Know Your Enemy

Matthew havde siddet stille og roligt igang med at ordne noget hjernedødt papirarbejde. Det var som sådan ikke noget særlig vigtigt, så måske havde han set frem til en hvilken som helst form for distraktion, men at det lige præcis havde været Mollys stemme der skar sig igennem stilheden som en rundsav i en knast havde han ikke regnet med. Han så roligt op og lagde kuglepennen fra sig mens han så på hende med et smalt smil og et blik der viste at han udemærket godt forstod hvad hun snakkede om, men ikke havde i sinde at give hende tilfredsstillelsen af hans viden.
"Undskyld, Mrs. Ironstone?" spurgte han og rejste sig langsomt. Hans blik gled skarpt til Fleur og aflæste hendes reaktion korrekt. Han begav sig med langsomme skridt rundt om skrivebordet. "Jeg er ikke sikker på at jeg forstår," han så tilbage på Molly stadig mildt smilende, overlegen og tydeligvis umærket af hendes raseri.

Gammel var en underdrivelse. Han var ældre end nogen kunne forestille sig. End Molly kunne begribe med hendes få hjerneceller der skiftedes til at styre hendes volumenknap.
Han strøg en tommelfinger langs underlæben og til mundvigen i et forsøg på at dulme sit smil men det blev kun bredere af hendes skrig og skrål. I et alternativt univers var hun måske en smuk operasangerinde med styr på sit stemmebånd, men i denne verden var der ikke samme formildende omstændigheder for hende.
"Undskyld, jeg er ikke helt sikker på hvad det er du siger," sagde han med en undertrykt latter. "Du mener jeg skulle have..." han nærmede sig dem begge, "forgrebet mig på deres vidunder af en datter?" Hans øjne skiftede karakter fra mildt uforstående til mere og mere truende. Smilet havde samme effekt, og et kort blik ned på Fleur fortalte hende at hun skulle blive i kontoret til han gav hende lov til at gå. Bag dem snoede skyggerne sig op ad dørene og lod dem langsomt, faretruende glide i bag de to unge vampyrer.
"Det må være Deres spøg, miss Ironstone," hvislede han idet han stoppede foran hende med øjne der kunne have slået gnister.

Matthew forholdt sig tavst mens hun afsluttede sin råbekoncert inden han afvisende drejede bort fra hende hen til pejsen hvor ilden knitrede lystigt som altid for at holde palæet nogenlunde tåleligt. Der var altid koldt, selv i sommermånederne og ilden brændte mange steder i palæet. Kontoret var et af de steder hvor der altid var gang i pejsen. Af forskellige årsager. Der lå allerede en bunke papirer derinde fra dagens gøremål og blussede lystigt over de brede kævler. Hvad den pejs ikke havde slugt af hemmeligheder var svært at forestille sig.
"Jeg ville hellere end gerne stå til regnskab for en handling, jeg har begået," sagde han stille og tog en ildrager for at rode lidt op i gløderne under kævlerne inden han rettede sig nonchalant op og drejede rundt, ildrager blussende af varme stadig hævet i hånden, "hvis der var belæg for Deres påstand, selvfølgelig." Han smilede smalt og så ned på Fleur. "Jeg er sikker på at Deres datter vil kunne fortælle Dem at der ikke er hold i Deres..." han trak på smilebåndet, "fantasier."

Han krydsede armene behændigt uden at lade ildrageren ramme noget i nærheden, og han holdt blikket fast på kvinden foran ham. Han havde tusind idéer til hvad han skulle stille op med hende, men det var svært at vælge hvad der var bedst. Spidsen af ildrageren røg stadig af varme og det ville være nok til at paralysere hende inden han fik bugt med hende helt. Han sukkede stille over Mollys blatante mangel på respekt for sine børns følelser. Hvordan kunne en mor behandle sit barn på den måde? Der var vel for meget af hendes menneskelighed i hende der var præget af dårlig dømmekraft og selvcentrerethed.
"Miss Ironstone, hvori består Deres beskyldninger så?" spurgte han med et let hævet øjenbryn. "Jeg tænker mig det er svært at kunne påvise et udsagn uden beviser," han smilede til Fleur, "og jeg er sikker på at Deres datter ingen grund har til at vildlede Dem med løgnagtigheder." Hans blik gled tilbage på Molly. "Så lad mig høre, hvad er det helt præcist jeg har gjort som jeg skal bøde for?" Smilet var uændret. "Førend jeg ved hvad De specifikt har på hjerte, kan jeg ikke hjælpe dem." Han vendte sig atter bort for at varme ildrageren op og fraværende samlede gløderne omkring kævlerne så varmen blev centreret i pejsen og han lod ildrageren hvile i dem. Det var et vovet træk at vende ryggen til sin fjende, men han vidste også at afvisning var den bedste måde at tvinge nogen til at åbne op og lade paraderne falde når de var så oprevet som Molly var.

