Post by Judas Amarantine on Aug 25, 2020 20:14:25 GMT 1
Judas sukkede og slap sin ven mens han nikkede langsomt. "Det er et godt spørgsmål," sagde han stilfærdigt og trak på skuldrene. "Kærlighed gør vel blind?" foreslog han lidt usikkert. "Og så har han også magten over dig til at tilgive ham når han vil have du gør det. Det kan være derfor. At du aldrig rigtig har din frie vilje overfor ham, selvom du kan mærke det når du er udenfor hans rækkevidde?" han vidste ikke hvad han ellers skulle sige så han lagde en hånd bag Gabriels nakke og kærtegnede ham under de små nakkehår. "Jeg kan ikke forestille mig hvordan det er, men jeg håber du ved at jeg er her hvis du får brug for det," sagde han og smilede opmuntrende. "Og jeg vil gøre alt jeg kan for at du får det bedre."
Post by Gabriel Darklighter on Aug 25, 2020 20:22:08 GMT 1
Et sug gik gennem hans mellemgulv som han hørte Judas' ord. Han hævede langsomt sit blik til hans ansigt og et lille smil formede sig om hans læber. Det hele gav mening. Han var ikke andet end sin fars hånddukke. Hvor meget lignede han ham egentlig? Tænkte han mens han ordløst guidede Judas med sig op og stå så de kunne forlade backstage-lokalet og sætte kurs op til de øvre etagers freelance-bordel. Deres læber var allerede låst sammen inden de nåede døren til et af de ledige værelser, og tøjet røg også mens døren blev smækket i bag dem. Selvom han syntes han havde fået alle frustrationerne ud natten før, havde det alligevel været på Matthews præmisser. Han kunne mærke mørket i sig snige sig frem til overfladen af huden hvor deres kroppe mødtes. Det var ikke rigtig sket før. Hell, de havde da kysset og den slags, men aldrig rigtigt gået videre. Dette var natten, dette var det næste skridt han tog over dørtærsklen til at undersøge hvem han egentlig var. Han ignorerede Judas' klynk og lyde og ord der bad ham være forsigtig eller lade ham trække sig lidt væk for ikke at blive kvalt i ham, og det var som en dans med kun én danser og et objekt som blev drejet og brugt på flere leder og kanter. Han brugte al sin energi, selvom han troede han havde fået det ud på scenen, og fortsatte igen og igen når han var klar igen, uden at ænse Judas' afvisninger. Det blev mere og mere langtrukkent indtil han endelig efterlod sin ven i sengens dyb og forlod rummet med en klar hjerne og et lettere hjerte.
Post by Judas Amarantine on Aug 25, 2020 20:26:54 GMT 1
Judas lå og stirrede ud i luften efter deres samvær. Han havde tårer i øjnene efter at have været kvalt flere gange, både af hænder om halsen og andet der havde blokeret hans luftveje. Selvom han ikke havde brug for luft var der alligevel smerte og ydmygelse blandet i den handling. Resten af hans krop var næsten følelsesløs. Normalt var der en vis forbindelse til kroppen, selvom vampyrer ikke mærkede "meget", men nu var det som om det var skåret bort. Han rystede lidt mens han hørte døren gå i bag ham. Med læberne presset sammen rakte han ud til sengebordet og tog lappen med nummeret til Quintin. Han kunne ikke genkende sin ven, men han ville alligevel hjælpe ham, og hvis det her var den måde han kunne få hjælp, ville han give ham det. Men han måtte vide om det var det rigtige at gøre. Han måtte vide. Han rakte ud og tog sin telefon for at ringe til det nærmeste han kom til en der kunne hjælpe ham efter sådan en omgang. //out