Bring the Lion on

Vladimir havde været hjemme i en lille lejlighed han havde lejet på ubestemt tid. Han trængte til ro og fred, og selvom dens beliggenhed i Mont Martre var lidt udsat når det kom til fest, larm og spetakel, havde den vist sig at være ganske behageligt beliggende, langt over gadeplan så råb og skrig var ikke en ting der forstyrrede den gamle vampyrs temperament. Hvad der forstyrrede ham havde været fodtrin over ham. Det var første gang han havde hørt andet end duernes trippende fuglekløer, og bygningen var gammel nok til at alt kunne høres igennem både vægge og loft. De andre beboere var heldigvis medgørlige når man efterlod en flaske vodka til dem som undskyldning for at spille Shostakovitch lidt for højt klokken 2 om natten. Idag var det dog Svanesøen, en pragtfuld ballet lavet af en af hans ynglinge som han fik nært nok et forhold til, til at tage hans navn som et af sine.
Ikke desto mindre hørte han fodtrinene over ham igennem ouverturen og han måtte skrue ned for at sikre sig at han havde hørt rigtigt. Hvad fanden var nu det?! Sikkert nogle fulde unger der havde forvildet sig op på taget for at se stjerner. Han greb sin stok og sin lange frakke og begav sig ud på gangen op op ad maintenance trappen der førte op til taget. Vinden var blid og kølig, tydeligvis efterårsagtig, og han lod sit blik glide over det flade tag med ventilationsskakter blottet og et større panel til antenne og ledninger. Han så en skikkelse stå for sig selv, vendt bort fra resten af taget og med fokus ned mod Place Du Tertre i retning af... han genkendte boghandlen. Hans pande blev furet og grebet om stokken blev med det samme strammere som han mærkede alle mekanismer glide igennem sig for at forberede ham på en kamp med en inkvisitør. Han nærmede sig stille, hans fodtrin var lydløse mod taget inden han stod nær nok til i det blege lys nede fra gaden at genkende ansigtet der tilhørte manden med riflen.
"Quintin?" spurgte han med en undren og lod sit greb slække en smule. Hvorfor stod han og holdt øje med Felix' hjem?

"Jeg..." han var ikke helt sikker på hvor meget han ville sige om sin gøren og laden, "har en lejlighed her i bygningen," endte han med at forklare inden hans opmærksomhed atter rettede sig til hans mål. "Må jeg have lov til at spørge hvad De laver med en riffel rettet mod min ynglings hjem?" spurgte han en kende brysk og holdt begge hænder på stokkens sølvknob udformet som et bjørnehoved. Han stod med benene let spredt, stokken placeret i taget foran ham og blikket fast plantet på Quintin. "Jeg antager det ikke er godt når du har sådan én der med?" han nikkede til riflen i pavens hånd. Han ville give manden tid til at forklare sig inden han tog sagen i egen hånd. Quintin var ham ikke overlegen i en kamp. Vladimir havde været krigsherre i flere århundreder og var træner for Darklighteragenterne trods alt. Kamp var en del af hans blod, hans sjæl, hans identitet.

Hans bevægelser var så hurtige at måske kun et højhastighedskamera ville kunne have opfattet hvad der skete i slow-motion. Hvis Quintin var skruppelløs, så var Vladimir det også, specielt når det kom til hans ynglinge og deres sikkerhed. Han havde lige mistet Molly, ikke et alvorligt tab, men nok til at sætte tanker igang om hvordan han havde mistet andre lovende ynglinge, til både vampyrjægere eller ilden selv som de havde valgt fordi deres geni var for opslugende for deres mentale stabilitet. Og igen fór et kort billede af Fleurs smilende ansigt over hans nethinde, hvilket var det der endegyldigt fik ham til at reagere på det ulmende raseri, der havde luret under overfladen den sidste uges tid og holdt ham borte fra palæet.
Selvom der var et stykke vej imellem dem, afkortede han afstanden med få skridt, snurrede stokken rundt imellem fingrene som et våben inden han hamrede den med alle vampyrkræfter ned over Quintins hænder der holdt riflen. Han var ligeglad med om han brækkede mandens fingre, de skulle nok heale, og riflen var immervæk bare en riffel der kunne købes igen.
"Ingen, INGEN håner eller truer mine ynglinge, uanset hvilken af dem!" hvæsede den gamle vampyr og de grå øjne lynede mens han tog endnu en fast position et par skridt fra Quintin, stokken atter klar i hånden. Riflen lå på taget nu, slaget havde fået nogle dele til at brække af. Stokken selv virkede upåvirket af slaget.

"BLOD ER BLOD!" hvæsede han arrigt inden han svang stokken mod Quintins hoved. Slaget sendte ham omkuld men ikke mere end at der ikke ville ske voldsom varig skade mod hans kranie. "Hvornår fatter du at ynglinge og rene blodlinjer er det samme når det kommer til vores verden," snerrede han og nærmede sig Quintin et par skridt men holdt alligevel behørig afstand. "Din evindelige besættelse med rene blodlinjer," han spyttede på ham med foragt, "er ikke andet end en utopi. Uden mennesker levede vi ikke. Hver dag bliver bliver de en del af os som vi nærer os ved dem, og de giver os liv. At skabe ynglinge," han bankede stokken i jorden, "er at mindske menneskenes tal langsomt til de kan blive underkastet os." Han blottede tænderne som en bjørn der snerrer advarende af en slange. "Og du holder dig fra min yngling! Din forbistrede, overbeskyttende, sleske... slange!" han fnøs for at vise sin foragt for ham. Normalt var han ikke på dårlig fod med Quintin, men hans ord om Felix havde sat alle sind i kog hos ham og han mærkede hvordan vreden dunkede i hans tinding og fik adrenalinen til at pumpe i hans krop.

Vladimir sænkede langsomt stokken og hans øjne var smalle som sprækker mens han holdt skarpt øje med Quintin.
"Jeg kan gå ind for at de holder afstand," knurrede han, en brummen der kom fra hans strube, utilfreds og gnaven. Han ville ikke give nogen undskyldninger for sin opførsel men han holdt alligevel igen på sin vrede og placerede stokken atter i jorden foran sig mens han så afmålt på manden foran sig. En snerrende grimasse havde stadig hævet hans ene mundvig så den blottede hugtand var synlig, et tydeligt tegn til at han stadig ikke var i godt humør. "Ingen mord, forstået?" han bankede stokken i taget foran sig og der gik hul igennem. Han undlod at lade sig mærke med det men tænkte stille over at forsikringen på hans lejlighed sikkert ikke ville blive glad ved det.