Video Video VIDEO

Aurelia bevægede sig langsomt ind i entréen men stoppede ved lyden af stemmen hun ikke havde turdet håbe på at høre. Hun sank en klump og mønstrede lidt mere energi mens hun gik længere ind i rummet og hen til en dør der ledte ind til et lille lokale med en gammel computer. Et eller andet sted i hende var hun næsten glad for at se ham igen. Der var noget ved ham som hun kunne forlige sig med. Hans kamp for retfærdighed, måske, mest en dels. Det at han dræbte vampyrer var hun ikke så glad for men det var hvad det var.
"Det er mig, Aurelia," svarede hun med spag stemme og holdt en hånd frem for sig for at vise at hun var ubevæbnet. "Jeg gør intet ondt," hun smilede ikke men beholdt et neutralt ansigtsudtryk. "Hvad laver du hernede?" spurgte hun og så fra pistolen til manden. Han var hærget og syg men ikke helt død endnu.

Hun var heller ikke i den bedste tilstand selv. Som vampyr måtte hun have sundt blod men hun var overbevist om at det hun fik var sygt eller på en eller anden måde spiked med stoffer. Hun havde dog stadig sin egen vilje og hun var standset i døråbningen.
“Jeg... jeg kommer fra palæet,” sagde hun med en lidt fjern stemme og en panderynke formede sig på hendes pande. Hun støttede sig lidt mod døråbningen mens hun mærkede sine ben skælve efter den lange gåtur. Hendes krop led under de daglige overgreb, og på en eller anden måde fandt hun ro i at være hernede med ham, en fjende men samtidig også en allieret. “Jeg troede du vidste hvor det lå?” Hun havde hørt Paris prale af hendes behandling af ham adskillige gange. Hun lænede sig mod dørkarmen og sank langsomt ned på gulvet for at give sin krop ro. Hun så på ham med blanke øjne og et svagt smil. “Er du her for at slå ham ihjel?” Spurgte hun.

Hun skuttede sig i sin tynde strikcardigan omkring den formløse, grå kjole. Det var som en slavindes særk, utiltalende og identitetsløs. Det var hendes tøj. Samt de to tynde jernbånd om hendes håndled og det mere massive, tunge jernhalsbånd om hendes hals. Det vejede til og trak hende ned i stunder hvor hun var specielt sårbar. Lige nu var hun mest af alt udmattet men lettet. Hun så på ham. Hendes tilstand havde givet hende mørke rande under øjnene som det dårlige blod ikke formåede at fjerne. Hun var i konstant beredskab overfor alt og alle. Dagen idag havde ikke været nogen undtagelse. Mange timer fanget i hans seng. Hendes ben rystede og den ulækre, klamme fornemmelse mellem benene gav hende kvalme. Hun så bort fra ham med et hånligt fnys.
"Min far giftede mig til ham," sagde hun med en fjern stemme inden hun atter drejede hovedet og så på ham. En stille tåre gled ned ad hendes kind. "Jeg er slave af et monster. Ikke andet. En maskine der skal indstilles hver dag så jeg snart kan føde ham hans lille hær af monstre," hun sank en klump. "Og hvad han ellers vil..." hendes stemme døde hen. Hun havde hørt noget om transplantationer og organhøst. Et lille gys gik igennem hende men det var svært for hendes muskler at registrere det.

Aurelia havde ikke styr på hvornår der sidst var nogen der havde været sød mod hende. Vladimir ville ikke røre hende, selv hvis det var med en ildtang, og Isobel så hun sjældent og fik kun overbærende smil og klap på kinden fra hende hvis hun prøvede at ytre sigom sin situation samt formanende ord såsom "Det skal nok blive bedre, søde.". Hun kunne have leet af ironien, hvis ikke hun var så svag, men hun tog istedet imod lommetørklædet og smilede smalt og taknemmeligt til Augustin mens hun fjernede en tåre med en flig der ikke var blodplettet. Hun nikkede lidt af hans ord.
"Ja, jeg..." hun tog sig for panden mens hun kæmpede mod sin svimmelhed da hun sad stille. Det gjorde ondt i underlivet, som knive og syle og hun rettede sig lidt til så hun ikke sad så direkte lige op og ned, og trak benene op under sig. "Jeg tror måske jeg har drømt det... når jeg en sjælden gang imellem sover," sagde hun med et fjernt blik på ham og hendes stemme grødet af de mange skrig der dagligt flåede hendes strube til blods så hun hostede sort blod op. Ironisk at hun sad her med en mand der led med samme symptomer. Hun rakte lidt ud og tog hans hånd med sine skælvende fingre. Den smule kraft hun havde brugte hun til at give dem et venligt klem.
"Jeg beder for dig om natten, Augustin," sagde hun svagt. "Dine intentioner... de var rigtige. Pigen... hun skulle væk derfra," hun sank en klump ved tanken om nogle af de uhyrligheder hun nu ikke bare havde bevidnet men også været tvunget til at deltage i. Hvordan hendes hoved var blevet tvunget ned mellem Roses ben og holdt fast af Matthew, mens Rose bare lå dér og... nød det?! Hvordan kunne hun... Tanken truede med at få hende til at kaste op og hun måtte trække vejret hårdt ind for at genvinde fatningen. "Det burde de alle," mumlede hun.

Hun smilede bedrøvet og lænede hovedet tilbage mod stolens ryglæn med lukkede øjne. "Jeg har forsøgt at flygte," sagde hun grødet og hostede et par gange for at klare stemmen mere. "Men jeg kan ikke komme ud. Palæet er som forseglet for mig når jeg har dem her på," hun pegede på halsbåndet og armbåndet. "Jeg er overrasket... over at være nået så langt, men der var også nogle gange jeg fysisk ikke kunne gå ned ad," hun gned sine hænder mod hinanden og så ned på sine snavsede fingre der var blevet beskidte af at gå og føle sig frem på væggene i undergrunden. "Men det betyder vel at du ikke er så langt fra målet," sagde hun og så op på ham med hovedet lidt på skrå og et undrende blik. "Rose har det... efter omstændighederne? fint," svarede hun men smilet falmede en smule. "Hun er dog totalt i hans kontrol og leger med," hun fik en kuldegysning, "en barnevampyr der er mange hundreder år gammel. De er begge meget villige overfor hans magt," hun sukkede stille og lukkede atter øjnene. Hvor var hun træt, træt helt ind til knoglerne.

Hun lo hult. "Jeg har prøvet alt," sagde hun med et opgivende suk. "Jeg har endda forsøgt med en brændeskære, en rundsav," hun så ned på sine håndled der stadig bar præg af at være blevet flået op af savens takker, "det er som om det er forseglet ikke bare fysisk men også," hun trak på skuldrene, "med hans vilje," hun så blidt på ham. Hans entusiasme smittede lidt af på hende og hun satte sig mere op. "Hvad laver du hernede, Augustin?" hun så sig lidt rundt i det små-uhumske rum. Hendes blik faldt på computeren. "Laver du research på os hernede?" hun smilede smalt men tog sig i det, det var sært, flere og flere af hans træk var begyndt at krybe ind under huden på hende og hun opdagede det altid først når muskeltrækningen var sket, som om de blev hevet i af en dukkefører et sted over hende, i hendes nuværende position bogstaveligt talt et eller andet sted langt oppe over hende som de sad der under jorden.