hendes nakke. Hun lænede sig ind og placerede et blidt kys på hendes læber med en ømhed som hun aldrig måske havde forventet af sig selv at hun kunne udvise. Hun brød kysset og tog sig i at spekulere på hvad Lucia mon havde tænkt over at hun netop havde udvist sin hengivenhed for sin onkel, men hun var vel vokset op på et børnehjem så ordinære familiekonstellationer var næppe noget hun kendte til. Det var ihvertfald hvad hun tænkte.
"Kom, lad mig lige finde noget undertøj til dog, så kan du sove," sagde hun og rejste sig for at gå over til skabet hvor hun fandt noget der kunne minde om sort blonde-lingeri uden at være alt for latex eller lak-præget. Hun rakte det til Lucia så hun kunne skifte.