Heart of Glass

Hun spildte ikke tiden og kastede sig med det samme i sofaen, der stod midt i det store indgangsparti til penthouselejligheden. Lokkende lod hun sin hånd vifte mod ham. I hendes sind var de begge lige heldige her.
"Amato," hviskede hun og fik på magisk vis befriet sig selv fra det meste af sit tøj og slog det hvidligt, afblegede hår ud. Hendes hænder undersøgte ham, mens de lå der sammen og det var lige før hun nåede himmelen - Hans telefon ringede. Hans. Telefon. Ringede.

I den anden ende af byen stod en bekymret søster med en baby på hoften og forsøgte at komme i kontakt med sin bror. Hun havde ringet til hans nødnummer, det nummer han altid tog, fordi han vidste det var hende.
"Tag din telefon," sang hun, mens hun på sin iPad kiggede på billedet af sin bror under overskriften MODEIKON POPPER SPØRGSMÅLET TIL UKENDT PARTNER. De var hurtige de paparazzier.

"Du er ikke en SKID ude og løbe?" sagde Ophelia med lettere forudrettethed i stemmen, "Du kan godt glemme det! Hvad er det jeg ser? Hvem er den hvide dame?" Hendes strøm af spørgsmål fortsatte omkring hvorfor han ikke havde fortalt hende noget, hvad der skete med Rachel (ikke at hun var imod at hendes bror forlod den mær).

Lucia støttede sig op på sine albuer og betragtede ham. Hun vidste ikke at Armando Bellamont havde en søster. Jalousien greb om hendes hjerte med det samme, selvom der selvfølgelig ingen grund var til det. Han var jo ikke hendes og hun var ikke hans. De var bare to voksne, der havde det sjovt.

Lucia kunne ikke helt lade være med at grine. Hun havde virkelig lavet rav i den. Og nu han nævnte det, så havde hun jo egentlig læst i et eller andet sladderblad, at han havde en kæreste. En han havde været on/off med længe. Det gjorde hende intet overhovedet, hun forventede jo ikke ligefrem den store diamantring fra ham. Hun lænede sig frem imod ham og hviskede nogle søde små ingenting på italiensk til ham. Det plejede at virke.

"HVEM ER HUN?" næsten råbte Ophelia ind i telefonen, hvilket blev fulgt af Christians stemme, der bad hende om at dæmpe sig og babyens skrig, "Du lægger bare ikke på!" Hun havde nu sænket stemmen helt ned til en dramatisk hvisken. "Hvornår må jeg møde hende?"

Hun forstod ikke så meget af hvad han sagde på fransk, men fattede pointen. Endnu et fnis undslap hende.
"Så jeg gætter på, at jeg ikke får dit nummer?" spurgte hun med hentydning til telefonen, der var blevet kylet gennem lejligheden, "Var det virkelig så skidt? Jeg har ellers aldrig fået klager," Hun havde selvtillid nok til at vide, at det ikke havde været skidt. Og det ville næste omgang heller ikke være.

Hun samlede sin kjole op fra gulvet og fik sig smøget ind i den igen. Bollehåret var der ikke så meget at gøre ved. Hun efterlod ham på sofaen. Hun var virkelig sulten og kiggede lidt tænksomt tilbage på ham. Hun havde så meget lyst til at drikke af ham, men vidste jo ikke om han kendte til vampyrer. Sulten blev så udtalt at hendes hugtænder langsomt skød frem fra hendes tandkød og hun slikkede på dem med tungen. Hvis han nu sov... Det gjorde han ikke endnu, men altså... Kunne hun så ikke snuppe lidt fra ham?

"Armando," sagde hun med lidt mere seriøsitet i stemmen og satte sig ned ved hans side efter at have kigget på klokken, dagslyset var ved at komme tilbage. Hun ville ikke komme til at jage i dag. Hun lod en hånd glide om bag hans nakke og igennem hans hår. #LocksOfMando. Hun smilte lidt ved tanken.
"Undskyld, hvis jeg har lavet rod i den for dig, jeg er lidt af en adrenalinjunkie," fortsatte hun og aede nu hans kind, med håbet om, at han ville falde i søvn. Bare en lille slurk blod var vel bedre end ingenting. "Men når det er sagt, så må du da gerne få min postadresse," Hun nikkede mod døren. "Bor kun en kort elevatortur ned til en suite 18B,"