When I swing by

Det var en sær kontrast imellem de to. Den hvide næsten himmelske figur der stod i rummet. Skyggerne havde trukket sig næsten instinktivt væk fra ham, men var nu gledet frem og slikkede nysgerrigt om hans røde sko. Matthew havde siddet stille og set til mens Quintin havde nærmet sig. I hans stille sind havde han forbandet at han overhovedet havde sagt ja til at modtage overhovedet af den største religion i verden, men da han så ansigtet bag sløret gled et smalt, imponeret smil over hans læber. Det nåede næsten til øjnene mens han langsomt rejste sig og en let latter gik igennem ham som en lille rystelse i hans skuldre.
"Din..." han rystede smilende på hovedet inden han gik rundt om skrivebordet for at gå sin ven i møde og give først et håndtryk og derefter et sådan semi-broderligt kram. "Jeg troede du var død," sagde han eftertrykkeligt, for at understrege overraskelsen. "Hvor længe har det været? 50? 100 år??" han lagde en hånd bag Quintins skulder og gestikulerede til en af stolene foran skrivebordet inden han satte kurs mod kabinettet hvor han fandt en karaffel med opvarmet blod og to glas. "Gabriel! Du kan da godt huske Quintin, kan du ikke?" spurgte han med et blik til sin søn, der stod tavs ved siden af lænestolen, armene foldet bag ryggen og blikket stift vendt mod manden. Det var først nu han lagde to og to sammen og mindedes en fortid han helst ville glemme. Ville den nu gentage sig?!
"Ja," sagde han og mønstrede et smil inden han ligeledes gik hen til skrivebordet og lænede sig lidt op ad det foran paven. "Selvfølgelig kan jeg huske ham." Han fnøs lidt med et smil og himlede med øjnene. "Og tænk at jeg ikke kunne placere dig da jeg så dig i Møllen," hans smil blev bredere mens han så på Quintin.
"I Møllen?" spurgte Matthew som han vendte tilbage med to glas blod til henholdsvis ham selv og Quintin. Han så på Paven foran ham og kunne ikke holde et smil tilbage. "Det måtte være et ømt syn at se dig i Møllen."

Gabriel skævede mørkt til Matthew og forlod rummet med en knurren. Han ville ikke være i samme rum som den klamme skid, specielt ikke når han snakkede sådan om hans venner. Han vendte sig ved døren til kontoret og så sigende på Matthew inden han knaldede den i bag sig for at vise hvad han mente om den skod vampyr der sad og klukkede som en dum gås i stolen foran Matthews skrivebord.
"Undskyld Gabriels opførsel, han er lidt mere trodsig end han har været førhen," sagde han med et mildt smil og skålede med Quintin. "Jeg kan altid kalde ham tilbage hvis vi får brug for ham," han blinkede hen over glasset inden han tog en slurk og satte glasset fra sig på bordet og lænede sig tilbage mod bordpladen. "Og nej, jeg lader andre om at hygge sig med den slags. Jeg har min familie, du ved," sagde han og gled en finger fraværende over glassets kant. "Men hvorfor er du i Paris? Og hvorfor nu, ja," han nikkede som en indikation til hans tøj og hele hans getup, "hvorfor er det nu duspringer ud? Jeg har ikke hørt fra dig i evigheder." Han hævede et slankt øjenbryn og smilede smalt, men det var mere eftertænksomt, næsten trist over manglen på kontakt til en af de få vampyrer han følte sig sådan nogenlunde på bølgelængde med, selvom han måske var mere sadistisk end manden foran ham.

Matthew lyttede interesseret i Quintins fortælling. Han havde mange ting bag sig og Matthew havde altid fundet det sjovt at følge hans forskellige karrierevalg, dog uden at ville involvere sig alt for meget. Han havde for mange jern i ilden selv, men han var imponeret over mandens vigør og hvor meget han lagde i sine bedrifter. Det var beundringsværdigt, kunne man vel godt kalde det. Han rettede sig op og gik rundt om skrivebordet.
"Same old brand new you, som man siger," sagde han og satte sig med en flydende bevægelse i stolen bag skrivebordet. "Politik, lobbyisme, rænkespil; det er som et real life skakspil der bare aldrig stopper," han tog en slurk af sit glas og satte det fra sig på bordet foran sig for at betragte Quintin. "Familien fylder nok mest," han smilede smalt. "Isobel blev mor for ikke så længe siden, min Angela er flyttet hjem i palæet igen efter lidt år ude i byen, jeg har kidnappet et barn som Gabriels yngling fik med en rivaliserinde vampyrfamilie, jeg har forvandlet et af Vladimirs genius børn for næsen af ham," han lo let, "der er generelt en del med børn for tiden," han smilede bredt uden skyggen af anger over sine handlinger. "Men det er vel sådan jeg bedst kan lide dem. Nemme og medgørlige."

“Gør vi ikke alle det, laver det vi er bedst til, hmm?” spurgte Matthew med et hævet øjenbryn og drak resten fra sit glas inden han rejste sig. Han undlod at bemærke Quintins tydelige sarkasme over hans titel som familiefar. I de fleste tilfælde var det måske nok en vampyrforbindelse der udgjorde båndet som skaber og yngling, men for eksempel Gabriel og Rose var ganske reelle som hans børn, begge født som vampyrer.
“Ja, de små bliver store, men jeg kan måske indvi dig i mine seneste eksperimenter?” spurgte han som han gik rundt om skrivebordet og så afventende på Quintin. "Tror du vil synes om det, men det kræver en lille tur gennem palæet. Men så kan du også få en tur og se hvordan det står til her hos os?" foreslog han.

"Lad os gå så," med et let vink med hånden trak skyggerne dørene op som gik de op automatisk og han ledte Quintin med sig ud af kontoret. "Hvor længe forventer du at blive i din stilling nu så?" spurgte han mens de gik, deres fodtrin til at starte med dæmpet af de tykke tæpper i tårnet inden de nåede hovedbygningen hvor langt de fleste gulve var belagt med polerede fliser, så deres skosåler gav genlyd i de lange, høje sale. "Og hvordan står det til med din datter? Er hun også i byen?"
De kom ud til en lidt større sal med spredte chaiselonger og borde. Paris lå henslængt med et kulørt blad og lod det glide ned for de næsten blottede bryster da hun hørte lyden af sin onkels stemme samt fodtrin. Hun lagde magasinet lidt fra sig, nysgerrig over gæsten, da de kom til syne ud fra en døråbning og ind i den brede sal.

"Dine metoder er altid underholdende," sagde Matthew med et smil til siden til Quintin da de nærmede sig chaiselongen hvor Paris lå og slængte sig som en kat. "Ah," Matthew standsede Quintin med en hånd på hans skulder. "Quintin, det må være et stykke tid siden du har set Paris? Eller Phoenixxx som hun er kendt som de sidste par år," sagde han og gestikulerede til Paris der elegant rejste sig. Det var svært at tro at hun var på samme alder som Quintins egen datter, da deres udseende adskilte sig i høj grad.
"Åh, Mr. Andromedius, det har været, hvad, 85 år siden sidst?" hilste Paris med en hånd i siden og tyggegummiet snoet om den spidse tunge. Hun slog lidt med nakken så det lange røde hår kom om bag hende og hun kiggede på Matthew med et blik der kunne have slået gnister. "Hvad er I ude på her til aften, gentlemen?" spurgte hun.
"Åh, jeg skal vise ham værkstedet, og min seneste erhvervelse," forklarede Matthew og klappede Quintin kammeratligt på skulderen. "Han skal se hvad man kan med vampyrbørn."