BZ'eren

Aurelia var blevet efterladt som en fodnote i entréhallen efter de var kommet til palæet. Hun var taknemmelig over at blive reddet og hun havde set til som en skygge på sidelinjen mens Matthew havde taget imod Darklighterne. Hun bemærkede de forbudte kærtegn mod både Angela og Rose, og Paris var heller ikke fri for dem, men det virkede mere jævnbyrdigt. Det gav et gys i hende ved tanken om Augustins ord. Han havde faktisk reelt forsøgt at redde Rose fra en tilværelse med sådan en mand, og hun var også begyndt at forstå hendes fars agtpågivenhed hver gang de havde været i selskab med vampyrfyrsten. Han havde skænket hende et enkelt blik og nik for at vise hende at han var hende taknemmelig for hjælpen hun havde ydet, men hun havde ikke turdet gå nærmere af frygt for hvad manden ville gøre. De dybe kys og intime kæretegn de udvekslede var nok til at sende kvalme i bølger ind over hende og som Darklighterne forlod entréhallen begav hun sig på opdagelse mens hun ventede på at Matthew ringede til hendes far så hun kunne blive hentet.
Gangene var mange og snoede, snørklede. Det var som om det pompøse ydre ikke kunne gøre det op for hvordan interiøret egentlig var indenfor. Hun havde det som om at palæet, trods sin imponerende størrelse udefra, var langt større indenfor.
Hun fandt en tung, dobbeltfløjet dør og åbnede den og stod i et stille, tørt rum med klimaanlæg. Reol på reol strakte sig fra gulv til loft et par etager over hende i det åbne rum, og langs væggene og ude midt i rummet. Der var ligeledes små glasmontre med hvad der lignede historiske artefakter og hun gik nysgerrigt ind i rummet mens hun så sig omkring. Et papirs skraben mod hud stoppede hende i sin færd og hun rundt i biblioteket.
"Hallo?" spurgte hun forsigtigt i tilfælde af at der var nogen tilstede som hun ikke havde set.

Aurelia havde som sådan ikke forventet et svar, men da hun hørte et tilsvarende "hallo" et sted i rummet frøs hun på stedet. Hvilke mærkværdige beboere ville hun støde på her? Ville hun nu være i fare for at blive tvunget til noget utugtigt?? Hun stirrede mod stedet lyden var kommet fra og åndede lidt lettet op da hun så en ung vampyr dukke op i hendes synsfelt. Han virkede på ingen måde ondsindet eller fjendtlig eller nogle af de andre ting hun havde set i palæet indtil videre som hun ikke ønskede at være en del af. Hun undertrykte endnu et gys mens hun puffede tankerne om at finde Augustin igen til side og satte et varmt smil op til den unge vampyr der tabte hvad der lignede en ret gammel bog på gulvet.
"Oh hej," svarede hun. "Jeg troede ikke jeg ville finde nogen herinde," hun gik et par skridt nærmere, nysgerrig på hvem han mon var. "Mit navn er Aurelia Andromedius," sagde hun og rakte hånden frem til hilsen.

Aurelia vidste ikke helt om hun skulle smile eller være overrasket. "Samme efternavn," sagde hun. "Interessant." Hun endte med at smile og tage hans hånd i et fast men venligt tryk. Det var som om hans hud mod hendes slog gnister og noget ved ham gjorde hendes krop forsøgte at rødme og varme hende mere op, selvom hun ikke havde fået helt tilstrækkeligt med blod til at de funktioner fungerede. Han virkede ung, han så ung ud, men noget ved ham var vel omtrent lige så gammelt som hende selv, måske en kende yngre. "Men du er ikke Darklighter, sååå..." hun så sig lidt undrende omkring med et rynket pande inden hendes blik returnerede til ham og hun slap hans hånd ganske langsomt, "bor du her eller er du på visit?" spurgte hun venligt.

