Me and I

Bunkeren havde været svær at finde men Callahan havde færdedes en del i undergrunden i forskellige storbyer til at kende til de tunneller som undergrundsvampyrerne benyttede sig af, både indenfor metrosystemet og i de gamle bunkere fra krigstiden. Han havde for kort tid siden optimeret sin dosis af vampyrblod så hans menneskelugt var skjult når han færdedes blandt vampyrer. Han var så incognito at han kunne komme ind på Unity. Han havde været der en enkelt gang indtil videre men mest for at snuse til stemningen og tjekke hvordan sikkerheden var.
Han havde opsøgt et område af blikplader i slummen men der var kun et enkelt rum tilbage og der sad en blond, to meter høj kvinde og så meget sur ud. Han havde efterspurgt inkvisitørernes leder og hun havde sagt, at selv ikke hun vidste hvem der var leder længere. Men hun kunne sætte ham i kontakt med den tidligere leder, men han skulle ikke have for høje forventninger. Manden var skingrende skør. Hun gav ham koordinaterne til en nedgang til bunkeren samt navnet på en YouTube kanal, som han fandt mildest talt grinagtig. Men han havde ikke meget andet at gå efter og havde nu fundet frem til bunkeren der var mildest talt mere affolket end månen. Han holdt sig i skyggerne mens han gled lydløst ind i komplekset. Lyden af et keyboard der blev skrevet på nåede ham fra et lille rum og han standsede uden at afsløre sig i døråbningen.
“Monsieur Jerreau?” Spurgte han, hans stemme varsom og hans krop spændt som en flitsbue.

Callahan skubbede tasken om på ryggen og hævede hænderne inden han drejede om hjørnet og stod i døråbningen, stadig dækket af skyggen fra loftet. Han trådte et par skridt langsomt tættere på og lyset faldt ind over hans unge, blege ansigt og hans strålende øjne. Han bar en lang sort jakke, lette sko, sort tøj og om halsen hang en kæde med små vedhæng: hugtænder han havde trukket ud af de vampyrer han havde dræbt. Han smilede afmålt, hænderne stadig oppe.
“Så du er den berømte monsieru Jerreau?” Spurgte han. “Din lakaj på overfladen gav mig din “adresse”,” han lavede gåseøjne i luften mens han så sig lidt om i det lille kontor. Pizzabakker og gammelt tøj. Manden selv så syg og udmagret ud. Selv tjente vampyrblodet ham godt. “Fed base du har, hvor mange har du tilknyttet din operation?” Han så skarpt på ham. Han vidste han ikke skulle have høje forventninger, men det her var da et shitshow af kaliber.

Callahan bukkede teatralsk for ham, elegant som en balletdanser. Det var tydeligt at se at hans fysik både var velholdt men også påvirket af vampyrblodet. Det gjorde ham stærkere og mere graciøs i sine bevægelser af en eller anden grund. Han ville have studeret det nærmere inden han tog det intravenøst men det var sidste dag inden det ville virke så han måtte tage det så der ikke var noget tilbage at sende til hans ven på biokemisk lab ved hospitalet. Han måtte snart finde en ny mængde.
“Callahan Amarantine, at your service,” præsenterede han sig som. “Jeg har været i branchen i fem års tid. Jeg hørte du var den man skulle gå til for at få de friskeste leads på vampyrer, korrekt?” Spurgte han inden han hurtigt kastede et blik ned på sin mobil for st være sikker på at det VAR stedet og manden han ledte efter. “Men, eh, du er alene?” Han trådte langsomt nærmere.

“Jah deeeet,” Callahan undgik at gå for meget i detaljer om hvad han så. Det var ynkeligt, men han kunne ikke bakke ud nu. Manden var hans eneste chance. Han trak en ramponeret kontorstol fra den kolde krig ud og satte sig overskrevs på den med armene over ryglænet foran sig. Han så undersøgende på manden. “Hvorfor er din valkyrie ikke hernede sammen med dig? Inkvisitørerne på overfladen er stort set udryddet eller forsvundet fordi de er lederløse. Hernede kan du lave en hel operation,” han gestikulerede rundt til det lidet inspirerende rum. “Hvad har drevet dig hernede og drevet dig til,” han nikkede til computeren på bordet bag ham, “YouTube? Selv for en vampyrjæger er det... lidt lavt,” han sendte ham et tvivlende blik.

Callahan gled en tunge over sine tænder med en sugende, fugtig lyd mens han lyttede til manden. Han trommede med fingrene mod stolens ryglæn. “Hør,” han rejste sig fra kontorstolen og kørte den ud til siden. “Jeg kan se du ikke er i den bedste forfatning,” han holdt hænderne ud først som for at vise åbenhed men han endte med at samle dem foran sig igen. “Jeg skal ikke gøre mig klog på det men ud fra din kropsholdning, de sorte rande under øjnene, dine hænders dirren,” han pegede til Augustins hånd på vandkøleren, “kan jeg se du ikke har de bedste udsigter, am I right? Anyway,” han smilede, “jeg bruger selv blod fra de vampyrer jeg dræber for at holde mig ved lige, og jeg tænkte du måske kunne have gavn af noget også, få den gamle gnist tilbage, du ved,” han smilede skævt. “Jeg kan hjælpe,” han samlede hænderne som i en bøn foran sig men pegede fingerspidserne imod ham, “hvis du hjælper mig med min mission. Deal?”