Panic

Hendes gråd blev til små hulk i struben og hun stod og ville helst ikke se på den dumme mand der stank af sygdom og død, som var han allerede et omvandrende lig. Hun tørrede øjnene med bagsiden af hånden, lagde armene over kors og så til siden så hun ikke skulle se på hans ansigt lige foran hende. Hendes blik faldt på posen.
"Mor siger man skal klæde sig pænt, ellers kommer man ikke langt i livet for ingen vil tage én seriøst," sagde hun som for at fjerne opmærksomheden fra det faktum at hun savnede hjem. "Det er ikke pænt," hun nikkede til posen inden hun så på manden med blodsprængte øjne. "Og hvor er min mad!?" hun vristede sig lidt fri af hans sygdomshænder og stampede surt i gulvet. Hun ville ikke spise ham, det ville sikkert smage ad helvede til, men hun kunne mærke sulten. Den lille dråbe blod fra Dantes hånd da hun bed ham var ikke nok, tværtimod havde det tændt hendes sult endnu mere.

Hun snøftede og tørrede de sidste tårer bort inden hun uden at sige noget til ham rakte ned efter hættetrøjen, som hun lidt voldsomt trak over sig. Det så en kende mærkeligt ud med hendes fine skørt, men ikke desto mindre var det sådan det endte med at blive. Hun ville gerne spise snart, og hun kunne godt mærke at manden var sådan én der kommanderede med andre ofte, så hun måtte hellere gøre hvad han sagde - men på hendes præmisser.
"Fint," sagde hun surt og lagde atter armene over kors uden at ville se på ham. Han skulle ikke nyde godt af at få hende til at gøre som han ville have. I sit stille sind skrabede hun "Le Havre" med den slidte skosnude i gulvtæppet inden hun vendte sig rundt for at gå tilbage i entréen så de kunne komme afsted. Hun vidste Paris kendte mandens bolig så hvis hun kunne få et spor af en art ville det måske være nok til at de kunne finde hende igen.

Rose fulgte med, ikke lydigt men mere af nødvendighed. Så snart de kom ud af lejligheden greb hun hans hånd instinktivt. Selvom det var aften var der larm. Rigtig meget larm. Så meget larm som hun aldrig havde hørt før. Lys, lyde, lugte. Hendes knivskarpe sanser blev vakt til live som de aldrig var blevet det før og hun så med store øjne på alting omkring hende. Hun havde set biler før men aldrig så mange, scootere og knallerter og cykler var nyt udover motorcykler da hun havde set Gabriels motorcykel foran palæet. Men hvad der var mest indtrængende var lugten af mennesker. Den var overalt, den sivede nærmest forbi hende som en dunst, en sky i luften der hang tungt som cigaretrøg, men var alt andet end det.
"Er det her... verden?" spurgte hun åndeløst men fik fjernet sin opmærksomhed til manden som Augustin udpegede. Hun kunne ikke helt lide synet af ham, noget ved ham gjorde at hun tænkte han var skør, ligesom manden hun holdt i hånden men hun tog mod til sig og gik ham i møde, lidt usikker på hvordan man gjorde tingene ude i den virkelige verden. Hun fik hans opmærksomhed ved at hive ham i trøjen bagfra så han vendte sig om. På et øjeblik havde hun sat af i et spring så hun kunne gribe om hans krave, rykke hovedet brutalt til siden og bore sine hugtænder dybt ned i hans hals. Det var voldsomt og mere blodigt end det plejede at være, hans puls måtte have været høj, og hun sugede det sure blod til sig men formåede også at spilde en del på sin trøje, hvilket hun var ligeglad med, da det jo var en grim hættetrøje som ikke betød noget for hende. Manden vaklede mod muren på bygningen ved siden af dem og sank langsomt sammen med et støn så Rose efterhånden kom tilbage ned til fortovshøjde. Blodet summede og gjorde hende svimmel. Det var meget anderledes end normalt. Det stak og prikkede og føltes underligt. Hun smilede og lo til Augustin med blod i hele fjæset.
"Haj! Jeg er en haj!" grinede hun. "Morder-hajen!"

"Trøje?" Rose så ned ad sig selv, de store, blå øjne var blanke med et fjernt glimt. Hun gned sine hænder over trøjens blodindsmurte stof og grinede så. Hun slikkede det af fingrene og nød følelsen af den sitrende behagelige fornemmelse som blodet gav i hendes krop. Hun havde prøvet noget lignende engang i palæet med Paris inden Matthew havde fundet hende og taget hende for at lægge hende i seng. Det havde kildet ekstra meget og hun havde grinet højt. Det samme begyndte at ske nu. Hun grinede først lidt med en blodig finger i munden, og så langsomt mere og mere. Hun måtte tørre øjnene for glædestårer inden hun trak hættetrøjen af sig og smed i ansigtet på den døde junkie der var sunket sammen for foden af muren. Hun gik hen til Augustin og tog ham i hånden igen.
"Hvor skal vi hen nu?" spurgte hun. Hun følte sig let, uendeligt let, og bekymringsfri. Sulten var stillet, den værste del af den ihvertfald, og hun følte sig både følelsesløs og oversensitiv samtidig.

Hun vred sig lidt i den dumme sele. Det var til at se at hun ikke helt kunne sidde stille. Hun sparkede frem og tilbage med fødderne mod handskerummet. Lyden rungede næsten i hendes ører og hun grinede for hver gang en af hendes fødder ramte. Hun så til siden på ham med et gavtyveagtigt smil mens hun vred sig lidt i selerne. Alting sitrede og kildede forfærdeligt, og hun begyndte at skifte mellem at grine og le af fryd til også at klynke og vride sig som om det var ulideligt at sidde stille. Hendes hoved virrede fra side til side mens hendes åndedræt blev mere og mere hurtigt. Hendes blanke øjne rullede i hovedet på hende og den bizarre blanding af latter og støn fyldte bilens tomrum.
"Hnnghh, blodet var mærkeligt," sagde hun indimellem sit grin og hendes hænder knyttede sig om sædet så knoerne næsten blev hvide. Hun så mut på manden ved siden af. Hendes blik svømmede og hun kunne have svoret det var Matthew der sad ved siden af hende. Hun blødte op med det samme og forsøgte at kravle over til ham hen over gearstangen og håndbremsen.
"Faaaar..." hendes glade stemme døde lidt hen men hun sagde ordet og hun tog hans hånd som for at prøve at før den ind under hendes kjole. Hun vidste ikke andet end at det var det, hendes far derhjemme, gjorde. Det faldt hende aldrig ind at tingene kunne være anderledes og at andre mænd ikke gjorde sådan noget.

Rose spandt og vred sig selvom hun blev sat tilbage. Hun havde lært af den bedste - Paris - og havde set hørt hende fortælle hvordan man kunne bruge blodet, når det smagte syrligt, til at få det bedre og mærke mere i kroppen. Hun havde set hvordan hendes kusine havde snoet mænd om lillefingeren uden slinger i valsen, og hun havde efterabet som små piger nu gør når de har en rollemodel. Selv Isobel havde set til fra afstand og fundet det vældig sødt, at børnene kunne udforske verden sammen. Måske ville en normal mor have sat en stopper for det, men der var intet normalt ved Darklighternes forældremetoder.
Nu sad hun tilbage på forsædet og så smilende på Augustin inden hun selv gled hånden ned under kjolen.
"Hvad er der i vejen, far? Er du ikke glad for at se mig?" spurgte hun spindende, en næsten tro kopi af Paris' tonefald.