Lonely Hearts Club

Det havde været en sløv aften, men det havde ikke gjort Gabriel noget. Han var træt, træt ind i sjælen og træt af sit skuespil som hab havde taget på sig efter Aisling var blevet forvansket af hans skaber-magt. Og også eftersøgningen af Rose havde gjort hans far i et forfærdeligt humør. Palæet havde været på den anden ende hele ugen, og Matthew og Isobel havde skiftevis skændtes, grinet og grædt i hinandens favn, som to elskere der netop havde mistet deres kæreste eje. Gabriel havde derfor søgt tilflugt på Møllen et godt stykke tid og havde knap nok været hjemme. Han var taget hjem og havde sovet hos Aisling, men hans søvn var urolig. Han skiftede mellem mareridt om at se en baby svæve bort ud af hænderne, til at han selv druknede for derefter også at være en hjernedød zombie der gjorde alt Matthew bad ham om. Han vågnede badet i sved og måtte flere gange op og gå for at ryste det af sig, kigge ud af vinduerne og sunde sig inden han kunne sove igen. Det var hårdt. Hvordan kunne Matthew leve sådan her hver dag?!
Han var gået ind i den store main sal, hvor der var stilfærdigt. En ensom danser stod på scenen og lavede lidt opvisning for en flok forkølede turister der hujede for sig selv og snakkede italiensk. Han satte kursen mod baren da han hørte sit navn blive nævnt. Hans blik mødte bartenderens og bartenderen nikkede til ham for at få ham til at komme hen og snakke med en ung mand der stod ved disken og drak en øl.
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han med et smalt smil. Han var klædt i et par jeans og en lys skjorte knappet op så man kunne se hans marmorblege hud. Han tog manden i bedre øjesyn i det dæmpede lys. Rødt hår, slank af bygning. Det var forhåbentlig ikke en pårørende til Aisling, men knuden i Gabriels mave fortalte ham at det nok var tilfældet.

Gabriel så på manden med et hævet øjenbryn og overvejede kort at lade hans hånd hænge i det uvisse, men besluttede sig for alligevel at være høflig nok trods de trælse anklager fra den vildt fremmede. Shit, et familiemedlem til Aisling, så vildt fremmede var han vel ikke.
"Jeg har heldigvis ikke bortført din søster," sagde Gabriel og slap Aleisters hånd inden han nikkede til bartenderen der sendte en whiskey hen ad disken som var den allerede klar til ham. Han greb uden at fjerne blikket fra Aleister, glasset da det kurrede hen til hans hånd og tog en slurk. "Hun bor her i Paris og har det ganske godt," han trak på skuldrene mens han studerede manden mere indgående. Der kunne ikke være megen tvivl, der var mange ligheder mellem ham og Aisling. Kunne han slå ham ihjel? Nej, det ville ikke være godt for hans samvittighed at lide mere end højst nødvendigt. Skulle han fortælle at de var sammmen? Nej det var nok ikke lige tidspunktet. "Jeg er selv på vej derhen, så du kan da få et lift?" foreslog han og drænede sit glas whiskey. Han havde heldigvis ikke flere beføjelser den aften på Møllen og han var interesseret i at overvære mødet mellem bror og søster igen så han kunne rode bod på eventuelle problemer der kunne opstå. Han var menneske, Aisling vampyr, så der måtte vel være en kløft der skulle forceres før eller siden.

"Min metabolisme er ret høj, der skal meget til før jeg bliver påvirket," sagde han med et gavtyveagtigt smil til fyren og gled det tomme glas tilbage ned ad disken og var slået over i engelsk med lethed for at Aleister kunne følge med. Det var sandt. Han kunne knap nok mærke whiskeyen der ellers var en af de stærkere - og bedre - de havde på kortet i baren. Han greb sine bilnøgler og nikkede mod udgangen for at få manden til at følge med. "Hun har haft det rigtig sjovt," forklarede han mens de gik. "Studiefester, fester med kollegerne på arbejdet, you name it," han trak på skuldrene som en selvfølgelighed. "Aisling er vellidt iblandt hendes bekendte her i Paris, så der er ingen grund til at frygte der er sket hende noget imod hendes vilje," - udover at være blevet vampyr og have givet afkald på sine børn, tilføjede han stille i hovedet, men det var der ingen grund til at rode op i uden Aisling var til stede. Hun ville sikkert også blive glad for at se sin bror igen, right? Han havde egentlig ikke hørt så meget om hendes familie derhjemme i Irland. De kom ud til vejen og krydsede over til en parkeringsplads hvor han låste en blankpudset Audi R8 op så de kunne hoppe ind og køre afsted mod Angelas - nu Aislings - lejlighed.

Gabriel skød som et lyn gennem byen. Han var rutineret og lidt for selvsikker, måske mest fordi han vidste en bilulykke kun ville gøre lidt skade på ham, med mindre bilen selvfølgelig brød i brand. Så det var en lidt mere hasarderet kørsel, men indenfor lovlighedens grænser. Han kastede et smil til siden på Aleister.
"Studier? Det er længe siden hun har studeret," sagde han og gjorde en skarp vending så bilen næsten kom op på to hjul inden den susede videre ned ad en smal gade. "Hun opgav sine studier for at arbejde, har hun ikke sagt det?" han så frem mod trafikken mens han tænkte sig lidt om. Havde Raoul afskåret hende så meget fra sine omgivelser? Oh well, det var vel noget som Aisling måtte stå til ansvar for selv. Bilen gled ind som fod i hose på en plads foran den smukke bygning hvor Angela havde fundet sin herskabslejlighed. De steg ud og gik op i opgangen til lejligheden hvor han låste døren op og trådte ind.
"Hej, Aisling, din bror er her!" råbte han ud i lejligheden for at få hendes opmærksomhed med hvad end hun havde gang i.

Gabriel stod og kunne ikke undgå at grine mens han så deres gensynsglæde. Det skete med få års mellemrum at den samme glæde indfandt sig i palæet hvis nogen havde været på rejse i længere tid. Dog havde han ikke noget direkte at sammenligne med. Måske med sin far når han havde været på en længere tur verden rundt for at følge med i firmaets gøren og laden over hele jorden, og kom træt hjem og alligevel var taknemmelig for at se ham igen. Alligevel var irerne her lidt mere højlydte i deres glæde. Han lænede sig op ad en bogreol med armene over kors og smilede til dem begge.
"Ja det kan jeg se," sagde han, både lettet over at se hun havde fået blod og var præsentabel på den måde, men også reserveret for ikke at komme mellem de to søskende. "Har I brug for noget tid sammen? Jeg kan godt smutte en times tid eller sådan noget?" spurgte han.

Gabriel lo klingende af Aleisters reaktion men strittede ikke imod. Måske tværtimod. Der var noget interessant ved at se Aisling i mandeform, hvis man kunne sige det sådan. Han klappede ham venskabeligt på skulderen. "Jeg vil sige det er en fælles beslutning af kidnappe hende så," sagde han med et sigende blik på ham og blinkede til ham inden han gik hen til Aisling og lagde en arm om hendes skuldre og pressede et kys blidt mod hendes pande. "Vi faldt over hinanden til en kollegiefest, og ja," han smilede ned til hende varmt og kærligt, "så har vi bare hængt sammen lige siden!"