BZ'eren

Felix lyttede med interesse, samtidig som hans øjne var fikseret på hendes lyserøde læber. ''Travlt med hvad?'', spurgte han, selvom at han nu ikke kunne dy sig længere. Med selvsikkerhed, lænede han sig fremover og placerede et dybt og ikke mindst kærligt kys på hendes læber. Han mærkede fyrværkeriet, elektriciteten. Alt han havde drømt om at møde og ikke mindst have læst om, var som at det fandtes her i hendes bløde favn. Hans hænder løb omkring hendes liv som han trak hende mod sin krop med en blid lokkende bevægelse. Normalt var der ikke tid til kys og kærtegn, for samvær havde en funktion for ham. Det havde dette også, men det var nu alligevel noget andet som udfoldede sig i deres delte kys.

Det føltes som blot et øjeblik siden, at Quintin havde siddet komfortabelt i sin lænestol og underskrevet dokumenter fra diverse statsoverhoveder imens han havde tænkt på sin næste store tale til folket. Hvad han skulle sige, hvem han skulle inddrage, men vigtigst hvem han skulle glemme. Nu smækkede han den store egetræsdør bag sig som han i en panik man ellers aldrig så i den ældre herres ansigt kom styrtende ind i palæet. Efter de få direktiver fra Matthew, havde han med hurtige skridt formået at finde vej til biblioteket. Den hvide dragt flagrede om ham som han kom til syne mellem reolerne og udbrød chokeret: ''Aurelia!''. Hans øjne lynede som de faldt på den unge herre hvis favn hun lå henslængt i, men ikke mindst hans hænders færden. ''Du! Du!'', udbrød han som det nye blod kogte i hans ansigt som han styrtede mod den unge mand og greb ham nådesløst om halsen for at rive ham væk fra hans kære datter. ''Hvor vover du!'', hvæsede han, samtidig som at Felix spærrede øjnene op og ivrigt forsøgte at komme fri fra hans greb, han havde ikke regnet med et sådan brud fra hans hjertes udkårne.

Vreden ulmede i Quintin som han greb hårdt og ubarmhjertigt om den unge vampyr som kæmpede med alt hvad remmer og tøj kunne holde. Men det var til ingen nytte, for årene bag Quintins styrke var unægtelige som han forsøgte at knække knoglerne i halsen på Felix. ''Darklightere! Altid Darklightere!'', hvæsede han af Felix samtidig som han ignorerede tiggendet fra sin datter. Han vidste at dette skulle ske, han havde næsten forudset dagen han skulle finde hende i palæet korrupt og fortryllet af en eller anden Darklighter. Havde han ikke opdraget hende godt nok? Han kylede Felix hen af gulvet så hårdt at det rungede gennem palæet. Knogler sprækkedes og Felix lå forvreden på gulvet som han stirrede på Quintin i forbavselse og foragt. Som hans krop helede fik han møvet sig under skrivebordet hvor han fik gispet med en pibende stemme fra den knækkede hals: ''Ikke Darklighter'', hvilket synes at få Quintin til at stoppe i sine spor. ''Aurelia'', lød Quintins autoritære stemme som han vendte sig mod sin datter og tog hende ved hånden med en blidhed som var meget ulig den råstyrke han præcis havde udvist. ''Du ved vel bedre, hvad er vores første regel, hm?'', han strøg hende let over hånden imens hans kærlige og hengivne blik lå på hans datters brune øjne.

Han lyttede indgående til hendes ord og nikkede sigende. ''Netop'', svarede han som var han stolt over hendes udemærkede genopførsel af hans ord. Han klappede hende strikt på håndryggen, en anelse hårdere end normalt. ''Og nu har du mænget dig med en fremmed, jeg er skuffet over dig'', han slap hendes hånd nu, efter at have tildelt den det sidste klask inden han vendte sig mod Felix der gemte sig som en kujon under bordet. ''Andromedius? Maleren?'', han satte sig på hug og betragtede den unge herre som han da hævede en finger. ''Hvis du nogensinde kommer nær min Aurelia igen, slår jeg dig ihjel. Forstået?'', hans ord var stenhårde, og han ventede ikke engang på bekræftelsen fra Felix før end han rejste sig og så på sin datter. ''Aurelia, darling'', udbrød han, da hans blik faldt på hendes tåre. Han bredte sine arme ud for at tage hende i sin favn. Felix forsøgte ihærdigt at få øjenkontakt med hende og hviskede utydelige ord af kærlighed og forsikring imens Paven ikke kiggede. Havde han brudt Guds vilje? Quintin slap Aurelia, og strøg hånden forsigtigt over hendes hår. ''Jeg er ikke gal på dig, elskede skat. Bare skuffet over dine handlinger. Du er en klog pige. Kom, så går vi hjem... Måske finder vi en bibliotekar på vejen? Hvad har du lyst til?'', spurgte han som han slog armen om hendes skulder for at føre hende ud af biblioteket.