Post by Vladimir K.T. Darklighter on Sept 1, 2020 18:21:28 GMT 1
Regnen trommede mod skovens blade der strakte sig over ham som han gik med stive skridt gennem den mørke, store park eller skov, eller hvad fanden man nu kaldte det kæmpe område i det vestlige af Paris hvor der var både væddeløbsbane og et større område, der var kendt for dets ludere og junkier. Han var i en lang mørk jakke med en hætte trukket op over det sølvgrå hår, der kunne skimtes imod hans krave. Hans hårde ansigt var knap synligt som hættens skygge dækkede over det meste af hans ansigt. Han havde bevæget sig ind i det mindre pompøse område af skoven og hist og her kunne man fange et blik af både prostituerede der gav deres kunder hvad de bad om, og narkohandel. Nogle få socialarbejdere i form af sygeplejersker, der påtog sig det farefulde erhverv at færdes blandt gadens revl og krat for at sikre ingen døde af overdoser eller brugte uhumske nåle, kunne ses gå rundt ved de pladser i parken hvor gangene mødtes omkring måske et lille springvand eller nogle bænke. Få lamper var opstillet og alting var mørkt, regnfuldt og bittert.
Det var svært at sige om det var ligeså bittert som det stormvejr i Vladimirs indre. Han havde mærket med det samme det bånd, der bandt ham til Molly, gå i opløsning da Matthew havde taget hendes liv. Han havde set Fleur komme ud af kontoret og passere sig med et tårevædet ansigt og han havde konfronteret sin skaber, der blot havde viftet ham af vejen. Molly havde ikke været værdig til livet som vampyr. Måske ikke i Matthews øjne, men for Vladimir havde der alligevel været lidt medlidenhed med kvinden der ville sin datter det bedste. At hun ikke havde formået det, var en anden sag, og der kunne han for så vidt også godt forstå Matthew, men at tage hendes liv?! Det var ikke hans autoritet.
Dagene var smeltet sammen i palæet, og nu var Rose væk, så han havde forladt bygningen for nogle dage og havde taget på ferie i Bois Du Bologne, hvor de villige mennesker havde hvad han kunne forstå: historier, alkohol og sex. Det var som at synke ned i en tidslomme hvor alting stod stille og han lod det overdøve raseriet og vreden som lå under overfladen og ulmede for hver gang hans tanker strejfede palæet og at han skulle tilbage dertil.
Han satte sig på en bænk lidt udenfor en lyskegle fra en af lamperne langs stierne og tog en slurk af vodkaflasken i den brune papirspose. Regnen kølede hans ansigt mens han forsøgte at huske hvornår han sidst havde været i bad.
