When I swing by

Matthew smilede mens Rose lydigt lod sig undersøge som var hun til en skønhedskonkurrence eller lægeeftersyn. Isobel stod stille som en statue, Matthews vilje holdt hende tilbage fra at springe på Quintin og banke ham sønder og sammen for at røre ved hendes datter, men der var intet hun kunne gøre. Hun sank en klump og så bedende på Matthew der blot blinkede sigende til hende, et tegn til hende om at hun ikke havde noget at sige men at han også holdt øje med situationen for hende.
"Ja ikke?" sagde han stolt og lagde en hånd tungt på Roses hoved for at vise hende at hun var en god og dygtig pige sådan at gøre hvad der blev bedt af hende. "Hun er det perfekte genetiske match, så derfor har behandlingen taget specifikt godt fat i hende," han så sigende på Isobel, der trak Rose lidt til sig da Quintin var færdig med at undersøge hende. "Men mit seneste projekt er lidt... vanskeligere," Matthew nikkede kort til Isobel der trak Rose med sig væk fra dem, og Matthew fortsatte turen gennem palæet hen til panelet hvor det idag var en lille knap bag en statue der fik den skjulte dør til at gå op til den lange, stejle trappe der ledte væk fra resten af det normale palæ, og op til værkstedsdækket, som han kaldte det selv. I midten af det hele var der opstillet en form for iron lung, eller specielt kuvøse-aggregat, der indeholdt hvad der lignede en spinkelt udseende dreng med blond hår og fregner. Hans krop var underligt forvredent som han lå i en medicinsk induceret søvn. Armene og benene var underligt forlænget i forhold til resten af kroppen, og hovedet virkede stort stadig, som en babys, men selv i forhold til torsoen, der kunne have været en 5-årig drengs.
"Eli her har det lidt sværere end Rose, da hans genetik ikke har modtaget behandlingen lige så vel," sagde Matthew og pressede en pedal ned på gulvet der gjorde at glasbeholderen åbnede sig som en roterende cylinder omkring drengen og de kunne gå tættere på og rent faktisk mærke ham. "Han er kun få dage gammel."

"Der skulle være grundlag for at kunne rette op på de værste misdannelser," forklarede Matthew mens han gik hen til et panel med knapper og små blinkende lys samt et display der viste forskellige vitale funktioner og deres tilstand. Tynde, væskefyldte rør var tilkoblet drengen samt dioder der aflæste hjernefunktion og organernes tilstand. "Men ja, jeg tænker det er svært når den genetiske baggrund ikke er tilstrækkelig til at få bedst gavn af behandlingen. Jeg har overvejet at anvende gamma-stråling for at rette lidt hist og her," han tastede nogle tal ind og et par pumper skød en mængde væske ind via et drop i drengens ene hånd. Han vred sig lidt og øjenlågene sitrede men han vågnede ikke fra det inducerede koma. Matthew rakte ind og strøg ham over det alt for store hoved inden han med en pedal atter lukkede kuvøse-aggregatet. Han gik rundt om og lagde en venskabelig arm om Quintins skuldre. "Ethvert arbejde er aldrig spildt," sagde han og førte sin ven med sig ned igen fra værkstedet og tilbage ud i palæets lange gange. "De fleste fejlslagne unger har jeg ladt slippe løs ude i skoven så de passer på at der ikke er nogen der kommer ind ved at forcere muren," han smilede til ham og blinkede sigende. "En slags selvbestaltet vagtværn."

"Rotter er intet til sammenligning med dem her. Lad mig vise dig et eksemplar," foreslog han og tog ham med sig ned gennem palæets snørklede gange. "Selvom rotter har barnets overlevelsesinstinkt i langt højere grad end et menneskebarn, hvilket gør dem utilregnelige og langt mere dyriske, så besidder de her råstyrke. Jeg har overvejet at det nærmeste navn for dem nok ville være det arabiske ord "ghoul"," forklarede han mens de gik ned ad trappen til entrésalen. Istedet for at sætte kurs ud ad bygningen tog han Quintin med sig rundt om trappen til en lille dør der virkede skjult for selv det mest vagtsomme øje. Bag den skjulte der sig et gammelt elevatorgitter og en lampes flakkende, gyldne lys tændtes da døren åbnede sig. Han pressede en knap i bund på det lille messingpanel, gitteret gled for igen og de forsvandt ned i en skurrende, rystende elevator mod palæets kælder og de tilstødende katakomber som mundede ud i nogle af de tunneler der løb under Paris.
"Et vampyrmanifest, siger du?" funderede Matthew eftertænksomt. "Jeg mindes ikke at jeg har efterladt mig noget i sin tid da jeg besøgte Vatikanstaten i den tid," han så på Quintin med en fure i panden. "Har du en forfatter på manifestet eller er det uden afsender?"

