Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 29, 2020 22:08:25 GMT 1
Paris havde trukket i sit mere incognito outfit denne aften for at gå en tur i Paris' midtby. Hun var rastløs og træt af at sidde stille derhjemme i palæet. Rose var forsvundet og hendes onkel Matthew var tydeligvis påvirket. Ikke mindst Isobel også. Der var smadret flere tallerkner det seneste døgns tid end de sidste ti år.
Hun havde hevet en hættetrøje over sin lak BH, hevet nogle korte lædershorts over sine netstrømper og gledet i nogle langskaftede læderstøvler med spænder. Hendes røde manke tittede frem under hætten, men var ellers gemt. Hendes store, sorte solbriller var næsten som flueøjne og genspejlingerne fra de omkringstående gadelamper reflekterede sig i deres glatte overflade. Hun havde ladt Carl være lidt derfra med bilen. Hun trængte til at være alene, og samtidig ikke. Hvorfor var hun altid så humørsyg når hendes onkel var oprevet? Hun havde endda prøvet at dulme hans frustrationer men til ingen nytte. Hun trak sin termoflaske frem, blod blandet med whiskey, måske lidt mere whiskey en blod, og hun satte den for munden mens hun sad på en bænk og så sig om på de store pompøse bygninger. Det var rart engang imellem bare at være anonym i Paris' natteliv. Der var liv og glade dage lidt længere henne, nogle fulde turister. Hun lænede sig tilbage på bænken og fulgte dem dovent med blikket mens hun vippede med den støvlebeklædte fod. Selvom den var højt hævet over jorden bankede dens lange stilethæl alligevel mod brostenene. Hun kunne have været taget for en gemen luder, men hun var komplet ligeglad. Verden kunne rage hende en papand. Hun savnede selskab.
Det var ikke så tit, at man så Baptiste på gaden om aftenen. Som regel havde han arbejdstid om aftenen og natten, men denne aften var han fri. Det var længe siden, at han havde haft fri på denne tid af dagen, og det var faktisk lidt befriende. Eller i hvert fald rart. Han traskede af sted i sin grå tweetjakke, som gik ham til lidt over knæene, med hænderne begravet i lommerne, men ikke så dybt, at det så sjusket ud. Under den bar han en hvid skjorte, som var knappet helt op under hagen, og så havde han et par pæne, grå bukser på.
Som han gik af sted tænkte han på sine døtre. Det var længe siden, at han havde set dem, og så alligevel ikke. De havde været hos ham i Juni måned. Men det var alligevel snart 3 måneder siden, så det føltes som ret så længe siden. Han savnede dem. Savnede lille Nicoles latter. Savne måden pre-teenen Vivienne rullede øjne af ham, når han sagde noget dumt eller pinligt. Han savnede sine piger, og han var ked af, at de boede så langt væk. Han savnede også Sacha, men hende ville han ikke begynde at tænke på nu, for så gik det først ned ad bakke. Faktisk ville han trille hele vejen ned af den, og ende med at lande på hovedet.
Af sted gik han, og forsøgte at ryste tankerne og savnet af sig, da han så en kvinde sidde på en bænk. Hun lignede... ja, han vidste ikke hvad hun lignede, men hun lignede en, som måske kunne bruge noget selskab. Og han kunne måske godt bruge en til at varme sin seng, eller på anden vis jage savnet og dæmonerne bort. Han nikkede venligt til hende, og gav hende et blændende hvidt smil, som han stoppede op ved bænken.
"Hey," sagde han til hende, og løftede hånden i hilsen.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 29, 2020 22:35:35 GMT 1
Paris havde siddet i sine egne tanker og hendes blik var fulgt lidt for langt med flokken af fulde turister mens hun havde overvejet hvordan man kunne brække nakken på hver af dem og hvordan man kunne komme afsted fra det uden en retssag. Hendes manglende opmærksomhed havde gjort at hun næsten fik et chok da der blev talt til hende og hun satte foden ned i jorden og drejede langsomt imod lyden af stemmen. Manden der fangede hendes blik var køn, høj og lækker ud over alle grænser. Lyset der varmede hans hud og øjne virkede næsten som om hun kunne smelte ind i ham, som var han en chokoladefontæne. Hendes ansigtsudtryk skiftede fra at være småirriteret over at blive forstyrret i sine fredfyldte tanker til hun begyndte at overveje hvilke muligheder der var for at lege med manden her. "Hey there, loverboy," sang hendes stemme som en spindende kat og hun snoede en finger om en lok af sit magentarøde hår. Hun sukkede næsten teatralsk. "Også alene herude i den store verden?" hendes blanke, sorte øjne scannede ham indgående bag solbrillerne og hun fugtede de røde læber inden hun atter tog en slurk af sin termoflaske.