"Og jeg er far, og ved hvornår børn fortæller historier for at få opmærksomhed fra deres fraværende forældre," knurrede Matthew lavmælt. Hendes finger i skulderen var som en irriterende bi og han rettede sig op med ildrageren atter varmet op til meget højere temperaturer end før inden han drejede rundt og stod ansigt til ansigt med hende, så tæt som han havde lyst til at kællingen skulle komme på ham. Smilet om hans læber var sødladent til hende. Fleur var klog, hun trak sig når hun vidste det ville give problemer at fortsætte. Hun havde lært meget godt. Men Molly? Molly var intet i lighed med hendes datter.
"Og du," hvislede han og som en slange der hugger skød han sin venstre hånd op omkring hendes hals. Fingrene spændte sig om sener, muskler, nakkehvirvler og spise- og luftrør. Han trak hendes ansigt helt tæt til sit. "Du er ingenting," hans stemme var en hvisken men den rungede næsten i stilheden over pejsens knitren, "og bliver aldrig noget andet end en sølle undskyldning af en mor, hvis du overhovedet kan tillade dig at kalde dig det." De sorte blodårer pulserede frem over hans håndryg som mørket i rummet fortættede sig om dem og hjælpe til det dødsgreb han holdt om hendes hals.

"Din mor er ikke dig værdig," snerrede Matthew koldt. Fleurs bedende stemme prellede af som vand på en ands ryg, og istedet for at give efter og lade kvinden dratte ned og komme sig igen, løftede han hende langsomt op så hendes fødder efterhånden slap jorden. Den råstyrke han besad var ikke altid til at se i hans krop, trods hans bygning var slank, men Molly var let som en fjer for ham, ikke andet end en kludedukke han kunne ryste lidt med og måske smide fra sig hvis han ikke gad hende mere. Men hun havde fundet ud af lige præcis dér som kunne fælde ham én gang for alle, måske, og han ville ikke risikere at hun løb ud af døren for at alarmere myndighederne.
"Du er bedre tjent uden hende til at sætte en stoppe for din fremgang, cherie," han smilede smalt. "Adieu." Og med det jog han ildrageren så langt nede fra som han kunne komme, op igennem kvindens dinglende krop. Spidsen af støbejernet skød ud af hendes strube og blodet fossede ned over det i forvejen røde gulvtæppe. Mørket trak sig tættere omkring den stakkels vampyr og begyndte molekyle for molekyle at rive hende fra hinanden. Udefra lignede det en mørk sky, men det føltes som barberblade og pigtråd der langsomt desintegrerede en krop, der hang spiddet, som var hun et offer for en fortidig blodsbesat krigsherre fra Østeuropa, eller kødet på en shawarmagrills roterende spyd.

Matthew greb Fleur hårdt om armen og tvang hende væk fra hendes mors døde krop inden han med en hård hånd lod hende dumpe ned på gulvet som et grillspyd der var blevet kaseret til fordel for en bedre ret. Han knælede foran Fleur med begge hænder om hendes skuldre og holdt hende fast.
"Din mor var ikke dette liv værdigt," sagde han indgående. "Det var en skændsel at hun nogensinde blev vampyr. Det var altid kun dig det handlede om." Han rejste sig fra hende inden han gik hen til skrivebordet og trykkede på en knap på en prompter. "Shade, gider du ringe til VCS? Det er en vampyr så den skal have special teamet. Tak." Og med det afsluttede han samtalen og vendte sig imod Fleur stadig med et smalt smil. "Du kommer til at falde godt til her i palæet nu du ikke skal bekymre dig om også at bo hos din mor eller far. Fra nu af," han mærkede det lille gys der kom når skaber-kraften blev taget i brug overfor en yngling, "er jeg din far."