A perfect circle

Det var med tunge tanker at Quintin sad foroverbøjet med hovedet hvilende i hænderne. Lejligheden som både blev brugt til utugt mod gud, var også hans sted at få samvær med sin datter, som i dette liv havde fravalgt at blive nonne så hun kunne forblive ved hans nære side. Men det skulle alligevel ikke forvrænge det nære bånd både fader og datter delte. ''Åh Aurelia'', gispede han da han mærkede hendes bløde hånd om sin. Han vidste, at han fik forblive tapper. Det var derfor at han rettede sig op, rejste sig og så på hende. som hun sad på sengekanten. Hun var både yndig og intellektuel, hvilket spild af liv. Han sænkede sit blik og vendte kort ansigtet bort fra hende. Det var ikke let at skulle forklare sig. Efter et par sekunder, havde han samlet sig og vendte sig mod hende igen. ''Jeg har bestemt mig for at du skal giftes'', han lod sine ord være hårde, måske lidt for hårde iforhold til hvad han havde forventet sig. Men han yndede ikke at hun skulle have mulighed for at fortale sig. ''Brylluppet står til at være næste uge, fredag. I Sacre Coeur''.

At se sin datter græde, skar Quintin dybt i hjertet. Han sænkede sit blik for han kunne ikke holde det ud. Hvem var han, at bestemme hun skulle giftes med en så frygtelig ægtefælde? Han havde mest af alt lyst til at tage hende med tilbage til Vatikanet, gemme hende væk blandt bøger og artefakter. Men det vil ikke være til nogen nytte, for Matthew vil altid få hvad han ønskede. Han tog endnu engang mod til sig og så hende i øjnene, med et blik som han forsøgte at forholde stærkt men alligevel havde svært ved ikke at se trist ud. ''Matthew Darklighter'', svarede han kort, selvom navnet stak i munden på ham. Han knyttede hænderne bag ryggen, for i dette øjeblik måtte hun sørge selv og han måtte forblive stærk for hende. For fremtiden var uvis nu, og det vidste de begge. Så snart hun var under hans magt, var Quintins beskyttelse nytteløs.

Quintin tog et skridt tilbage idet hun kravlede mod ham. Han kæmpede selv for at holde tårerne inde, hvor meget mere skulle han ofrer for sin karriere og glæde? Han lyttede til hendes ord og nikkede, for han var enig i alle hendes postulater. Han mærkede hende klynge til sit tøj og skar en grimasse af smerte. ''Aurelia... Darlingt, min elskede'', hviskede han mildt som kun en faders kærlighed kunne vise disse følelser. Han bukkede sig ned, og langsomt satte sig som han greb hende ind i sin favn og holdt hende tæt. ''Du forstår vel at dette er uden for min gøren og laden, ikke?'', forsøgte han beroligende imens han rokkede hende frem og tilbage som han havde gjort tusind gange forinden. Den forseelse af ærlighed lod han slippe, da han endnu engang huskede på sin rolle som evindelig fader. ''Jeg behøver at du er stærk, gør hvad han siger. Alt han siger, stil ingen spørgsmål og sæt ikke dig selv i nogen fare, forstår du?'', spurgte han, hans ord var endnu engang hårde selvom det var tydeligt for enhver udefra stående at dette var smerteligt, selv for Quintin.

Quintin lod hende ikke skubbe sig selv bort, men holdt istedet en arm alt omkring hende for at lulle hende til ro. Han kyssede hendes pande og strøg hende over ryggen. ''Det kan du vel ikke mene, Aurelia'', sagde han dæmpet men alvorligt. Det sidste han ønskede var at hans lille prinsesse skulle forlade jorden. Det havde været ment som en straf, men ikke som en dødsdom. Han kyssede hendes hovede igen og holdt hende mod sig. ''Matthew kommer til at give dig et vidunderligt liv, darling. Fyldt med oplevelser. Tænk hvilket bibliotek du vil eje'', fortalte Quintin selvom at det skar ham i hjertet. Det skar ham så hårdt at en sjælden tåre begyndte at pible fra hans blå øjne og han så op i loftet. ''Kære Gud, så hjælp mig'', hviskede han, selvom han nok var den som var mest imod Gud i hele byen. Men dette vidste Aurelia ikke, han havde opdraget hende i troen og kærligheden til en større magt som altid vil kunne hjælpe hende. 

Quintin strøg hende galant over ryggen, det stak ham i hjertet at skulle gifte hende bort til Matthew af alle. Men måske det ikke var så dårligt igen? Livet vil være vidunderligt, magten var til at smage på. Han klappede hende let på hovedet. “Hvad fyrsten ønsker, skal fyrsten få. Det ved du”, svarede han en anelse sorgbetonet. Han kunne ikke hjælpe hende, ikke længere. Hun var ude af hans gøren. Fra nu af, var Quintin rolle blot den af en postmand og hun var pakken. “Har du meget hjemme hos dig selv som du vil have med?”, spurgte han da. Hans arme var stadig draperet om hende.

Quintin himlede med øjnene som han selv fik rejst sig. De måtte arbejde på hendes gentagelser igen, hun havde været sådan siden hun var en lille pige, og det var drønirriterende. Måske Darklighterne kunne banke noget fornuft ind i hende. Han gjorde sig i stand som han endnu engang nikkede ved hendes ord. ''Jeg bringer dem til dig. Kom, jeg har booket et værelse til dig på Marignan. Du vil ikke mangle noget'', han holdt en hånd ud efter hende. Hun kunne sidde og sørge på hotelværelset, ikke her i denne... Beskidte lejlighed. ''Hvad fyrsten ønsker, skal fyrsten få, det ved du'', gentog han nu sig selv som han hurtigt så sig selv i spejlet. Et hvert spor af hans oprørthed syntes at have forsvundet. Han så endnu engang statlig ud, præcis som han skulle.