Panic

Dante og Lucia havde vidst bidt over mere end de havde regnet med selv. De var ankommet til palæet og fået adgang gennem gitterporten under påskud at de skulle snakke med Paris Darklighter. Palæet var kæmpestort og Dante havde nået at tænke, at de skulle tilbage dertil da de havde set et barn, en lille pige, der passede til Augustins beskrivelse. Men det var et levende barn?? Hun havde krydset indgangshallen hvor hun var stoppet op og havde spurgt dem om de var aftensmaden. Dante havde antaget at hun måske mente om de var kommet med pizza, men hans fransk rakte ikke langt nok. Det var næsten for nemt dog da de havde slynget den store lærredssæk over hende og spændt snoren om hendes ankler så hun faldt så lang hun var. Hendes skrig gav genlyd i salen og han havde set lidt panisk på Lucia inden de havde grebet pigebarnet der hvor munden havde været for at tysse hende. Hendes tænder havde flået lærredssækken op og plantet sig i hans finger så blodet fossede ud. Han havde aldrig nogensinde kidnappet nogen før, og hvad end Augustin ville med en pige - han skuttede sig lidt ved tanken! - skulle de kompenseres for psykiske traumer og hans finger, der nu var i bandager.

De holdt i bilen udenfor den adresse som Augustin havde givet dem. Pigen lå på bagsædet. De havde måttet bruge flere snore og reb og hans fine Gucci-bælte til munden, for at fiksere hende. Alligevel sprællede hun som en fisk der lå og klaskede på landjorden. Han gjorde tegn til Lucia til at de ikke var blevet forfulgt og de kunne stige ud og tage hende med sig op til hans lejlighed. Turen fra palæet havde han ikke rigtig set som de bare havde kørt i blind panik væk og hans finger dunkede hårdt som han slyngede pigen over skulderen som en gemen sæk kartofler og bar hende med sig op til lejligheden hvor de bankede på og ventede i stille spænding på at blive lukket ind. Klokken var heldigvis over midnat så det var ikke sandsynligt at der var nogen der kom ud og ville opdage deres lyssky forehavende.