Baptiste kunne ikke lade vær med at le lidt af hendes måde at tale til ham på. Det bekræftede kun hans mistanke om hendes profession yderligere. Hun virkede for... ja, åben til at være en helt almindelig kvinde. Men samtidig var der noget ved hende, som trak i den anden retning. Hun kunne jo sådan set også være en neo vampyr, hvis det var. De var trods alt kendt for at være noget atypiske også. Hans latter var varm og dyb, og ligeledes var hans stemme, da han talte - svarede hende.
"Det ser da sådan ud," svarede han med den dybe stemme, som kunne smyge sig om damerne som varm honning. Han valgte dog ikke at kommentere på hendes 'kælenavn' til ham, men smilede skævt: "Jeg er Jean-Baptiste my'lady."
Han gjorde et kækt lille buk for hende, kun et halvt buk, før han rettede opmærksomheden mod hende igen: "Og De er?"
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 31, 2020 13:56:20 GMT 1
"Jean-Baptiste," spandt hun og strakte en arm hen langs ryglænet på bænken. Hendes røde klo-agtige negle skrabede lidt i den afskallede maling mens hun betragtede ham med et skævt smil. "Paris," præsenterede hun sig som. Der var fordele ved ikke at bruge sit rigtige navn som sit kunstnernavn. Hun nød den smule incognito-tilværelse hun kunne få, men hendes efternavn afslørede dog altid hendes plads i vampyrsamfundets hierarki som værende i øverste lag. "Paris Letoile Darklighter," afsluttede hun inden hun rejste sig med en lethed som måske ville komme bag på de færreste iført hendes form for fodtøj. Selv med plateau og stilet var hun ikke i nærheden af hans højde. Hun nærmede sig ham, hofterne vuggende fra side til side og hænderne i siden, spidsen af hendes tunge synligt klemt mellem hendes fortænder mens hun studerede hans fysik. "Hvad bringer Dem ud i verden sådan en kedelig aften som denne?" spurgte hun legende, hendes finger stadig i færd med at sno en af hendes røde lokker om sig.
Baptiste løftede et øjenbryn, og troede først hun præsenterede byen for ham, men så gik det op for ham, at det faktisk var hendes navn. Han var dog for høflig til at le af det. Alt, alt for høflig. Nej, han trak blot på smilebåndet, men smilet forsvandt og blev erstattet af forbavselse, da han hørte hendes efternavn. Darklighter. Det var ikke et navn man tog let på. Under ingen omstændigheder. Så hun var ikke bare en tilfældig, blodhungrende vampyr. Nej, hun var af den slægt og det betød virkelig, at han skulle passe på med, hvad han gjorde og sagde.
"Darklighter siger De? Interessant," bemærkede han blot med et nik.
"Mit fulde navn er Jean-Baptiste Martin, men det siger Dem næppe ret meget. Ikke så meget som Deres efternavn siger mig i hvert fald," fortsatte han roligt. Han havde svært ved at få øjnene fra den måde hun bevægede sig på. Hun var køn, men også noget speciel. Der var også noget der sagde ham, at han ikke ville slippe godt fra at gå hjem med hende. Det kunne nemt gå galt. Helt galt.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Sept 6, 2020 18:04:51 GMT 1
"Psshh," Paris lagde hovedet tilbage og fnøs. "Mit navn er mit navn, men jeg er mig, så hvad med at vi bare har en hyggelig aften i hinandens selskab?" spurgte hun og lagde en flad hånd mod hans brystkasse. Hendes fingre legede med kanten af hans krave inden hendes blik gled op til hans ansigt og hun hævede et øjenbryn spørgende til ham. "Er du herfra byen?" spurgte hun så inden hun lirkede sin arm ind omkring hans og gik hen imod vejen hvor en række taxa'er holdt ventende som altid ved de større pladser i byen. Hun prajede en til dem og satte sig ind med forventning om at han fulgte med hende uden protester. Selv hvis han protesterede ville hun måske alligevel have hevet ham med. Sådan et stykke mand ville hun ikke efterlade på et gadehjørne uden opsyn. Og så var han endda vampyr. En lille seddel udvekslede hun med taxachaufføren med en adresse på så de kunne komme afsted uden at hun skulle opgive noget højlydt. Hendes private penthouse var ikke noget hun ville råbe højt om i offentligheden hvis der var paparazzi i nærheden.
