Heaven Can Wait

Isobel og Aurelia sad i en stue der stødte op til entrésalen. Der var bløde lænestole og en knitrende pejs og vinduer med udsigt over pladsen foran palæet. Isobel havde påtaget sig en aften af velværebehandling efter ordre fra Vladimir. De kunne begge to godt se at Aurelia var mere lost for tiden end før. Hun var bleg, næsten grå, øjnene havde en tendens til at blive mørke selv i det hvide så de næsten blev sorte som Paris og Shades øjne. Og så var hun gravid. Det var gået hurtigt, selv for Isobels standarder, og hun var klar til at føde hvad øjeblik det end skulle være. Hun var dog stadig ikke undtaget sine pligter hos vampyrfyrsten, men Isobel havde sørget for at få hende ud af hans gemakker for en gangs skyld for at passe på barnet, som hun vidste ikke ville være barn meget længere.
Nu sad de stille for sig selv mens hun gav Aurelia en mild massage i nakken. Ingen ord blev udvekslet mellem den syge gravide vampyr og den statelige vampyrkvinde.

Isobel frøs i sine bevægelser. Hun havde slet ingen anelse om hvad hun skulle sige eller stille op. Skulle hun råbe, kalde på Shade eller Nathaniel? Skulle hun få fat på Matthew?? Hun stirrede på ham som var han et spøgelse, men hun var ved sine fulde fem meget modsat Aurelia, der spærrede op i et grotesk grin. Fugten i hendes mund var sort som hendes blod, som havde hun glemt at skylle munden efter at have serviceret sin herre nu hvor hun ikke kunne tilfredsstille hans lyster med sit køn. Eller hvad end undskyldningen var.
"Augustiiiiin..." hendes stemme lød hul og mekanisk. Isobel slap hende og gik med faste skridt imod ham.
"Hvad gør du her?!" hvæsede hun, både bitter over at han stadig altid fandt vej ind i hendes liv, og vred over at han og Aurelia tilsyneladende kendte hinanden. Hun kendte historien om tilfangetagelsen af Rose, hvilket også var noget hun var rasende på ham over, og hun tvivlede på den korte stund han og Aurelia havde delt i den oplevelse, havde gjort at de kendte hinanden nok til at de var på fornavn med hinanden. "Og hvad i himlens navn er dét dér?!" hun pegede demonstrativt på flammekasteren.

Alt i hende sitrede, både af vrede og af angst for at han blev fundet. Hun var efterhånden kommet ovenpå igen og hun havde ansvar og forpligtelser at forholde sig til der havde gjort at Augustin var gledet i baggrunden. At se ham nu, lidt friskere end deres sidste møde, gjorde hende varm om hjertet, men det var kortvarigt. Hendes hjerte var helet og hun var ikke længere fordybet nok i de følelser. Hun havde svoret, med Vladimir, at holde mennesker på afstand de næste hundrede år, og hun ville gøre det. Med Augustin var det en smule anderledes. Hun ville tolerere ham, hjælpe ham ud, vise ham vej så han ikke døde, men hun kunne ikke lade sig falde hen igen til sine usunde følelser, sådan som Matthew havde kaldt dem. Hun måtte være resolut. Hun nikkede istedet stift og uden at ville røre ham, af frygt for den forbindelse der kunne blive vakt, og vinkede ham istedet med sig ind i rummet, langsomt hen til Aurelia der sad mere afkræftet end før i sofaen og så fjernt frem foran sig.
"Han holder hende på et absolut minimum af blodtilførsel," forklarede hun næsten med hviskende stemme da de standsede ved Aurelia. Hun satte sig ved siden af den gravide vampyr, der knap nok ænsede sine omgivelser. Maven kunne man se udspile sig nogen gange når barnet, eller hvad det var, pressede mod maveskindet under den formløse kjole der var, om muligt, plettet endnu mere sort. Selv sorte blodårer var begyndt at træde frem og kunne ses gennem stoffet. Isobel havde aldrig set noget lignende. Hun strøg beroligende Aurelia over håret. "Babyen kræver ligeså meget næring som hende, men hun får kun lige nok til at holde sig selv i live. Først når fødslen indtræffer får hun nok næring igen så hun kan modstå det og overleve uden at gå til grunde. Jeg ved vampyrer kan sætte fart på graviditeten, det har jeg selv gjort, men," hun rystede på hovedet, "det her er tre ugers tid og hun er klar til at sprænges som en rosenknop i foråret." Hun så op på Augustin. "Hvordan kender I hinanden?" spurgte hun skarpt. "Og hvordan er du endt her i palæet?" hun så hurtigt mod døråbningen til stuen for at holde øje med om der var nogen der kom ind pludselig.

