1771 - When I was Born

Matthew lod håndklæde være håndklæde og så fornøjet til mens hun løsrev sig og hendes nøgne barnekrop satte i løb mod det store skab inde i soveværelset. Han tog olielamperne med sig ind i soveværelset og satte dem på strategisk velplacerede steder så rummet blev bedst oplyst inden han gik over til skabet og tyssede blidt på hende inden han fandt den fine natkjole og strømper frem og fik hende klædt på til natten.
"Selvfølgelig hjælper jeg dig, skat," sagde han varmt og løftede hende op så hun kunne komme over i den store seng. Han lagde hende ind i de varme tæpper og edderdunsdyners dyb og lyset trængte knap nok ind forbi de tunge gardiner. "Du er næsten en af familien nu, og vi skal nok allesammen hjælpe hinanden," han trak selv tøjet af sig og gled ind i sengen ved siden af hende. Næsten en af familien ville indbefatte hendes indvielse med ham, og med hans kraft over hende nu kunne hun ikke modsætte sig. Hun var ikke længere en brik i spillet og han kunne gøre som han lystede med hende. Han strøg hendes hår bort fra hendes ansigt og lod hende beholde kaninen hvis det var så vigtigt for hende at have den med sig. "Er du klar til at sove?" spurgte han. Det var mest en test af hende, for at se hvor langt han kunne gå, selvom han vidste forvandlingen havde taget sin tørn på hende. Men det var så svært at skulle vente. Hvert et fiber i hans krop længtes efter befrielse men hun skulle være vågen, hun skulle mærke det hele, hvor smertefuldt det end ville være. Han var ligeglad, det var ham det handlede om i sidste ende jo.