Just Dance

Quentin sad lænet tilbage med den ene bourdeau beklædte fod draperet over sit knæ. Hans pegefinger pillede ligegyldigt ved hans ene hjørnetand imens hans fingre trommede utålmodigt på Chesterfieldstolens spændstige armlæn. Hans blå blik fulgte Judas som han låste døren efter sig. Der var ikke et smil at tyde på Quentins læber. Det var blot timer siden af han havde åbnet maleriet som var blevet sendt til hans private gemakker, hvorpå han havde slæbt der med til lejligheden af frygt for at andre skulle se det. Portrættet var uhyrligt, og han vidste at han for en gangs skyld var magtesløs. Hans eget kød og blod var for al fremtid fortabt i hænderne på fyrsten. Ligeledes var hans fremtidige barnebarn. Portrættet tiggede om et svar og han havde i sinde at give dem et, en håndskreven note på vatikanets papir som gratulerede udvidelsen. Han tyggede nu på sin pegefinger, punkterede den med sin hjørnetand så et klik lød, inden han åbnede munden igen kun for at hans tommel skulle hele næsten med det samme. Det var det gamle blod som havde hærdet hans krop, at hele var intet problem længere. ''Judas'', svarede han kortfattet idet manden bukkede foran ham. ''Tag dit tøj af'', instruerede han med en drillende stemme.

Quentin åd ham med blikket. Hans hænder, hans ben, de spændstige muskler på overarmene. Det tog hans fokus bort fra portrættet at betragte den beskidte knægt afklæde sig, lade den perlehvide marmorhud komme til syne. ''Adonis i al sin pragt'', mumlede han under sit påtvungne åndedræt imens fingrene sagte sluttede deres trommeleg. Det var som at hans bekymringer forsvandt som mere af huden kom til syne. Han overvejede sågar at rejse sig og trykke sine milde kys mod hans krop, som de blideste kærtegn. Men illusionen sprak idet den unge herre vovede at påpege maleriet. Med et glimt i øjet, skævede Quentin mod portrættet og så tilbage til den afklædte mand. ''Du må gerne se, hvis du har lyst'', svarede han imens han blev siddende i lænestolen. Hans fingre begyndte atter at tromme på armlænet idet han observerede ham i sin gerning. 

Den knitrende lyd fra papiret som blev fjernet skar som et tordenskrald for Quentin som ellers forholdt sig roligt i lænestolen. Han så chokket i Judas' kropssprog ved det ubehagelige syn, og kunne ikke andet end at trøste sig selv lidt i at det ikke blot var han som fandt synet ubehagligt. ''Hvad synes du så?'', spurgte han istedet for at svare på Judas' åbenlyse spørgsmål. Enhver idiot kunne se, at netop denne kvinde var hans kød og blod. Hun havde taget efter ham og ikke sin kære moder. Læderet klagede ubarmhjertigt idet han rejste sig fra sin lænestol og betragtede Judas afmålt. ''Jeg selv finder det smagsløst, men det er vel ingenting man skriver til vampyrfyrsten, ikke sandt?''. 

En tung latter forlod hans strube idet Judas foreslog afpresningen. ''Det er ikke dumt at du tror det'', svarede han som han nu gik hen for at stå foran Judas. Han lagde sin hånd på hans skulder, tungt, imens han lod sine fingerspidser blidt kærtegne den varme hud. Han havde ikke forventet sig, at den unge præcis havde drukket. ''Men det vil være et meget gammeldags... Om end ikke en klassisk måde at vise en afpresning på. Ikke sandt?''. Quentin musede over tanken. At sende et portræt, et dyrt et af slagsen som afpresning havde været typisk Matthew. ''Men man kan ikke afpresse nogen som er ligeglad, Judas. Det er ikke min datter i portrættet. Ikke længere ihvertfald'', forklarede han idet hans blik flyttede sig fra Judas' til maleriet. Det var skyggen af hans datter, men. kun knapt. Den jordiske skal. ''Aurelia har altid været dum af sig, styret af følelserne. Det er hendes egen skyld at hun kom i den kattepine. Jeg kan altid få mig en ny datter hvis jeg ønsker. Måske en søn istedet'', hans øjne lagde sig nu på Judas som han betragtede ham indgående, måske han ville gøre en udemærket søn?

Et genuint smil slangede sig for første gang over Quentins læber ved drengens tydlige opstemmelse ved ordene. Han gled sin hånd fra hans skulder til hans hals og som et varmt og kærligt kærtegn op til hans ansigt hvor han klappede ham på kinden. ''Selvfølgelig skal du stoppe på Møllen.'', svarede han idet han lod hånden falde og vendte sig bort fra Judas. Han foldede sine hænder bag sig og gik mod vinduet hvor han betragtede det levende liv på gaderne. ''Bliv siddende Judas'', instruerede han selvom han vidste han egentlig ikke behøvede at sige noget. Han var blevet afhængig af ham, den lille orm. ''Som min søn bliver det forventet at du studerer. At du opfører dig tilfredsstillende... Til gengæld får du magt... Skønhed og alt du ønsker dig ved et vink af din lillefinger. Du vil være med i vampyrernes inderkredse. Er det det du ønsker, Judas?''.

Quentin vendte sig nu mod den stakkels unge dreng og lod et skævt smil introducere på hans læber. Han gik over til ham, og lod blidt sine lange fingre glide gennem hans blonde hår. I hans mennesketid havde man dræbt for sådan noget hår, brugt det i heksebrygge og syet det ind i sin pude for held og lykke. Idag kunne man snildt indse at det blot tilhørte en gemen luder. Det kildede blødt mod hans hænder inden han langsomt gled sine fingre under mandens hals, hvor han gav sig til at løfte ham som var han blot en fjer. Han løftede ham op og stå, og trådte da nær ham som skulle han hjælpe ham med at aflaste sin kropsvægt. ''Så skal jeg vise dig, hvad det indebære at være min'', ordene kom langsomt, hviskendte, blidt og kærligt som Quintin nu flyttede sin hånd bag mandens nakke og tvang ham imod sig som han placerede det første varme, kærlighedsfulde kys på den unge mands læber. 

Quintin overvejede kort hvad livet fremover skulle indeholde ved at adoptere Judas. Han vil uden tvivl være hengiven og kærlighedsfuld. Men han vil være magtliderlig, det var alt for let for Quintin at se. Der ville ikke gå mange år, før end knægten villle omringe sig med dårligt selskab og stoffer. Sådan var det, med ludere. Selvom kysset var kærligt, langtrukkent og givetvis hengivent, var det med en pludselig foragt at Quintin smed knægten ned i det hårde trægulv som straks klagede under den pludselige vægt. Han stillede sig med foden mod knægtens brystkasse og trykkede langsomt ned imens han stirrede på ham. Hans hænder foldede sig endnu engang bag hans ryg imens han hørte knasende fra hans ribben. ''Det vil hele Judas, jeg skal nok passe på dig'', svarede han med sin søde kærlighedsfulde stemme. ''Det er ligesom dåben'', hviskede han ømt som han nu flyttede foden mod den unge mands hals.