Just Dance

Judas kunne ikke rigtig sige noget selv hvis han ville. Knoglerne knasede i hans hals og nakke og stak ind i stemmebåndet. Kroppen regenererede utrolig hurtigt men det var ligegyldigt. Han var som naglet til stedet af smerte og overraskelse. Hvad foregik der?! Var han ikke lige blevet... eller... han var vel ikke blevet lovet noget som sådan. Bare fået at vide at han kunne blive vist hvad det indebar at være pavens søn. Var det her dét? Var det slutningen? Hans andet endeligt i en lejlighed i Paris, død for pavens hånd?
Hans blik var sløret af smerten og han hostede blod op mens hans krop kæmpede for at gendanne sig. Det gik langsommere des mere blod der flød ud af ham dog, og han mærkede hvordan det var sværere at holde fast i virkeligheden. Han mærkede hvordan gulvet gungrede under ham ved Quintins ellers blide skridt. Han ville svare ham da han hørte hans sidste ord, men kun bobler kom op gennem blodet der havde samlet sig som en sø i hans mund og spluttede ovenud over hans fyldige læber. Han nåede at se klingen, det glimtende stål, som et lyn fra natten, glide igennem luften. Han lukkede øjnene og håbede at en dag ville hans families efterkommere finde Quintin og gøre en ende på ham, inden kød og knogler blev adskilt og lyset i hans øjne slukkedes bag hans øjenlåg.
//out