Carousel - reprise

Matthew standsede sit forehavende. Vladimir og han havde været igang med at diskutere noget så drønkedeligt som budgetforlig med Darklighteragenterne. De vendte sig begge og rejste sig da de så Paris tydeligt oprørt. Matthew bevægede sig rundt om skrivebordet mens Vladimir blot lagde en hånd på Paris' skælvende skulder som en svag trøst. Matthew knælede ved siden af Paris.
“Hvad siger du?” spurgte han med en alvorlig mine og så fra hende og op på Vladimir, der rynkede panden uden at vide præcis hvad der var foregået tidligere på aftenen mellem Matthew og Paris.

Hun var som et dyr der famlede i blinde rundt om sig på gulvtæppet, men Matthew fik endelig ordentligt fat i hende og holdt hende ind imod sig mens han vuggede hende i sin favn og lod hende græde mod hans skulder. Han tyssede på hende, strøg hende over håret og så opgivende på Vladimir.
“Vi skal nok finde hende,” forsikrede han stilfærdigt. Vladimir sank en klump for at styre sig selv fra vreden over at hans yndling var i oprør og nogen havde gjort hende ondt, men samtidig også over tanken om at hun var blevet skaber som han selv. Det rørte ham dybt indeni og han kæmpede for at bibeholde den glæde og huske den i fremtiden, en blændende, varm følelse af stolthed der vældede op indeni.
Langsomt rejste Matthew sig med Paris i armene, som et barn der er faldet i søvn og skal ind i seng. Hun græd fortsat, og han så sigende på Vladimir, som for at fortælle ham at han måtte fortsætte selv på kontoret inden han bar Paris ud af kontoret med kurs mod hendes gemakker.

Matthew lyttede til hende og nikkede for at vise at han forstod hende og kyssede hendes pande for at dysse hende mere ned. Han gled beroligende sine fingre igennem hendes røde manke og strøede generøst kys over hendes ansigt for at lulle hende tilbage ind i roen. Han kendte til hendes iltre temperament og hun måtte dæmpes ned inden hun tog nogle forhastede beslutninger.
“Selvfølgelig,” sagde han. “Men pas på. Vampyrjægerne har kronede dage i byen, og hvis det er dem, der står bag, så må du holde godt øje med hvor du er. Hav altid en udvej i dit synsfelt og flygt hvis det bliver farligt.”
Han tog hendes hænder i sine og smilede inderligt inden han kyssede hende dybt for at få hende til at tænke på noget andet. Selv kunne han mærke den samme vrede som Vladimir, vreden over at nogen havde gjort noget for at gøre hende ondt, endda noget så helligt som en skabers yndling.