Isobel lyttede tavst. Hun var på sin vis taknemmelig for at han havde taget sig lidt af hendes svigerinde, men hun vidste det var en opskrift på drama der ville blive opdaget alt for snart, hvis det ikke allerede var opdaget af Matthew, og han bare legede med dem som gemene mus.
“Hendes bånd binder hende fysisk til palæet,” forklarede hun og strøg en finger over det ene af jernbåndene der lå om Aurelias spinkle håndled, som groteske armbånd. “De er på en eller anden måde bundet til palæets skygger, som min bror har magt over. De er sjælene af døde vampyrer som bliver bundet til palæet. Efter hendes ægteskab med ham har han bundet hendes sjæl og krop til palæet på samme måde, selvom hun ikke engang er død.” Hun sukkede og strøg en lok af Aurelias matte, mørke hår bort fra hendes koldsvedsprægede pande. Aurelia lod til at bemærke deres opmærksomhed på hende. Indeni skreg hun op mens skyggernes summende stemmer drev hende langsomt til vanvid. Rigtige stemmer omkring hende var mudrede, som hørte hun dem under vand, mens skyggerne var begyndt at snakke tydligere til hende. Hun løftede en svag hånd og rakte skælvende ud mod Augustin. Hans ansigt, ligesom resten af hendes omgivelser, var også som at se gennem materet glas.
“August... du må... ikke... være her...” hviskede hun. Hendes læber var forvredne i et smil. Isobel sænkede blikket.
“Hun føder imorgen,” sagde hun stille, “og jeg tør ikke tænke på hvad Matthew planlægger med hvad der kommer ud.” Hun så alvorligt på Augustin. “Hans overgeb er frygtelige, det er ingen hemmelighed, men det her, Augustin... han vil bruge hende som fødemaskine til en hær af små dæmoner der kan følge hans ordrer blindt, og tilfredstille ham uden spørgsmål.” En tårer gled ned ad hendes kind. “Vores datter var den sidste forsøgskanin han havde brug for inden han iværksatte sin plan.” Om hun mente hendes og Matthews datter, eller hendes og Augustins var ikke til at sige.

“Men... han...” hendes stenme døde hen. I hendes hoved snakkede hun hurtigt og vigtigt om hvordsn Matthew vidste alt der foregik i palæet, men udsdtil mimrede hendes læber ordløst for sig selv. Isobel strøg hende beroligende over håret uden st vide hvad der foregik i hende og rejste sig langsomt.
“Jeg har ingen anrlse,” svarede hun. “Han har klargjort en msskine i sit laboratorium hvor han kan opbevare fostre og høste deres organer. Han har en eller anden ide om at transplantere en livmoder ind i sin søn så han kan blive grsvid også,” hun tog sig til panden ved det mentale billede det fremkaldte. “Jeg har ingen ide om hvordsn han vil gøre det, men manden har brugt længere tid med mennesker end mennesker har med dem selv, så han ved stort set alt der er muligt. Og med vores kræfter og blod,” hun strøg sig frsværende over armene og slog dem om sig som et kram til sig selv, “kan han gøre de sygeste ting. Augustin,” hun så på ham, “der findes en rengøringsservice for vampyrer der samler alle de mennekser der bliver dræbt. De har en forbrændingsfabrik udenfor Paris, en form for kæmpe krematorium, men der bliver også lavet eksperimenter derude under hans oversyn.” Hun gøs og så bort. “Han er igsng med noget stort. Det hele ender forfærdeligt,” hviskede hun for sig selv, men højt nok til at han nok ville kunne høre det.

Isobel smilede bedrøvet og rystede på hovedet så krøllerne dansede om hendes skuldre. "Jeg tror det ikke, men jeg har en fornemmelse af at han ville overleve selv ild," hun sank en klump og lod sig atter glide ned ved siden af Aurelia og tog hendes hænder i sine og strøg dem blidt over håndryggen. Hun fulgte ham med et trist blik og et svagt smil over hans frustration.
"Jeg tror hellere du må gå, Augustin," sagde hun stilfærdigt. "Des længere du er her, des mere kan han fornemme din tilstedeværelse," hun sukkede. Hun ønskede at hun kunne give sig hen til ham igen, bare tage ham ind i sin favn og give efter, men hendes hjerte var formørket. Det var for sent at gøre en forskel nu. Hun rejste sig fra Aurelia og gik hen til døråbningen ud til entrésalen og lyttede. Der var fodtrin i det fjerne men det var svært at bedømme om de var på vej imod dem eller bort i nogle af de øvre etager. Lyset i lysekronerne flakkede kortvarigt og hun mærkede næsten sit døde hjerte springe til live igen. Ved toppen af trappen stod Shade, klædt i det simple men velkendte Darklighteragent suit med dertilhørende solbriller og øresnegl. Han lod ikke til at have set noget usædvanligt da han stod og tjekkede sin telefon, men Isobel vidste det ville besværliggøre at få Augustin tilbage ned under jorden nu.
"Shit," bandede hun stille og så tilbage på ham med frygten malet i ansigtet. "Du skal gå, nu!" hendes stemme var ængstelig og bange.