"Ah, det giver mening," svarede Aurelia med et smil inden hun gik lidt forbi ham for at se sig om i den lille krog han havde bagerst i biblioteket. Der flød med bøger om dette og hint og hun satte sig forsigtigt på chaiselongen uden at røre en eneste af bøgerne. Hun lagde benene lidt over kors mens hun så på ham. "Jeg kender godt Vladimir, han er rar," svarede hun, og det var ikke løgn. Hun havde mødt Vladimir ved flere lejligheder og hans viden var både intimiderende og vidunderlig. "Min far er dog mest på talefod med Lord Darklighter," hun lagde en forsigtig hånd på et gammelt eksemplar af en bibel og lod fingrene kærtegne omslaget. "Selv foretrækker jeg bare at læse og studere for mig selv, du ved," hun trak lidt på skuldrene inden hun hævedet blikket fra bogen til ham. "Bøger skal man ikke føre så mange samtaler med," hun grinede lidt af sin egen filosofi.

Aurelia lagde tankerne lidt i blød. "Hmmm, min far," funderede hun mens hun så frem for sig ud i det tomme, stille bibliotek, hendes fingres vandren langs omslagets relieftekst gengav hendes egne tankers vej igennem hendes sind. Hun rystede endelig på hovedet. "Jeg vil ikke kalde min far uhyggelig, ihvertfald ikke ligesom Lord Darklighter," fortsatte hun inden hendes blik vendte tilbage til ham, en smule formørket ved tanken om det hun havde set tidligere i entréhallen. "Vidste du at han..." hendes stemme droppede til en nervøs hvisken, "kysser og kærtegner sine børn, som var de hans elskere??" hun måtte lægge en hånd for munden og gøs igen i sit stille sind over at hun rent faktisk havde sagt ordene. Det gav hende gåsehud. Det var ikke naturligt. Selv for vampyrer. Hun havde hørt rygterne før men det var noget helt andet at se det i virkeligheden. Og så nonchalant han havde været over det selvom hun havde stået der og overværet det. Var der ingen grænser for hvad Darklighterne gjorde sammen? Hun skuttede sig lidt og trak sin strikkede cardigan omkring sig. Nok havde hun fantasier selv men hun havde aldrig ladt nogen mand lægge en hånd på hende. Hun havde kysset med en nonne for mange hundrede år siden og de havde rørt hinanden, men ikke noget andet end det. Og nonnen var død dagen efter hun havde betroet sin far den lille udflugt.

Var Angela virkelig så gammel? Hun havde klart studset over hendes modenhed i forhold til Rose, og deres udseende var så forskelligt alligevel. "300 årigt sind i en 5-årigs krop..." hviskede hun fremfor sig. "Og at han... når hun..." hun fik næsten tårer i øjnene over tanken om den lille krop der skulle udholde, ja, hun turde ikke tænke på det, i tilfælde af at det var sandt. Hun slog af gammel vane korsets tegn for sig. Hun vidste at hun aldrig ville kunne sige eller gøre noget imod Darklighterne, hendes loyalitet var trods alt det der havde gjort at hun havde hjulpet Rose, men hun var ikke helt sikker på at det måske var det bedste at have gjort. Augustin ville jo bare redde Rose fra den skæbne. Hun sank en klump og så på ham med et svagt smil. "Men du er ikke Darklighter," sagde hun som for at forsikre sig selv om han var en god vampyr. Hun greb lidt instinktivt hans hånd for at mærke at han ikke var farlig. Hans fingre var glatte og bløde, som havde de mange bøger slidt hans fingre fra ru træ til silke. Hendes øjne strålede i det dæmpede skær fra lamperne ovenover, en speciel form for pære alle lamperne i biblioteket var udstyret med for at blege bøgerne så lidt som muligt.

Hun bed sig lidt i læben mens hun lod ham fortælle om sig selv. "Præst," et underfundigt smil bredte sig over hendes mund og hun mærkede hvordan hun langsomt smeltede indeni. Det var som om de var ment for hinanden, som om de skulle finde hinanden og aldrig forlade hinanden igen, i denne syndens hule og Djævlens hus. "Hvor er du fra?" spurgte hun lidt mere nysgerrigt med hovedet lidt på skrå. Han var uden tvivl fransk men der var også noget over ham der sagde hende at han havde været en stor del af sit liv i Italien, og det undrede hende heller ikke hvis han var en mand af kirken.