Post by Darklighter (admin) on Sept 5, 2020 12:17:21 GMT 1
Efteråret havde sat ind over Paris, og de fleste turister var forduftet fra byen. Matthew havde nydt at være mere udenfor palæet den senere tid, men denne aften havde han alligevel taget fri for at være hjemme. Alle de hændelser der var sket hen over sommeren havde fyldt ham med en vished om at der fra nu af og til Mørkets Råd næsten hver dag eller ihvertfald hver uge, ville være noget nyt han skulle tage stilling til. Sådan var livet som vampyrfyrste vel.
"At tage fri" var måske ikke så meget en ting i hans verden, som det var en fornemmelse af anstrengelse. Lige nu sad han på kontoret og gennemgik tidsplanen med Angela for hendes hold som hun skulle starte snart. Hun sad på hans skød mens de kiggede lektionerne igennem. Hans stolthed over hvad hun havde gjort for familien da hende og Paris havde reddet Rose og den anden vampyrpige havde forplantet sig i ham som den sjældne kærlighed han kunne føle til folk. Før i tiden havde hun været en dukke for ham, men efter hun var vendt tilbage til palæet havde han fundet den samme jævnbyrdige følelse som han havde til Isobel og Gabriel, men nu også Angela. Hun havde været i hans liv længe nok og han havde skænket hende udødeligheden i denne barneform. Hun skulle ikke snydes for at blive taget alvorligt, ikke længere ihvertfald. Måske kunne det bedst sammenlignes med nyforelskelse, ihvertfald for hans vedkommende. Det var svært ikke at smile over hendes ord og handlinger og han tog enhver lejlighed han kunne til at kysse og kærtegne hende for at vise hvor glad han var for at hun var hjemme igen hos ham.
"At tage fri" var måske ikke så meget en ting i hans verden, som det var en fornemmelse af anstrengelse. Lige nu sad han på kontoret og gennemgik tidsplanen med Angela for hendes hold som hun skulle starte snart. Hun sad på hans skød mens de kiggede lektionerne igennem. Hans stolthed over hvad hun havde gjort for familien da hende og Paris havde reddet Rose og den anden vampyrpige havde forplantet sig i ham som den sjældne kærlighed han kunne føle til folk. Før i tiden havde hun været en dukke for ham, men efter hun var vendt tilbage til palæet havde han fundet den samme jævnbyrdige følelse som han havde til Isobel og Gabriel, men nu også Angela. Hun havde været i hans liv længe nok og han havde skænket hende udødeligheden i denne barneform. Hun skulle ikke snydes for at blive taget alvorligt, ikke længere ihvertfald. Måske kunne det bedst sammenlignes med nyforelskelse, ihvertfald for hans vedkommende. Det var svært ikke at smile over hendes ord og handlinger og han tog enhver lejlighed han kunne til at kysse og kærtegne hende for at vise hvor glad han var for at hun var hjemme igen hos ham.
