Post by Lucia Tesoro on Sept 13, 2020 16:13:42 GMT 1
Lucia stønnede let. Selvom det selvfølgelig gjorde ondt at blive bidt og drukket af, var der også noget nydelse over det. Noget ulovligt og forbudt. For første gang i sit liv tænkte hun ikke på Dante eller på sig selv, hun tænkte på Paris og hvordan hun om muligt kunne komme endnu tættere på hende.
Så kom smerten. Den var overvældende og altoverskyggende. Den tog hende med på en rutschebanetur af følelser, mest i de negative. Hun havde aldrig oplevet noget lignende før, for Dante havde altid beskyttet hende mod diverse farer. Men det var sundt for hende. Det var godt, at hun fik lov at føle sig selv. På en eller anden måde var der noget befriende i det. Som om hun endelig havde sin egen ting. Sin egen personlighed.
Efter et stykke tid vågnede hun og kiggede sig omkring. Havde hun skreget? Hun vidste det ikke. Omgivelserne virkede som om det ikke var noget, de ikke havde set før.
"Jeg er så... sulten," mumlede hun til Paris, som lå over hende.
Så kom smerten. Den var overvældende og altoverskyggende. Den tog hende med på en rutschebanetur af følelser, mest i de negative. Hun havde aldrig oplevet noget lignende før, for Dante havde altid beskyttet hende mod diverse farer. Men det var sundt for hende. Det var godt, at hun fik lov at føle sig selv. På en eller anden måde var der noget befriende i det. Som om hun endelig havde sin egen ting. Sin egen personlighed.
Efter et stykke tid vågnede hun og kiggede sig omkring. Havde hun skreget? Hun vidste det ikke. Omgivelserne virkede som om det ikke var noget, de ikke havde set før.
"Jeg er så... sulten," mumlede hun til Paris, som lå over hende.