Baptiste lagde hovedet let på skrå, som hun så åbenlyst flirtede med ham, men smilede så blot. Hvad skulle han gøre? Hun var trods alt køn, og han savnede selskab. Det gav vel sig selv, den her ligning, ikke? Og da hun linkede arm med ham, hvad kunne han gøre andet end at følge med? Så det gjorde han, men nåede alligevel at høre hendes spørgsmål.
"Øh, ja?" svarede han langsomt.
"Jeg bor her i Paris, ja?" fortsatte han med et lille nik, og lod sig trække ind i taxaen uden at tænke alt for meget over det. Han gav hende et tænksomt sideblik, da hun rakte taxachaufføren et stykke papir, men kommenterede det ikke. Hvad skulle han i det hele taget sige?
Last Edit: Sept 11, 2020 20:28:38 GMT 1 by Deleted
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Sept 12, 2020 9:48:10 GMT 1
Taxa'en gled næsten lydløst gennem byen med kurs mod et af de pænere kvarterer på nord-vest siden af Seinen, ikke langt fra centrum og med udsigt over den parisiske skyline. Hun vendte sig mod ham og lagde en hånd på hans ben, knæene over kors og hovedet lidt lænet tilbage mod nakkestøtten bag dem. "Du lader til at være en mand med en historie på hjertet," sagde hun med de røde læber formet i et krøllet smil. Hendes negle gled mod buksestoffet over hans lår. "Hvad laver du når du ikke sådan vandrer rundt i byen en sen aften, ligesom mig?" spurgte hun. Der var nysgerrighed og interesse i hendes ord. Det var sjældent hun gav sig til at være interesseret i dem hun omgav sig med, med mindre det var familien, men vampyrer som hun mødte tilfældigt på gaden var nogen af dem, der fik hendes udelte opmærksomhed. Mennesker afskyede hun som pesten og legede med ubarmhjertigt, men vampyrer var som at møde en længe savnet bror eller søster, og hun mærkede det sang i hendes hjerte over tanken om netop at have mødt en mand af hans støbning denne aften. Lige det hun havde brug for.
Baptiste sad lidt og kiggede ud af vinduet, da han mærkede en hånd på sit lår. Det tiltrak hans opmærksomhed, som han drejede hovedet, og så på hånden. Så løftede han øjnene, og forsøgte at fange hendes blik, men det vidste sig at være besværligt, når det kom til måden hun sad på med hovedet lænet tilbage. Men han sendte hende alligevel et smil.
"Ikke ligefrem," lo han høfligt, stadigvæk smilende.
"Jeg har ikke så meget at sige, må jeg indrømme. Jeg er læge, og arbejder på hospitalet her i Paris," endte han med at sige, fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Normalt var han rimelig veltalende, men noget ved denne kvinde, denne vampyr, gjorde ham nervøs. Han var normalt glad for at møde andre og nye mennesker, og kunne egentlig lide vampyrer og mennesker lige godt. Men han arbejdede selvfølgelig med mennesker hver dag, så det gav måske sig selv.
"Hvad er Deres historie?" bød han den anden vej, bare for at lære lidt om denne kvinde, som han med største sandsynlighed var på vej hjem til.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Sept 23, 2020 15:40:35 GMT 1
Hospitalet. Javel ja, det var selvfølgelig et vidt begreb når det kom til Paris fordi der var flere afdelinger, men det gad hun ikke begynde at sætte sig ind i. "Ah, så du redder måske menneskeliv? Eller er du der bare for at have en nem adgang til et måltid i ny og næ?" spurgte hun med et smalt smil. Det var ikke atypisk at se vampyrer indenfor lægefaget. Det var trods alt nemt at få blod den vej igennem hvis man passede godt nok på og tog sine forholdsregler. "Min historie?" hun trak lidt på spørgsmålet mens hun så ud af vinduet hvor byen gled forbi dem. "Jeg er sangerinde," svarede hun inden hun så tilbage på ham. "Jeg rejser verden rundt, nyder livet, den evige tilværelse af sanselig beruselse og nydelse, dekadent, oppulent rigdom og materialisme," hun trak på skuldrene. "Det er den korte version," hun smilede bredere i det taxa'en gjorde holdt ved fortorvet foran et større boligkompleks med lejligheder som de færreste kunne drømme om at leje. Hun steg ud og gik op til hoveddøren for at låse op til opgangen med et diskret nøglekort.