"Interessant," svarede Matthew eftertænksomt mens de gik gennem de lange snævre gange. Små lys bag gitre bragte et dæmpet, hvidt skær ud i kælderen, og deres skygger flakkede voldsomt hernede. "Og hvis det er fra 800 eller cirka deromkring er det også imponerende, overhovedet at bruge den italienske kunstners navn så længe før hans egentlige virke. Jeg har aldrig fundet ud af om Vladimir forvandlede ham mens han havde muligheden."
Matthew ledte sin ven rutineret gennem gangene. Der var ingen der kendte dem som han selv. De passerede nogle få døre på hver hånd af og til. Store, tunge døre med små skydelåger i, som til et gammeldags sindssygehospital. De kom til en udmunding i gangen og et stort gitter. Matthew fremdrog nøglebundet der tillod ham at færdes hvor han ville i palæet og låste gitteret op. Bagved lå en gang ligeledes med tremmer på hver side som skærmede for primitive fangeceller som man kunne forestille sig de havde set ud i middelalderen. Der lå råddent hø og knogler derinde. Gangen i sig selv endte blindt. De gik et par skridt ind da deres fodtrin tilsyneladende opildnede en beboer i en af cellerne længere henne. Raslen og klirren af kæder erstattede tavsheden i kælderen og en raspende, gurglende lyd mødte dem da de kom helt nær cellen. Derinde sad et væsen som man dårligt nok kunne beskrive som hverken menneske eller vampyr. Armene og benene bar præg af en forvreden transformation omtrent ligesom drengen oppe i kuvøsen, men der var intet mellem den grå hud og knoglerne. Ansigtet var forvrænget, munden fyldte næsten det hele som et stort åbent hul med takkede tænder, næsen var to sorte huller og øjnene var blanke og sorte som glatte, våde sten. I cellen lå der stumper af knogler der var blevet afgnavet for nylig. Væsenet, eller ghoulen som Matthew kaldte dem, forsøgte at komme nærmere tremmerne men dens ankler og håndled var sat fast til kæder der holdt den på behørig afstand. Dens negle var flossede og brækkede ned til stumperne af fingerspidserne.
"Det her er mit vagtværn, ude i skoven vel at mærke," sagde Matthew med et bredt, stolt smil.

Matthew lyttede med et smalt smil til sin vens forklaring på det mærkelige manifest og klukkede stille. "Hvor det ligner dig, Quintin," sagde han med et glimt i øjet inden han fortsat lod sin ven tale om væsenet foran dem.
"Makabert er det bedste værn mod nysgerrighed," svarede Matthew og gik hen til en spand ved enden af gangen hvor der lå nogle sørgelige menneskerester, højst sandsynligvis en eller to af skøgerne der havde været til stede ved sidste logemøde. Han greb et ben og kastede ind mellem tremmeren. Ghoulen flåede og flænsede kødet fra benet og åd grådigt som havde det været sultet. Han smilede til ham inden han tog ham med ud af den lille fangekælder og tilbage op til stueetagen gennem den skramlende elevator.
"Mennesker har det med at være dumdrisitge, og det er her de her kommer ind i billedet," forklarede han inden de atter kom til entréhallen. De stoppede lidt fra hoveddøren. "Du må endelig komme på besøg igen, Quintin, mine døre er åbne og alt der sker i palæet bliver i palet," sagde han med et sigende smil og en hånd på hans skulder. "Vi kunne altid bestille noget udefra og more os med. Ikke et ord vil blive ytret om det udenfor dette hjems fire vægge." Han omfavnede ham som en ven han oprigtigt havde savnet at se, og det var ikke langt fra sandheden. Quintin var en af de få han følte forstod ham, bare lidt. Ikke hundrede procent, men derhenad.
"Til vi ses næste gang?"