Fear of the dark

Han mærkede det krænge sig indeni mens Gabriels formandende ord gjorde ham opmærksom på at komme ud af en farlig situation før det var for sent. Han var både opslugt og distræt på samme tid, det var svært at finde hoved eller hale i hvad han ville eller gjorde eller tænkte. Hans fokus var komplet opløst og han følte sig som en elefant i en slikbutik, uden alle de normale funktioner han kunne sætte i værk for at behage klientellet. Han var bange for repressalier for hvad nu hvis han gik for langt? Manden var trods alt kirkens overhoved, den figur der skulle fremstå allermest uskyldigt. Han skubbede sin rationalitet til side og sked hul i alle sikkerhedsforanstaltninger han nogensinde havde opstillet for sig selv, til trods for at det rev og sled i hele hans nervesystem, at manden var farlig som et rovdyr, og han ville ende på dybt vand hvis han fortsatte. Istedet lod han sig lulle ind i en sær trance, en drømmeagtig tilstand hvor Quintins ord næsten var virkelighed allerede. Han lå i en himmelseng vel... iført en kåbe af den dyreste silke som han aldrig selv ville kunne få råd til. "Som pavens sko," hviskede han uden tanke om hvor nedværdigende det var at blive sammenlignet med skotøjet. Han lænede sig mere ind imod ham, lidt mindre frygtsom end før, selvom han hele tiden forventede at blive irettesat eller lignende for sin lidt for ligefremme tilgang. Han fjernede sin hånd fra mandens lår og lod den glide ned for sig selv som for at holde sin krops reaktioner lidt mere usynlige, men gjorde måske det helt modsatte. Han var komplet fortabt og mere som en kludedukke i Quintins arme end før, nu han endelig overgav sig.

Det sitrede igennem ham mens han gav sig hen til mandens kærtegn og han mærkede sig selv vende tilbage som var der gået et splitsekund af en evighed. Han mærkede Quintin forlade sengen og ensomheden skyllede ind over ham med risik for at opsluge ham. Han var både forvirret og glad men utilfreds. Han følte sig som en mus i en kats leg og han vidste han skulle ud af det, men han ville ikke lystre sig selv. Hans logik var ikke i stand til at overbevise ham om alle de forkerte ting der foregik lige nu.
"Ja," hviskede han stille og tog sig til sine læber som for at genkalde sig følelsen. Han kneb øjnene sammen næsten grædefærdig inden han trak sig ud af sengen, rettede hestehalen til og kastede et sidste blik over skulderen på Quintin. "Til næste gang," hilste han lavmælt og forlod lejligheden med et sind i oprør.
//out