I'll have it all

Judas havde været fortvivlet siden gårsdagens møde med Gabriel. Hans vens kvaler var til at tage og føle på, og han påtog sig dem som var det hans egne. Det var det til dels også, for han betragtede Gabriel som en bror. En bror han lige havde haft sex med. Eller, var blevet voldtaget af. Han vidste ikke hvilken en af delene. At Quintin havde villet tage imod ham var en lettelse og han havde glædet sig til at se manden igen. Han håbede på en eller anden forløsning, hvad det end ville bestå i. Både for hans og Gabriels skyld.
Lejligheden var næsten skjult men han havde fundet den og studsede over hvor få bodyguards der var. Plejede paven ikke at bo i et palæ når han besøgte andre lande??
Stemmen bag døren sendte blide kuldegysninger ned ad hans ryg og han gik ind og lukkede døren. En smule forfjamsket stod han med hænderne lydigt bag ryggen som en hund der ventede på tegn fra sin herre.
"Deres Excellence," hilste han ærbødig. Han kunne mærke hvordan hans krop var tiltrukket allerede, af mandens status og rigdomme. Han havde ellers aldrig set sig selv som en golddigger, men måske var der noget i ham sådan underbevidst.

Judas havde aldrig set en pave sådan helt afslappet på egen hånd. Eller, han havde jo mødt Quintin før men han havde ikke vidst han var pave på det tidspunkt. Derfor var det underligt nu at stå overfor ham velvidende at manden var leder af en af de største religioner på jorden. Det sang i hans krop, og han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv. Så han smilede, et sødt, drenget smil og gik langsomt længere ind i lejligheden, der slet ikke virkede så pompøs eller pragtfuld som han havde forestillet sig. Mere ordinær og nede på jorden, men stadig mere end han selv ejede.
"Du sagde jeg skulle ringe," sagde han til at starte med og trak lidt på skuldrene som om han ikke vidste hvor han skulle begynde. "Så jeg ringede," hans smil blev bredere som han kom nærmere og hans krop bevægede sig let og med en dansers graciøsitet. Han stoppede og tog en lidt betuttet mine på. "Skulle jeg da ikke det?" spurgte han mut men det var mere en leg for ham for at se om Quintin overhovedet havde nogen interesse i at han var der.

Judas drejede skosnuden i træet og slog blikket ned til foden mens han bed sig eftertænksomt i læben. "Jo, ser du," han gik nærmere ham og af en eller anden årsag fandt han sig selv knælende foran mandens stol. Lyset fra vinduet udenfor faldt ind over dem og tegnede dem som to silhouetter imod byens skær. "Min ven, du mødte ham," fortalte han og nikkede lidt bagover skulderen som for at indikere til deres møde med Gabriel på Møllen, "han har begået noget forfærdeligt, og han... jeg har brug for at han bliver tilgivet så han ikke har dårlig samvittighed længere," han fugtede de fyldige læber lidt mens han forsigtigt rakte ud og lagde en bedende hånd på mandens knæ. "Please," bad han, "hans synd er ikke andet end at gøre som hans far bad ham, men..." han mødte Quintins blik åbent og pinsomt, "... han er fanget af sin egen tvivl og tristesse. Er der noget jeg kan gøre så han får det bedre?"

Judas tabte næsten pusten da Quintins ansigt var så tæt på. Han spærrede øjnene op og måske hans udvidede pupiller forrådte ham med al den spænding i kroppen han kunne mærke. Han sank en klump mens han lyttede til ham og lod sig trække med som var han en kludedukke i hænderne på et ubarmhjertigt barn. Et sted i baghovedet skreg en stemme på ham at han måske skulle se at komme ud af lejligheden inden han mistede grebet om situationen, men han dyssede den trælse fornuft ned mens han gled mere op og sidde på sine knæ mellem mandens ben. Han nikkede lidt som for at vise at han forstod.
"Styrke," sagde han åndeløst og hvilede sine hænder på mandens knæ på hver side af sig. "Sig mig hvad jeg skal, Deres Excellence, hvad som helst!" bad han inderligt. Hans hjerte var knust over Gabriels kvaler og han ville gå til verdens ende for at han fik en eller anden form for syndsforladelse.

Judas udstødte et lavmælt gisp over det kortvarige stramme greb og hans øjne udspilede sig kort mens han febrilsk tænkte på Gabriel, tænkte på hans synd og håbede at Gud et eller andet sted hørte hans tanker. Kunne Gud høre tanker? Var han telekinetisk? Det var han vel hvis han kun fik beskeder gennem folks bønner. Han mærkede fingrene på toppen af hovedet og bøjede nakken langsomt så hans ansigt vendte ned mod mandens ben og stolesædet. Han kunne mærke han dirrede lidt mens han lyttede til ordene.
"Alt," sagde han med et beslutsomt nik. Fornuften kunne have slået ham ihjel men han ville ikke bakke ud. Det gjaldt Gabriels syndsforladelse, og det var hans ansvar, syntes han selv, at han fik det. Han vidste at Gabriel aldrig selv ville opsøge det, og i kraft af Judas' møde med Quintin troede han det var et tegn til ham til at komme i forbindelse med Gud på sin vens vegne.